Læs Bjarne Reuters gendigtning af Noas Ark

Forfatteren Bjarne Reuter har gendigtet Bibelen i værket Bogen, der udkommer på fredag. Vi bringer her forfatterens kapitel om Noas Ark

”"De kom i flokkevis, to og to, og de, der så det, troede ikke deres egne øjne, for der var tamkvæg ved siden af rovdyr, fugle, krybdyr, natdyr iblandet savannens kæmper og skovbundens mindste bille. Da de sidste to var kommet om bord, åbnede himlens sluser sig,”" skriver Bjarne Reuter om syndfloden og Noas Ark i sin nye gendigtning af Bibelen, "Bogen".
”"De kom i flokkevis, to og to, og de, der så det, troede ikke deres egne øjne, for der var tamkvæg ved siden af rovdyr, fugle, krybdyr, natdyr iblandet savannens kæmper og skovbundens mindste bille. Da de sidste to var kommet om bord, åbnede himlens sluser sig,”" skriver Bjarne Reuter om syndfloden og Noas Ark i sin nye gendigtning af Bibelen, "Bogen".

Ved floden boede en mand ved navn Noa. Han var kendt som et stilfærdigt menneske med et pletfrit omdømme. Alle dage havde han levet i fred med sine naboer og i fred med sin Gud. I modsætning til Noas landsmænd, som var i færd med at ødelægge deres liv med stridigheder, egoisme, had og fordærv.

En aften var Noa taget ud for at fiske. Vejret var ideelt, men pludselig tog vinden til. Det før så stille vand rejste sig, og Noa måtte kæmpe for at holde skuden på ret køl, og nu hørte Noa Guds stemme.

Jeg har et budskab til dig af stor vigtighed. Jeg har fortrudt, at jeg har bragt mennesket ind i verden. Det var ikke sådan, jeg havde forestillet mig, det skulle være. Det, som engang var godt, er blevet ondt. Derfor har jeg besluttet at gøre en ende på alle mennesker, for de er skyld i, at livet på jorden er fuld af vold. Jeg vil starte forfra ved at udslette alt liv, fra himlens fugle til dyrene i skovene, for jeg har fortrudt, at jeg skabte dem. Jeg vil rense verden ved at sende en vandflod, som vil ødelægge alt levende. Kun dig og dine skal overleve. Du skal derfor bygge et skib, en ark, som skal være den største, verden nogensinde har set. Den skal bygges med et tag, så den kan beskytte jer mod regnen, og den skal være så stor, at den kan rumme et par af alverdens dyr. En han og en hun, en af hver, alle skal med, og ingen må glemmes. Men skynd dig, Noa, for snart vil regnen falde og udslette alt levende.

Noa tog tilbage til sin familie og fortalte dem, hvad Gud havde sagt.

En ark, sagde de, men hvorfor?

Fordi jorden vil blive ramt af en oversvømmelse, som vil skylle alt liv bort, svarede Noa.

Men det regner jo næsten aldrig på de her kanter, sagde Noas kone, hvorfor skulle det pludselig blive så voldsomt?

Fordi Gud vil have det sådan, sagde Noa.

I de følgende dage samlede Noa og hans sønner tømmer til et skib langt større, end man tidligere havde set. Naboerne rystede på hovedet ved synet af de enorme dæksplanker, som blev slæbt ned til floden, men Noa og hans familie fortsatte deres arbejde, til den dag arken havde fast tag, ror af gofertræ, lastrum og forrådskamre; og da den sidste nagle blev sat i den sidste planke, faldt den første regndråbe, og skønt det bare var én lille vanddråbe, forplantede lyden sig som et dommedagsslag fra himlen mod jorden.

Nu vidste Noa, at tiden var inde, og da regnen begyndte at slå mod arkens dæk, samlede dyrene sig ved floden nær det store skib.

Noa havde før set vilde dyr ændre adfærd ved en naturkatastrofe, men det her overgik alt, hvad han tidligere havde oplevet. De kom i flokkevis, to og to, og de, der så det, troede ikke deres egne øjne, for der var tamkvæg ved siden af rovdyr, fugle, krybdyr, natdyr iblandet savannens kæmper og skovbundens mindste bille.

Da de sidste to var kommet om bord, åbnede himlens sluser sig.

Nu var der ikke længere forskel på land og vand, ingen horisont og ingen himmel, kun vand.

Alting blev oversvømmet, intet gik fri, bortset fra arken, som flød på vandet med dens besætning og de dyr, som var tiltænkt den ny verden.

Efter et hundrede halvtreds dage havde vandet udslettet alt liv på jorden, og Noa og hans familie drev rundt uden landkending og uden vished om deres skæbne, indtil en dag arken gik på grund. For første gang i mange måneder kunne man skimte en fjern, men tydelig bjergtop.

Noa hentede en due i lastrummet og sendte den ud over vandet, og da den efter nogle timer vendte tilbage med et olivenblad i næbbet, vidste Noa, at vandet havde forladt jorden.

Gud talte igen til ham.

Sæt nu dyrene fri, så de kan indtage det ny land, finde føde og blive til mange, sådan som det altid har været meningen. I aften skal du bringe mig et brændoffer, for jeg vil indgå en pagt med dig og dine efterkommere, ja, med alt levende, hvor jeg lover aldrig igen at oversvømme jorden. Den pagt skal stå som en regnbue i skyerne som et tegn på den aftale, vi har indgået.

Om aftenen byggede Noa et alter og satte sig med sin familie og glædede sig ved røgen fra brændofret, som steg op til Gud i en smal velduftende røgsøjle. Langt væk på den østlige horisont anede de farverne på regnbuen, der fra tid til anden skulle vise sig på himlen som et tegn på den aftale, Gud havde indgået med menneskene.

LÆS OGSÅ:12 bibelhistorier til genfortælling

Teksten er et uddrag fra Bogen, der udkommer på Bibelselskabets Forlag på fredag, hvor den anmeldes i Kristeligt Dagblad. Man kan høre Bjarne Reuter fortælle om arbejdet med værket på Søpavillonen i København onsdag den 31. oktober klokken 15-17. Læs interview med Bjarne Reuter i avisen på lørdag.