Billedserie

Se billederne: Forældre får tatoveret minder om deres døde spædbørn

Personerne her har alle mistet et barn. Efterfølgende valgte de at få lavet en tatovering som et varigt minde om det, de mistede. Herunder fortæller de, hvad tatoveringen betyder for dem. Foto: Martin Kurt Haglund

25. august 2015, kl. 0:00

Af Anne Katrine Gottfred Jensen

Udstillingen ”Mindesmærker” viser 47 forældres tatoveringer til minde om deres døde børn. Flere fortæller, at de ønsker et synligt bevis på et liv, der blev meget kort. Læs om deres tanker bag tatoveringerne i billedserien nedenfor

Fodaftryk, navn, fødsels- og dødsdag. Eller en stjerne, blomst eller engel. Motiverne er både konkrete og symbolske, når forældre i en ny fotoudstilling viser tatoveringer frem.

Fælles for forældrene er det, at de har mistet et barn og lader minderne leve i tatoveringerne.

Landsforeningen Spædbarnsdød har taget initiativ til udstillingen, som åbner den 9. september i Aarhus på Pustervig Torv.

Udstillingen er lavet i samarbejde med fotograf Martin Kurt Haglund, og i billedserien herunder ses en række af de medvirkende forældre.

Marie Kudsk Winther og Allan Petersen, København, forældre til Hjalte f. 21.05.14. Tatoveringen betyder, at han ikke er helt væk. Det er knap så trist og er blevet en god afslutning. Det hjalp os til at komme videre fra at stå midt i noget helt forfærdeligt. Vi har et minde, der er til skue for alle, og det er ikke bare en følelse, vi går rundt med. Da det lige var sket, følte vi os meget alene. Vi vil gerne vise andre, der kommer i samme situation, at vi ved, hvad de går igennem. Foto: Martin Kurt Haglund

Martin Lyngbo, København, far til Olga f. 09.06.14. For vores datter på snart tre år er Olga usynlig. Med tatoveringen blev Olga synlig og en del af familien i et enkelt billede. Det viser et eventyr, som vi er på sammen, og Olga er med. Blomsten er en zinnia, som er næsten det samme som Zenia, og det hedder min kone. Skibet er vores familie, og englen er Olga. Hun er en del af mig, fuldkommen som mine andre børn er det. Men jeg kan ikke kramme hende eller se hende vokse, som jeg kan med de andre. Jeg kunne mærke hende, da jeg blev tatoveret, for det gjorde ondt. Og nu kan jeg se hende på min skulder hver dag. Det er, som om at tatoveringen i den fysiske verden fylder en mikroskopisk del af det store hul, hun efterlod, da hun døde. Foto: Martin Kurt Haglund

Simon Salih, Roskilde, far til Ironboy f. 04.10.14. Jeg har tænkt på at få en tatovering i 15 år. Men før jeg mistede min søn, var der ikke noget, der gav mening. Jeg fik den lavet en uge efter, vi strøede hans aske ved Amager Strand, hvor jeg plejer at træne triatlon. Jeg har løbet Ironman flere gange, og derfor blev vores søn kaldt Ironboy. Tatoveringen sidder på armen, hvor han lå, da jeg holdt ham, og hvor han skulle ligge, hvis han levede. Han skulle være på mig, ligesom han har været i sin mors mave. Nu kan jeg kigge på ham, når jeg har lyst. Foto: Martin Kurt Haglund

Karina Skriver, Randers, mor til Ludvig og Hector f. 05.04.12. Tatoveringen er en nærhed, hvor jeg altid har drengene med mig. Jeg har fået en ring af min mand, men den kan jeg ikke have på hele tiden. Jeg følte, at jeg lagde drengene væk, når jeg lagde ringen væk. Foto: Martin Kurt Haglund

Stig Tøfting, Aarhus, far til Jon 11.03.03 – 06.04.03. Den er placeret på armen, så jeg kan se den hver dag og blive mindet om ham, når jeg vasker mig eller vasker hænder. Det er ikke, fordi jeg kun står og tænker på ham, men jeg bliver mindet om ham hver dag, og det kan jeg godt lide. Det har gjort det lidt nemmere for mig. Det er jo aldrig noget, du kommer dig over, men du lærer at leve med det. Foto: Martin Kurt Haglund

Maria og Jan Lindum Hansen, Hvidovre, forældre til Mikkel 28.8.01 – 06.09.01. Maria: Jeg kan heller ikke tage mine andre børn af. Tatoveringen er en del af mig, ligesom Mikkel og hans søskende er. Det, at du mister et barn, gør, at du ændrer dig. Små ting er ikke længere så vigtige, og du får lidt mere tålmodighed med de andre børn. Jan: Jeg ville gerne have en tatovering, og jeg ville gerne have en med Mikkel. Det er de færreste, der kan se, hvad det er, men jeg ved, hvad det er, og det er det vigtigste. Foto: Martin Kurt Haglund

Ulrik Brundin, Kalundborg, far til Thomas, f. 28.10.13. På min egen lille måde har jeg sat ham fast på mig og gjort en indsats for at vise, at han har været her. At han ikke bare forsvinder ud i ingenting og er væk – selvom han er det fysisk. Det er ikke så mange ting, du kan give dit døde barn, men du kan forsøge at give det et eftermæle. Det, synes jeg, at vi gør med udstillingen. Jeg synes, det er en god måde at sætte fokus på den sorg, folk render rundt med. Både generelt og specifikt i forhold til forældre, der mister et barn. Tatoveringen er et ar, der aldrig går væk. Det ville være rart, hvis det var mere acceptabelt at være ked af det. Der er stor fokus på, at vi skal være glade og lykkelige, og når vi så bliver ramt af sorg, er det svært at give os selv lov til bare at være rigtig triste. Foto: Martin Kurt Haglund

Signe Duus Nørbæk, Aarhus, mor til Villads f. 28.05.09. Jeg fik den lavet et par måneder efter, Villads døde. Jeg manglede ham hos mig, og jeg var skræmt ved tanken om, at han kun eksisterede i erindringen. Jeg var bange for, at minderne skulle forsvinde – for så var han ligesom endegyldigt væk. Med tatoveringen kom han bogstavelig talt ind under huden på mig, og jeg fik sikret ham en plads. Det føltes godt at gøre noget for ham. Godt at ofre sig. Godt at lade sig mærke for livet – også udenpå. Foto: Martin Kurt Haglund

Marnar F. Kristiansen, København, far til Sóley f. 24.12.13. Jeg fik lavet hendes fodaftryk med vinger og navn, og den er placeret, så hun er tæt på hjertet. Det betyder meget, at foden er lavet i den rigtige størrelse. Så kan andre se, hvor lille – eller hvor stor – hun rent faktisk var. Og jeg kan selv blive mindet om det. Minderne forandrer sig let over tid. På den her måde kan jeg holde fast i hende, som hun var. Hun var jo netop slet ikke lille for os – selvom hun var det i forhold til babyer, der er født til tiden. Foto: Martin Kurt Haglund

Nadja Schlichter, Hillerød, mor til Sofia 27.06.2012 – 09.07.12 og William 27.06.12 – 30.06.12. Jeg fik lavet tatoveringen en uge efter tvillingernes død, og i det første stykke tid, var det det første, jeg så, når jeg vågnede og troede, at jeg stadig var gravid. Jeg blev mindet om, at det ikke bare var en ond drøm. Den hjalp mig tilbage til virkeligheden. Foto: Martin Kurt Haglund

Mette Klessen Wagner, Vanløse, Mor til Bønne f. 23.02.11 og tvillingerne Vilda og Line f. 05.06.12. Jeg har mødt en holdning af, at det ikke er et rigtigt barn. At være med i udstillingen er en anerkendelse af, at de er børn på lige fod med alle andre. Selv om de juridisk bliver betegnet som aborter og ikke har fået dødsattester. Vores piger lignede jo andre børn – de var bare små. Jeg kæmper for, at de bliver anerkendt som vores børn. Foto: Martin Kurt Haglund