Prøv avisen

Låst inde på ubestemt tid

Kim Schmidt er 47 år og udviklingshæmmet. Han har været anbragt på Kofoedsminde siden 1993. Her er det tid til at øve sig ved keyboardet. - Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

SE BILLEDSERIE På institutionen Kofoedsminde i Rødbyhavn bor 55 udviklingshæmmede dømt for personfarlig kriminalitet. Nogle tager små skridt imod friheden. Andre må formodentlig blive bag låste døre resten af livet

Kim Schmidt siger ingenting. Han tænker over mit spørgsmål:
"Hvad er det værste ved at være på Kofoedsminde?"
Han var ikke i tvivl, da han blev spurgt om, hvad det bedste var: "Medarbejderne," lød det prompte.
Men det værste? Efter lang tids pause kommer svaret:
"Det er vel at være låst inde. Men jeg tænker faktisk ikke så meget over det... For at være helt præcis."
Den sidste sætning, "for at være helt præcis", tilføjer han ofte i samtalen. Som for at sætte en ekstra streg under.
Kim Schmidt er 49 år gammel og udviklingshæmmet. Han har været anbragt på Kofoedsminde siden 1993, hvor han begik en forbrydelse, der var så voldsom, at retssystemet ikke længere mente, det var sikkert at have ham gående frit omkring. Men fordi Kim er udviklingshæmmet, er han uegnet til straf og fængsel.
Derfor bor han nu på 17. år her på Kofoedsminde – Danmarks eneste sikrede institution for voksne, dømte udviklingshæmmede.
Man kan godt forstå, at Kim Schmidt ikke tænker så meget over, at han er låst inde. Som besøgende kan man også godt glemme det. For Kofoedsminde er ikke et almindeligt fængsel: Omgivelserne er naturskønne. Beboerne har eget værelse med bad, og de fleste går på arbejde eller i skole. Stedet har egen ridebane, cafe og musiklokale. Der bliver pjattet og udvekslet knus mellem medarbejdere og beboere.
Men vinduerne i flere af bygningerne er lavet af otte millimeter panserglas. Der er fem meter høje hegn, og nøgler rasler, og alarmer bipper, når der skal åbnes en dør eller en port. Alle medarbejderne bærer overfaldsalarm klar til tryk, hvis der opstår en truende situation. Og man lades ikke et øjeblik alene med en beboer.

Ingen af de personer, Kristeligt Dagblad møder på Kofoedsminde, fortæller, hvad de er dømt for. Men deres kriminalitet spænder fra ildspåsættelse, trusler, drabsforsøg, seksuelle overgreb mod børn og voksne til vold i alle afskygninger.
"I nogle sager er det heldigt, det ikke er gået værre. De har måske truet med en pistol eller en kniv foran struben på et andet menneske. Og så er der de tilfælde, hvor det er gået helt galt. Men vi, der arbejder her, kan godt se forbi kriminaliteten og sige til os selv: Han forstår det jo ikke," siger Hans Christian Hansen, forstander på Kofoedsminde.
I den gamle åndssvageforsorg blev udviklingshæmmede opbevaret i store centralinstitutioner, der som oftest også havde et lukket afsnit til de farligste beboere. Da forsorgen blev nedlagt i 1980, og ansvaret overført fra staten til amterne, oprettede man Kofoedsminde i Rødbyhavn, der i dag tager imod kriminelle udviklingshæmmede fra kommuner i hele landet. For tiden huser Kofoedsminde 55 beboere – heraf 32 i særligt sikrede afsnit. Kun tre er kvinder. Resten er mænd. De har alle begået personfarlig kriminalitet, men på grund af deres handicap kan de ikke afsone en tidsbestemt dom i et almindeligt fængsel.
Det er psykiatere og psykologer sammen med institutionen, kommunen og statsadvokaten, der vurderer, hvornår en beboer er klar til at komme ud. En dommer tager den endelige beslutning.
"En lille håndfuld af vores beboere har været her i mange, mange år og kommer sandsynligvis til at være her livslangt. Det kan for eksempel være nogen, der efter lang tid på Kofoedsminde har haft mulighed for at flytte ud i friheden. Men så er det gået galt med en ny forbrydelse. Og så kan der gå mange år, før man tør vove forsøget igen – hvis nogensinde," siger Hans Christian Hansen.
Kofoedsminde består af flere store og små bygninger spredt over et stort areal. Dels to sikrede boligafsnit rammet ind af pigtrådskantet hegn, dels de åbne afsnit for beboere, der ikke behøver at være låst inde hele døgnet. Derudover råder Kofoedsminde over en række boliger på Lolland og Falster – til beboere i overgangen mellem fængsel og frihed.
Kim Schmidt bor på en af de sikrede afdelinger. Han er en lavstammet mand med joggingbukser og T-shirt ud over topmaven. Han vipper lidt nervøst på fødderne i de hvide kondisko. Og hver gang han kommer ud i fri luft, fisker han en smøg op fra brystlommen på sin brune lærredsjakke og tænder. Øjnene er klare og lyseblå. Håret er kobberrødt og stritter op i luften.
"Det er for at narre fjenden," siger han og tilføjer:
"Jeg ville egentlig have haft, det skulle være grønt. Men det havde de ikke på frisørens farvekort."
Ud over hjemlige pligter på afdelingen har Kim en række job på Kofoedsminde: i frokoststuen, i gartneriet og på Airport Cafe i den lokale lufthavn, der drives af medarbejdere og beboere fra Kofoedsminde og blandt andet står for receptioner og arrangementer for den lokale Rotary-klub. Her vasker Kim op og står ved kassen.
Men hans helt store interesse er musik. Han elsker at optræde med sit keyboard til stedets fester og koncerter, og Jodle Birge, Keld Heick og Kandis og anden dansktopmusik er blandt favoritterne. Og Kim skriver også gerne en sang eller holder en tale, hvis der er mulighed for det.
"Opmærksomhed. Det er noget jeg elsker," siger han.

På Kofoedsminde forsøger man at få hverdagen til at ligne et helt normalt liv med struktur: Beboerne skal deltage i madlavning, tøjvask, indkøb og rengøring. Langt de fleste har et arbejde på Kofoedsminde eller går i skole i løbet af dagen. Der er musiklokale og kreativt værksted. For nylig er rideterapi blevet en del af behandlingstilbuddet. Snedkerværksted, smedje og brændeophugning er nogle af de værksteder, der løser opgaver både for institutionen og private udefra.
"Nogle kan mestre mange opgaver, mens andre ikke kan ret meget. Der er kæmpe forskel på vores beboere i evner og temperament: Nogle er højtråbende, andre meget indadvendte," siger Hans Christian Hansen.
Flere af beboerne er også i medicinsk behandling, fordi deres handicap ofte er kombineret med psykiatriske diagnoser, og nogle af beboerne, der er dømt for seksuelle overgreb, tager medicin, som dæmper seksualdriften.
Bæltefiksering, som man kender det fra psykiatriske afdelinger, er forbudt.
"Jeg er stolt af, at vi klarer os med vores psykologiske og socialpædagogiske kompetencer frem for med sprøjter, bælter og fodremme. Rigtig mange af beboerne her er let antændelige, men vores folk er heldigvis knalddygtige til at undgå konfrontationene. Ind- imellem går det da galt. Men hvis en ansat har brug for hjælp og trykker på alarmen, styrter alle af sted, og så står der ti mand i løbet af ingen tid. Alene det bevirker ofte, at gassen går af ballonen," siger Hans Christian Hansen, der peger på, at udviklingen på området har været enorm:
"Jeg har været ansat i den tidligere åndssvageforsorg, da jeg var ung pædagog. Der spændte vi 25 unge mænd fast i deres senge på sovesalene klokken 18, og så gik vi hjem. De lå der stadig, når vi kom igen om morgenen. Og de var ikke kriminelle, de var bare udviklingshæmmede. Men det var udtryk for tiden. Dengang var alle enige om, at det var o.k. at aflevere sine børn til en institution og aldrig se dem igen. Og bare lade lægerne tage sig af dem," siger han.

Kim Schmidt er født i Esbjerg og kom på institution, da han var seks år gammel i 1969. Det meste af sit liv har han boet på en institution for udviklingshæmmede ved Ribe. Hans tvillingebror er multihandicappet og bor også på institution.
Men Kim har også en helt normalt begavet storebror. Han fyldte for nylig 50 år. Det var en stor begivenhed af flere årsager: Kim havde skrevet en sang til lejligheden, og til festen talte han med sin far for første gang i næsten 30 år.
"Jeg havde faktisk en længere snak med ham. Han har ikke talt til mig siden 1983 på grund af det, jeg har gjort," siger Kim.

"Hvordan var det?"
"Lækkert! Rent ud sagt lækkert. Jeg håber, vi skal mødes igen. Men lige nu er det op til ham, om han vil det."
Kim Schmidt skal altid være ledsaget af personale, når han er uden for den sikrede afdeling, og hvis han skal væk fra Kofoedsminde i over tre timer ad gangen, skal han ansøge om det hos statsadvokaten.
"Jeg håber da, jeg får nogle flere friheder på et tidspunkt, så jeg ikke altid skal have personalet med, når jeg skal uden for gitteret. Men jeg har aldrig forsøgt at flygte. Jeg ved, det ikke kan betale sig, så forlænges opholdet jo bare."
Uden at fortælle om den kriminalitet, Kim har begået, forklarer Gitte Badenski, der er teamleder på hans afdeling, at personalet arbejder på at lære Kim at styre sine følelser og sit temperament.
"Hvis man lærer at sætte ord på, hvornår man er vred, skuffet, forelsket eller glad, bliver man ikke så overrasket over følelserne, når de kommer," siger Gitte Badenski.
Hun har været ansat på stedet i 12 år.
"Min udfordring i at gå på arbejde er at se på mennesket – ikke på dets handling. Nogle af dem, der kommer udefra, dømmer dem på forhånd. Ja, nogle af de ting, vores beboere har lavet, er groteske, og jeg tager afstand fra det, de har lavet, men ikke fra dem," siger hun.
Kim ved godt, at han er anderledes og blandt andet skal have hjælp til mange ting. Og måske derfor sætter han rigtig meget pris på det, der står i hans kalender hver onsdag aften: fodboldtræning sammen med et hold i den lokale klub, B1989. Kim står på mål.
"Det er en almindelige klub," siger han og tilføjer: "Det er ikke for udviklingshæmmede, men for almindelige mennesker."

Fortsætter næste side
At de udviklingshæmmede ender i kriminalitet handler ofte om mangel på omtanke:
"Mange af dem, der er kommer her, har et eller flere menneskeliv på samvittigheden. Men når de for eksempel sætter ild til huset, tænker de ikke over, at det kan skade andre mennesker," siger Hans Christian Hansen.
Deres kriminalitet kan også skyldes, at de er kommet i dårligt selskab og bliver udnyttet.
"Der er en lang række eksempler på, at de udviklingshæmmede bliver brugt til at udføre den groveste eller mest voldsomme del af kriminaliteten i bander, hvor mere kvikke kumpaner står bagved og skubber dem foran sig," siger viceforstander Flemming Lund.
Medfødte handicap og hjerneskader kan man ikke ændre på. Men man kan lære de udviklingshæmmede at følge bestemte regler og gøre dem mere bevidste om, hvad de ikke kan. Og så give dem maksimal støtte, forklarer Hans Christian Hansen:
"Alle dem, der er her, har brug for livslang støtte, også når de kommer ud. Mange af dem ved det godt selv, fordi vi taler så meget med dem om det. Hvis man for eksempel har organiske skader i frontallappen af hjernen, så har man ikke de samme stopklodser som os andre. Man kan altid tilpasse vilkårene og træne den enkelte. Men man kan jo ikke lave personen om. Og der er naturligvis nogen, der aldrig bliver klar til at begå sig i samfundet," siger Hans Christian Hansen.

17 år er gået, siden Kim Schmidt kom hertil for anden gang.
"Jeg er glad for at være her. For jeg kan ikke være alene. Jeg vil altid skulle bo, hvor der er andre og personale, der passer på mig, når jeg engang måske skal herfra igen," siger han.
"Hvornår skal du det?"
"Når jeg er klar til det?"
"Er du det nu?"
"Nej, men jeg er på vej."
"Varer det længe, før den dag kommer?"
"Ja, det gør det. Jeg skal være 120 procent sikker?For at være helt præcis"
vaaben@kristeligt-dagblad.dk

Kriminelle udviklingshæmmede:
Ifølge straffelovens § 16 stk. 2, straffes udviklingshæmmede ikke:
"Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i højere grad, straffes ikke. Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i lettere grad, straffes ikke, med mindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. "
Begår en udviklingshæmmet kriminalitet, får han eller hun en tilsynsdom eller anbringes på en institution. Dommen kan være tidsbegrænset, men er ofte tidsubestemt og betinget af, hvornår man vurderer, at det er forsvarligt at ophæve tilsynet.
Ifølge tal fra Ankestyrelsen førte kommunerne i 2007 tilsyn med op mod 410 domfældte udviklingshæmmede.
Kun den lille gruppe, som har begået personfarlig kriminalitet, bliver placeret på Kofoedsminde, resten rundt om i landet som oftest på institutioner.

Kim Schmidt ude i gårdhaven. - Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Kim Schmidt er 47 år og udviklingshæmmet. Han har været anbragt på Kofoedsminde siden 1993. - Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Kims bord. - Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Kims værelse på Kofoedsminde. - Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Kim på sit værelse. - Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
På Kofoedsminde tager nogle små skridt imod målet. Andre må formodentlig blive bag låste døre resten af livet. - Foto: Malene Korsgaard