Prøv avisen

Tilbageblik til 1950'erne: Det smukke og forhadte årti

Fascinationen for den amerikanske kultur vinder frem i 1950'erne. USA har sammenlignet med andre nationer kommet bedst ud af 2. verdenskrig og sætter nu dagsorden. Her er det et billede fra årets Rebildfest, hvor tusinder af dansk-amerikanere og almindelige danskere deltager. Foto: Olaf Kjelstrup Denmark

BILLEDSERIE Tag med en tur tilbage til 1950'erne, hvor dansk arkitektur blomstrede, og amerikansk populærkultur kom til Danmark

Nogle kalder det et kedeligt årti præget af efterdønningerne af 2. Verdenskrig.

Men det er her, man skal finde rødderne til 60'ernes store opbrud. Den spirende ungdomskultur og nye impulser fra Amerika er med til at sætte sig præg på årtiet, hvor også den moderne danske velfærdsstat begynder at tage form.

1950'erne er temaet for dette års Golden Days-festival og er også titlen på en ny billedbåret bog fra Gads Forlag. Vi bringer her en række billeder fra bogen, der giver et nostalgisk tilbageblik på det både smukke og forhadte årti.

Læs også dagens artikel i Kristeligt Dagblad om 1950'erne: Festivalfokus på de forherligede og forhadte 1950'ere.

Den amerikanske populærkultur vinder indpas i Danmark. Her er det Lynge Drive in Bio i Nordsjælland, hvor der blevet serveret is og kaffe. Foto: Olaf Ibsen Denmark
Coca-Cola gjorde sit indtog i Danmark i slutningen af 50'erne med en markedsføring, man ikke havde set tilsvarende, når det gjaldt om sodavand. Den amerikanske læsedrik kom i særlige flasker, specielle lastbiler, chauffører i specielle uniformer og ikke mindst med massive reklamekampagner i aviser, blade og biografer. Den danske konkurrent Jolly Cola kørte en næsten lige så omfattende og amerikansk inspireret kampagne. Foto: Hansen Christen/POLFOTO
En anden del af den amerikanske kultur, der kom til Danmark i 50'erne, er rocken. Man kan med en hvis ret sige, at dansk rock startede i den 4. oktober 1956. Da afholdtes der en koncert i KB Hallen, hvor Ib "Rock" Jensen og Preben Uglebjerg optrådte sammen med kapelmestrene Ib Glindemann og Peter Plejl. Koncerten var arrangeret af en danselærer, Børge Kisbye, efter at havde haft en succes med et arrangement med rulleskøjtedans og rock'n'roll-dans. Foto: Willy Lund Denmark
Mens en del af kulturlivet hentede sin inspiration fra USA, havde den danske filmindustri til gengæld stor succes med at dyrke det nationalromantiske Danmark. Her er det skuespillerne Tove Maes og Poul Reichardt under optagelserne til den danske film "De røde Heste" fra 1950, instrueret af Alice O'Fredericks og Jon Iversen. Foto: Olav Kjelstrup Denmark
1950'erne byder på meget arkitektonisk guld i Danmark. De store møbler forsvinder og åbne, lyse stuer vinder frem. Her er det Varmings Hus i Gentofte, der er tegnet af arkitekterne Eva og Niels Koppel og opført i 1951-53. Det betegnes i dag af kendere som et af mesterværkerne i modernismens anden gulalder i Danmark.
En anden af 50'ernes store danske arkitekter og designere er Arne Jacobsen. Her er det billede af et af hans værker, rådhuset i Rødovre, som blev opført i 1954-56. Foto: KURT NIELSEN
Fjernsynet begyndte at få sin udbredelse i de danske hjem i 50'erne og blev for mange familielivets faste omdrejningspunkt. Foto: Olaf Kjelstrup Denmark
En af Danmarks store kulturpersonligheder, Klaus Rifbjerg, trådte ind på kulturscenen i 50'erne. Han havde sin bogdebut i 1957 med "Under vejr med mig selv". Bogen "Den kroniske uskyld" udkom i 1959. Foto: KURT NIELSEN