Englands første kvindelige biskop indsat under klapsalver

I dag blev pastor Libby Lane ved en følelsesladet ceremoni indsat som den første kvindelige biskop i Church of England. Se billederne her

Libby Lane, den første kvindelige biskop i Church of England, med bispestav efter indsættelsen i dag i York Minster. Ved siden af hende ses ærkebiskop for York John Sentamu, der forestod ceremonien.
Libby Lane, den første kvindelige biskop i Church of England, med bispestav efter indsættelsen i dag i York Minster. Ved siden af hende ses ærkebiskop for York John Sentamu, der forestod ceremonien.

Church of England har fået sin første kvindelige biskop i dag.

Ved en bevægende ceremoni i domkirken i byen York i det nordlige England blev pastor Libby Lane i dag ordineret som biskop over Stockport. Efter håndspålæggelsen fyldtes kirken af klapsalver.

Det er håndspålæggelsen, der markerer "overgangen" fra almindelig præst til biskop. Nogle få præster lægger hænderne på den kommende biskops hoved, og bag dem samler en stor gruppe præster sig og tager del i håndspålæggelsen ved at lægge en hånd på skuldrene af den, der står foran.

Church of England tillod kvindelige biskopper for to måneder siden. Selv om det nu er muligt for kvinder at blive biskopper, er Church of England stadig splittet omkring spørgsmålet.

Splittelsen kom tydeligt til udtryk, da ceremonien blev kort afbrudt af en modstander af kvindelige biskopper. Han råbte med henvisning til Bibelen, at indsættelsen "absolut må forhindres". Ærkebiskop John Sentamu henviste til, at ordinationen af kvindelige biskopper nu er en del af Church of Englands kanoniske lov, hvorefter han fortsatte indsættelsen.

Også kvindelige præster er et nyere syn i Church og England. De første kvindelige præster blev ordineret i 1994. Ud af 7.798 præster i Church of England er 1.781 nu kvinder.

Til sammenligning blev det i Danmark muligt for kvinder at blive ordineret som præster i 1948. Ud af de danske folkekirkepræster er 55,9% kvinder. Den første kvindelige biskop i den danske folkekirke var Lise-Lotte Rebel, der blev indsat som biskop for Helsingør Stift den 2. april 1995.

Pastor Libby Lane har været præst i den anglikanske kirke siden 1994. Hendes mand er også præst.

Ceremonien varede omkring to timer og blev overværet af op mod 1.000 mennesker. Den blev ledt af Yorks ærkebiskop John Sentamu, der inden ceremonien skrev på Twitter, at han var "henrykt" over at være med ved begivenheden.

Church of England er en del af det internationale anglikanske kirkefællesskab.