Prøv avisen

Se billederne: Stormen Alfrida lukkede broer og kostede menneskeliv

Der var mere vand end normalt i lystbådehavnen i Horsens dagen efter, at årets første storm gjorde sit indtog. Foto: Morten Pape/ Ritzau Scanpix

Danskerne er trådt vindblæste ind i det nye år. Stormen Alfrida, der det seneste døgn har hærget Danmark, har sat beredskabet på den anden ende og fået triste konsekvenser

Årets første storm har ramt Danmark, og det er gået hårdt ud over nytårstrafikken. Både Storebæltsbroen og Øresundsbroen måtte i nat lukke for trafik på grund af den voldsomme vind. Begge broer er i dag genåbnede, men vindfølsomme køretøjer frarådes stadig at krydse broerne.

Også færgetrafikken blev ramt og afgange på Molslinjen mellem Aarhus og Sjællands Odde var onsdag morgen aflyst. Færgerne til og fra Samsø, Læsø og Tunø måtte ligeledes aflyse afgange.

DSB kunne i nat oplyse om væltede træer og iturevne køreledninger som følge af blæsevejret. Det samme kunne flere af landets politikredse, som også rådede trafikanter til at køre forsigtigt.

For at kunne tale om en egentlig storm og ikke kun kraftig blæst, kræver det målinger med et gennemsnit på minimum 25 m/s. Det skete ifølge DMI fire steder i Danmark, og derfor har det voldsomme blæsevejr fået navn.

De højeste vindmålinger fandt sted i Kalundborg og Norddjurs, hvor der blev målt henholdsvis 25,2 m/s og 25,1 m/s.

Det er svenskerne, som har navngivet stormen Alfrida. I nabolandet har stormen ført til, at omkring 100.000 husstande mangler elektricitet og har ligeledes givet store trafikale problemer.

Forsikringer dækker normalt ikke skader på huse og ejendomme, som er forårsaget af stigende vandstand, med mindre der er tale om en stormflod.

Ifølge Lov om stormflod og stormfald defineres en stormflod, som "oversvømmelse som følge af en ekstremt høj vandstand i havet, der statistisk indtræffer sjældnere end hvert 20. år".

Det er Stormrådet, der i forbindelse med en storm vurderer, hvorvidt der er tale om en desideret stormflod. Vurderingen baseres på de tilgængelige vandstandsmålinger i de berørte områder.

Der sker sjældent, at en storm koster menneskeliv. Men det er tænkeligt, at de kraftige vindstød har haft betydning for den tragiske togulykke, der fandt sted onsdag morgen, hvor seks passagerer mistede livet.

Øresundsbroen blev omkring klokken tre natten til onsdag lukket på grund af kraftig blæst. Foto: Foto: Johan Nilsson / TT / Kod 50090/ Ritzau Scanpix
Ved Assens Skibsværft arbejdede beredskabet på højtryk for at sikre værftet mod den kommende oversvømmelse, som onsdag eftermiddag forventes at kulminere. Foto: Kim Rune/ Ritzau Scanpix
Det bliver svært at komme tørskoet til og fra Hosens lystbådehavn i dag. Foto: Morten Pape/ Ritzau Scanpix
Klokken 7.35 blev et passagertog ramt af dele fra et forbipasserende godstog. Ulykken skete på den del af Storebæltsbroen, som kaldes for lavbroen og kostede 6 mennesker livet og påført 16 personer kvæstelser. Foto: Michael Bager/Ritzau Scanpix
Advarselstavlen ved Storebæltsbroen ved Nyborg advarede nytårsdag bilisterne om at køre forsigtigt, endnu før broen blev lukket for gennemfart. Foto: Robert Wengler/Ritzau Scanpix
Ved Jyllinge Nordmark forsøger beboerne at holde stand mod vandmasserne ved at indkredse huse med sandsække. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Et smukt men vådt syn mødte beboerne ved Roskilde Fjord onsdag morgen. Jyllinge Nordmark har været hårdt ramt af stormens eftervirkninger. Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det var dele af taget eller presenningen fra et godstog lastet med emballage, som var skyld i ulykken på Storebæltsbroen. Her ses en af lastvognene fra godstoget efter den tragiske ulykke. Foto: Michael Bager/Ritzau Scanpix
Roskilde fjord er i dag gået over sine breder ved Jyllinge Nordmark. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I Hvidovre er beboerne i tre opgange fanget i deres lejligheder på grund af et stillads, der truer med at vælte ned over bygningen. Opgangene har været afspærret siden tirsdag eftermiddag. Foto: Mathias Øgendal/Ritzau Scanpix