Prøv avisen

Gadegaard: "Der er mange veje mellem Gud og mennesker"

De gamle missionsfolk vidste, at Guds veje ikke er sådan at få rede på, og når de viser sig, gør de det som regel på den mest forunderlige måde, skriver domprovst Anders Gadegaard. Foto: Sebastien JARRY//MAXPPP

Skræmmende at kirkefolk vil begrænse gudstro til et spørgsmål om, hvorvidt man tilslutter sig kirkens rette lære, skriver domprovst Anders Gadegaard i debatten om vejen til Gud

DEBATTEN OM, hvorvidt der gives mange veje til Gud, er væsentlig. For den handler om Guds suverænitet. Guds veje er uransagelige, sagde de gamle vestjyder i min familie ofte, når talen faldt på, hvordan Gud kan vise sig på overraskende måder i et menneskes liv.

Dermed udtrykte de betydelig større tiltro til Gud end de mange, der i debatten er gået frontalt til angreb på det synspunkt, der påpeger, at der (heldigvis) er mange veje, der fører til Gud.

De gamle missionsfolk kunne nemlig ikke finde på at begrænse Gud eller drage hans suverænitet i tvivl. De vidste, at hans veje ikke er sådan at få rede på, og når de viser sig, gør de det som regel på den mest forunderlige måde.

Efter at blive ønsket for en læredomstol af en såkaldt retsteolog og opfordret til at tage min afsked af en juraprofessor er det vist påkrævet, at jeg forklarer mig. Det gør jeg med glæde og med den forvisning, at mit synspunkt er i fuld overensstemmelse med den lutherske lære om den skjulte Gud i modsætning til retsteologens og juraprofessorens.

Når folk med juraen i hånden sætter sig ikke bare i den bedrevidendes, men i den alvidendes sæde og mener at kunne afgøre, for hvem, hvornår og hvordan den almægtige Gud viser sig i verden, ja, så er Fanden løs, og man kan være sikker på, at det juridiske magtmisbrug lurer lige om hjørnet.

Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig, siger Jesus ifølge evangelisten Johannes (Joh. 14, 6). Det skulle i følge kritikerne betyde, at vejen til Gud er forbeholdt dem, der er blevet mødt af den kristne kirkes forkyndelse og er kommet til tro på Jesus.

Hvis man siger noget andet, gør man kirken og dens forkyndelse, ja, Jesus selv, overflødig, for så kan vejen til Gud jo banes overalt, så fører alle veje til Gud, og så er alt lige godt og lige gyldigt. Enhver kan bare danne sig sin egen religion og leve i fred med Gud på sin helt egen måde. Og forkyndelsen af Jesus som Guds søn er hermed blevet overflødig siger altså kritikerne, og det er her, kæden hopper af.

MAN SLUTTER FRA de mange veje mellem Gud og mennesker til alle mulige og umulige veje. Og det er en ren kortslutning. Intet menneske kan nogensinde bane sig en vej til Gud den vil altid være underlagt indbildningens mulighed. Men Gud kan til enhver tid og overalt bane sig en vej til mennesket og netop derfor kan vi aldrig udelukke, at det netop er tilfældet, når et menneske siger, det står i et trosforhold, uanset om dette menneske kalder Gud for Gud, Allah eller Brahma.

Den omtalte kortslutning leveres grundigt i Kristeligt Dagblad af domprovst Steffen Ravn Jørgensen i Kristeligt Dagblad den 17. marts. Ikke desto mindre tager Steffen Ravn Jørgensen her grueligt fejl. Steffen Ravn Jørgensen har tilsyneladende ikke fattet, at virkningen af den korsfæstedes frelsergerning ikke er begrænset i tid og rum af menneskets forestillingsevne og ej heller af kirken som institution.

Det er et gammelt spørgsmål i kirken, om der gives frelse uden for kirken, og selv den katolske kirke, som hævder at sidde inde med nådemidlerne, har siden Andet Vatikanerkoncil (1962-1965) blødt op på den position, at man skal tilhøre kirken for at kunne blive frelst. Vi forlod synspunktet her i landet i 1536 med indførelsen af den lutherske reformation.

Så meget mere skræmmende, at en række konservative kirkefolk nu kan finde på at vende tilbage til denne holdning anno 2010 og begrænse gudstroen til et spørgsmål, om man tilslutter sig kirkens rette lære eller ej.

Det er en form for bekendelsesfundamentalisme, der ikke levner plads for troen som Guds gave. At tænke med tilslutning hed den form for tro i middelalderen, som var under kontrol af kirken og gjorde, dengang som i dag, mere ufri end fri.

Baggrunden for at hævde, at der findes mange veje mellem Gud og mennesker, findes i Johannesevangeliets indledning: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. (Joh. 1, 1-3). Og få vers senere: Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. (Joh. 1, 14). Så stærkt forbinder Johannes altings tilblivelse med Guds tilsynekomst i Kristus. Kristus var med andre ord til stede i selve skabelsen som det, alting er blevet til ved. Netop derfor kan Gud som Kristus være skjult eller latent til stede i alt levende og derfor kunne Det Gamle Testamentes profeter og salmedigtere tale om Gud, som om de kendte Kristus, selvom han først blev født flere hundrede år senere. Han var latent i verden allerede.

BIBELEN INDEHOLDER mange eksempler på, at Gud skaber vej til mennesker, uden at det direkte fremgår, at det er Kristusvejen. Gud viser sig for eksempel i en brændende tornebusk, en skysøjle eller en ildsøjle. Hvis vejen til Gud var begrænset af at kende Kristusåbenbaringen, hvordan kan Gud så have vist sig for mennesker før Kristi fødsel?

Spørgsmålet er elementært og burde være tilstrækkeligt til at forstå, at kritikken af de mange veje mellem Gud og mennesker er forfejlet.
Måske det bedste eksempel af dem alle Paulus store tale til folkene i Athen (Ap.G. 17, 22-31). Her tager Paulus netop udgangspunkt i athenernes eget gudsforhold og deres vej til Gud: »Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse. For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer.

Og Paulus fortsætter, at Gud har skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo for at de skulle søge Gud (). For i ham lever vi, ånder vi og er vi.

Efter således at have fremhævet deres gudstro og forbindelse til Gud forklarer han dem, at den Gud, de dyrker, har vist os, hvem han er, i et menneske, Jesus fra Nazaret. Det samme kan vi da sige til alle i dag, som er religiøse og ærer Gud på andre måder end vores kristne, at det naturligvis er Gud, de ærer, men at de mangler klarhed om, hvem og hvordan Gud er, hvis ikke de har hørt om Kristus. Gud har ikke forklaret sig for dem, kan man sige i begge ordets betydninger af forklarelse og forklaring.

Selvfølgelig kan Gud og mennesker stå i relation til hinanden uanset den enkeltes kulturelle sammenhæng. En gudstro er alle mennesker skabt til at have og kan have overalt på jorden siger altså Paulus. Men den Gud, som vi således kan erfare overalt og til alle tider, er naturligvis den Gud (der er jo kun én), som har åbenbaret sig i Kristus.

Derfor skal kirken missionere, så Gud ikke forbliver en ukendt Gud, men mennesker lærer Guds sande væsen at kende og kommer til tro på, at han har overvundet lidelsens og dødens magt på grund af sin søns offer, så vores lidelse og død aldrig nogensinde skal skille os fra Guds kærlighed.

Den kærlighed, det er givet ubetinget ethvert menneske muligheden at tro på og møde Gud i med eller uden kendskab til kristendommen.

Anders Gadegaard er domprovst i København