Se billeder fra bispevalgdagen i Aarhus

I dag blev det afgjort, hvem der skal efterfølge Kjeld Holm som biskop for Aarhus Stift. Se billederne fra valgdagen her

Der udveksles gode miner efter afgørelsen. Foto: Lars Aarø / Fokus

Optællingen af stemmerne har været i gang i bispegården i Aarhus siden morgenstunden.

Det står nu klart, hvem der skal sætte sig i bispestolen efter Kjeld Holm. Den næste biskop i Aarhus bliver Henrik Wigh-Poulsen. 

Henrik Wigh-Poulsen fik 1.258 af de 2.053 afgivne stemmer. Han er domprovst i Odense og stillede op ved bispevalget i Roskilde Stift i 2008. Henrik Wigh-Poulsen har tidligere ernæret sig som tekstforfatter på et reklamebureau og har været leder af Grundtvig-Akademiet på Vartov fra 2000-2008.

Han bispevies i Aarhus Domkirke den 6. september. 

Jens Maibom Pedersen fik 761 af de 2.053 afgivne stemmer. Han er teolog og forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus. Han blev i 2007 ordineret og indsat som ulønnet hjælpepræst i Frederikskirken i Aarhus-bydelen Højbjerg. Han har i mange år været engageret i det kirkelige børne- og ungdomsarbejde, blandt andet i FDF.