En tredjedel af befolkningen og knap halvdelen af landet.
Det var den smertelige pris, Danmark betalte ved nederlaget i 1864. Og mens nederlaget ifølge historikerne har påført den danske folkesjæl varige ar, blev ingen hårdere ramt end de titusinder af danskere, der pludselig blev indlemmet i det tyske rige mod deres vilje.
Hele 56 år skulle der gå før det danske mindretal selv fik indflydelse på, hvorvidt de ønskede landsdelen genforenet med det øvrige Danmark. I kølvandet på Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig blev spørgsmålet i februar 1920 sendt til folkeafstemning i tre forskellige zoner, hvoraf der kun i den første, nordlige zone var tilstrækkeligt mange stemmer for en genforening.
Artiklen fortsætter under annoncen
For 100 år siden, Sønderjylland så officielt genforenet med det øvrige Danmark og knap en måned senere, den 10. juli, foretog kong Christian X sin legendariske genforeningsrejse, hvor han som et symbol på kongerigets genforening, ridende på en hvid hest, krydsede den nu gamle grænse.
Tilbage i Slesvig og Flensborg var dog stadig tusinder af dansksindede, der ikke fik opfyldt deres drøm om en genforening. Det dansk-tyske samarbejde har dog siden sikret, at der med skoler og daginstitutioner skal tages hensyn til både det tyske og det danske mindretal i grænseområdet. Eller som det i 1920 lød fra både kong Christian X og statsminister Niels Neergaard: