Prøv avisen
Boguddrag

Biskoppen, der risikerede alt: Hans Fuglsang-Damgaard var utrættelig i kampen mod nazismen

Martin Schwarz Lausten er en af Danmarks førende kirkehistorikere. I ”Biskoppen og jødeforfølgelserne” lægger han nyt til udforskningen af den tidlige modstand mod nazismen. Foto: Kristeligt Dagblads Forlag

Jødedommen og Kristendommen har historisk set haft et konfliktfyldt forhold, ikke mindst under Anden Verdenskrig. I ”Biskoppen og jødeforfølgelserne” beskriver kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten den afgørende betydning, biskop Hans Fuglsang-Damgaard endte med at have i forsoningen mellem de to kirkesamfund. Læs et uddrag her

Jødeforfølgelsen og hyrdebrevene i 1943 og 1944

Hyrdebrev til Københavns Stifts præster, den 31. august 1943

Efter omfattende strejker, sabotager og sammenstød mellem tyske soldater og modstandsfolk præsenterede den rigsbefuldmægtigede Werner Best den danske regering for et ultimatum, som den afviste. Regeringen blev afsat; der dekreteredes undtagelsestilstand, hær og flåde skulle stilles under tysk ledelse.

Samarbejdspolitikken fortsatte under ændrede former. Fra september 1943 til maj 1945 styrede gruppen af departementschefer under ledelse af Udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen, med et 13-mandsudvalg fra de politiske partier som kontrollerende og rådgivende.

I et forsøg på at styre den fortsatte uro i store dele af befolkningen tog den tyske besættelsesmagt en stor gruppe som gidsler. Det var kendte folk som professorer, skuespillere, musikere og fremtrædende direktører. Særligt vigtigt i vores sammenhæng er det, at overrabbiner Max Friediger, hans søn og synagogeforstander Axel Margolinsky, Mosaisk Troessamfund, samt C.B. Henriques og en række andre jøder var blandt gidslerne, som efter et første ophold på Alsgades Skole interneredes i Horserødlejren i Nordsjælland. Et par dage efter lykkedes det tyskerne at tilegne sig trossamfundets medlemskartotek.

Fuglsang-Damgaard reagerede straks. Kun to dage efter det politiske sammenbrud den 29. august henvendte han sig til samtlige københavnske præster. Det skete i form af et hyrdebrev, som han indledte med ordene: ”Mine Brødre! Et haardt Slag har ramt vort elskede Fædreland!”

Det er et dybt religiøst skrift, som bringer flere citater fra og henvisninger til Bibelen. Bemærkelsesværdigt er det, at de alle udelukkende stammer fra jødernes bibel, Det Gamle Testamente. Der er ikke direkte tale om de politiske begivenheder, som har udløst den dramatiske situation, augustoprøret, strejkerne, regeringens afgang, besættelsesmagtens fremfærd og gidslerne. Alligevel kommer til sidst opfordringer til borgernes liv i samfundet. Skriftet er ikke helt klart disponeret.

I det følgende skal hovedtankerne nævnes. Fuglsang-Damgaard slår fast med ord fra profeten Esajas, at vi ikke kan forstå de veje, som Gud tilrettelægger for os. Hans tanker overgår langt menneskers (Esajas 55,8-9). Situationen nu er sådan, at ”det dybe Mørke har sænket sig over vort Folk. Vi kan ikke se Vejen fremad. Vi føler os som Abraham, da han var undervejs til Moria bjerg for at ofre Sønnen (1. Mosebog 22, 1-18)”. Sådan er det kæreste, vi ejer [fædrelandet] også taget fra os nu. Men vi klynger os til de løfter, Gud har givet, at han vil give os en fremtid, fred, ikke ulykke. Han har sagt ”Kalder I på mig, så vil jeg svare jer; leder I efter mig, skal I finde mig” (Jeremias 29, 12-14), og så vil han vende vores skæbne. I Salmernes Bog lyder det: ”Råb på mig på nødens dag (Salmernes Bog 50,15), så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig”.

Hvad skal mennesker da gøre nu over for Gud? Først ”Vi maa med vort Folk gøre Bod”, erkende, at vi ikke har skønnet på Guds godhed, så vi har omvendt os. ”Lad os sige det til hverandre og sige det til hele vort Folk: Du danske Folk, vend om! Du danske Folk, sæt din Lid til Gud!” Dernæst skal vi bede og have tro og tillid til, at Gud hjælper. Kun troen kan frelse os.

Men det har han også givet løfte om at ville gøre. Fuglsang-Damgaard vender tilbage til dagliglivet i denne situation. Vi skal udføre arbejdet som før, ikke provokere, ikke vige fra sandhed, ret og retfærdighed, sørge for at opretholde ro og orden og modvirke, at hadet forgifter folket. Men der er en grænse: Vi vil ikke vige det mindste fra kirkens bekendelse, fra trofasthed mod kongen og fædrelandet.

Til sidst opfordrer han til at bede for dem, som har sat livet til, for de sørgende, for dem, som har mistet deres frihed, for konge, kirke og folk, for vor øvrighed, at den vil fremme ret og retfærdighed, for at Gud vil standse krigens rædsler. I den bøn, som han her opfordrer præsterne til at bede ved næste gudstjeneste, indfletter han også en bøn for jøderne: ”Lad os bede for Herrens gamle Ejendomsfolk.”

Præsterne havde vist overalt forstået det sådan, at de skulle læse hele hyrdebrevet op ved den kommende gudstjeneste. Fuglsang-Damgaard modtog flere reaktioner. Blandt dem var et brev fra den kendte kirkehistoriker fra Det Teologiske Fakultet og konservative folketingspolitiker, professor J. Oskar Andersen, som takkede og mente, at det i sandhed var et godt ord i rette tid, og det havde især glædet ham ”at De erindrede om Bøn for Jøderne, hvem ved, naar man nu vil skride ind mod dem? Arrestationen af Rabbineren lover ikke godt”.

Kirkeminister Fibiger takkede også i et personligt brev, for ”Jeg synes, det var en meget smuk hilsen, der sagde netop det helt rigtige”. Også en af stiftets provster, Emil Steenwinkel, Søborg, havde sammen med naboprovsten Sv. Aa. Becker, Ølstykke, samlet flere af Fuglsang-Damgaards skrivelser og hyrdebrevet og udsendt det til provstiernes præster, ledsaget af en hilsen fra Romerbrevet 8, 28-32.

En jødisk mand, Nathanael Hirsch, som var konverteret til kristendommen, havde hørt hyrdebrevet oplæst fra prædikestolen og takkede, fordi biskoppen havde bedt for jøderne i en tid, som var så alvorlig for Danmark, ligesom biskoppen ved flere andre lejligheder havde gjort så meget godt for de jødekristne. Han ville opfordre til, at man bad for det jødiske folk, at de snart måtte se ham, som de havde ”gennemstunget”.

Præst i Søllerød Sv. Aage Kühle aftrykte på forsiden af sognets kirkeblad hele hyrdebrevet, forsynet med et portræt af biskoppen, og noterede med håndskrift ”En Hilsen til Biskoppen! Tak for al Indsats i denne Tid. Vi følger Dem i Forbøn”.

Blandt reaktionerne manglede heller ikke et anonymt brev fra en, som takkede for oplæsningen af hyrdebrevet, men biskoppen burde efter ordene”Herrens Ejendomsfolk” have tilføjet ”og at dette maa lede til dets Omvendelse”. Men det turde han måske ikke ”for den mægtige Klike af dette Folk, der gudløst, fritænkerisk stadig regerer hos os … dette ’Folk’, der staar bag alle de frygtelige Begivenheder, vi gennemlever Verden over? ... Før Jødefolket er kristnet, faar ingen Fred i Verden” osv.

Det andet initiativ, som Fuglsang-Damgaard tog i dagene lige efter det politiske sammenbrud, drejede sig direkte om de danske jøder. Allerede den 3. september opsøgte han direktør Nils Svenningsen i Udenrigsministeriet for at få oplysninger om eventuelle kommende handlinger imod jøderne. Tilsyneladende var han blevet beroliget, men sagen var for ham så vigtig, at han dagen efter orienterede simpelthen alle godt 370 københavnske præster.

Meddelelse til Præsterne i Københavns Stift.

”Det er naturligt, at Jødespørgsmaalet ligger os alle meget paa Sinde i disse Dage. Jeg har i Gaar søgt Foretræde Udenrigsministeriet for at forhandle Spørgsmaalet med Direktør Svenningsen. Direktøren oplyste, at Jødespørgsmaalet ikke er blevet rejst. Ingen er arresteret paa Grund af Race eller Religion. Da Direktøren havde bragt Spørgsmaalet frem overfor Dr. Best, havde denne svaret ”Die Frage ist überhaupt nicht angeschnitten” [Det spørgsmål er overhovedet ikke blevet berørt]. Det er mig en Glæde at kunne meddele dette. Spørgsmaalets Udvikling vil blive fulgt med Opmærksomhed.”

Det er muligt, at Fuglsang-Damgaard lod en lille tvivl komme til orde i den sidste sætning. Måske nærede han en lignende skepsis, som kom til udtryk i J. Oskar Andersens brev, at arrestationen af overrabbineren nok kunne give en bange anelser om, hvad den rigsbefuldmægtigede Werner Best alligevel kunne finde på over for de danske jøder. Det skulle i hvert fald vise sig i al sin gru knap en måned senere.

Aktion for overrabbiner Max Friedigers løsladelse

Den tredje vej, ad hvilken Fuglsang-Damgaard kom i forbindelse med ”jødeaktionen”, var netop arrestationen af overrabbiner Max Friediger. Få dage efter at han var interneret i Horserødlejren, kunne han skrive til Fuglsang-Damgaard. Det var både en takkeskrivelse og en bøn om hjælp. Max Friediger udbrød til at begynde med, at Herrens veje er uudgrundelige, men vi skal takke ham i alle livets situationer, for hans nåde er evig over os. Han viser sin godhed mod alle sine skabninger, og: ”Han udvælger sig sine Sendebud, som i hans Navn udfører Gerninger, som bliver til Velsignelse. Jeg ser i Dem et Guds Sendebud.”

Friediger nævner derefter, at biskoppen naturligvis udmærket ved, at jøderne om ganske kort tid skal fejre nytåret og forsoningsdagen i synagogen for at rense sjælene, for at de i sjæl og hjerte skal kunne stå rene foran den algode Guds trone, den Gud, som er alle menneskers Gud. Han sluttede brevet med ”Jeg har tillid til Dem”.

Desværre synes biskoppens breve til Friediger ikke bevaret, men det ser ud til, at Friediger åbenbart har troet, at arrestationen af ham og de andre ledende fra Mosaisk Troessamfund blot var en kortere foranstaltning. Opholdet i Horserød var, bortset fra indespærringen, da også tåleligt, de fik rigeligt med madvarer, æbler, chokolade og andet fra omkringboende mennesker, ja, Friediger skrev selv senere, at derfor ”betragtede vi opholdet i lejren som en slags efterårsferie”. Han troede åbenbart også, at det jødiske menighedsliv uden videre kunne fortsætte med højtidelighederne inde i synagogen. Friediger har sikkert i et nu tabt brev bedt Fuglsang-Damgaard forsøgt at få ham løsladt, så han kunne være i synagogen på de nævnte højtidsdage.

En uges tid senere kunne Friediger meddele Fuglsang-Damgaard, at han havde stor glæde af at læse hans Religionspsykologi. Den har biskoppen vel sendt ham, for man kan næppe forestille sig, at Friediger har taget den med, da han blev hentet natten til den 29. august. Den har givet ham meget at tænke over og har været god for hans sjæl. Han slår ned på en passage i bogen, hvor Fuglsang-Damgaard oplyser om den amerikanske religionspsykolog William James og hans beskrivelser af menneskers religiøse erfaringer. Han omtaler, hvordan et menneske kan opfatte troens genstand som en virkelig nærværelse, en sanselig virkelighed, der opfattes umiddelbart.

Han nævner, at han ofte har hørt bekendelser som ”Jeg har aldrig før saa klart følt Guds Aand i mig og omkring mig. Hele Værelset forekom mig at være fuldt af Gud”. Max Friediger nævner dette sted og tilføjer ”Hvor sandt!”, at genstanden for ens tro ikke bare er en forestilling, men en virkelighed, som viser sig umiddelbart for en. Disse ord har gjort et stort indtryk på ham, skriver han, og de udløste i ham ikke blot den faste tro på Gud, som han virkelig ejer og forkynder, den tro, som er hellig for os alle, ”men det har også udløst den faste Tillid til Dem, til Deres Menneskelighed, til Deres Vilje til at være en sand Guds Tjener og – gentager jeg – Guds Sendebud. Denne Overbevisning er nu så stærk i mig, at den fejer al Tvivl bort.”

Alligevel føler Friediger, at det er ham nødvendigt at gentage sin tidligere bøn om, at han vil huske på de dage, ”som for mig er Kernen i mit Sjæleliv og for min Menighed med mig”. Selvom Dagene forekommer at gå langsomt, så nærmer højtidsdagene sig hurtigt.

Der var også andre bestræbelser i gang for, at man fra kirkens side viste solidaritet med de danske jøder nu og specielt for at hjælpe overrabbineren. Der havde i årevis bestået et nært forhold mellem Askov Højskole og overrabbiner Friediger. Han havde holdt foredrag der og skrev i Askovtidsskriftet Dansk Udsyn. Sidst i september sendte højskolelærer Holger Kjær (1899-1980) en længere skrivelse til Fuglsang-Damgaard, som udelukkende drejede sig om hjælp til den internerede Max Friediger.

Det fremgår af brevet, at Friediger også havde skrevet til Holger Kjær og bedt ham hjælpe, så han kunne få lov til at deltage i de kommende højtideligheder i synagogen. Det ses også, at Fuglsang-Damgaard har prøvet at få de tyske myndigheder til at efterkomme ønsket. Men hidtil havde det været forgæves. Han havde, så vidt man kan forstå på Holger Kjærs brev, dog også sagt, at der med Friedigers internering ikke var tale om jødeforfølgelse – det, som Svenningsen netop havde bedyret over for Fuglsang-Damgaard. Holger Kjær havde for nylig opsøgt C.B. Henriques, formanden for Mosaisk Troessamfund. Han havde også sagt ”at der ikke var Tale om Jødeforfølgelse”.

Men han havde også forklaret, at de kun havde denne ene præst, Friediger, for Marcus Melchior var rabbiner, men ikke præst (!). Derfor kunne der ikke prædikes ved højtiderne, kun oplæses af Skriften og forrettes bønner. Derfor var det efter Kjærs opfattelse et alvorligt indgreb i jødernes trosfrihed. Ved at afvise at lade Friediger deltage i synagogen krænkede de tyske myndigheder den religiøse frihed ”og dermed Kristendommen, der kun kan være fri, naar der er Frihed ogsaa for andre Bekendelser”.

Kjær havde hørt, at hvis man bare blev ved med at presse tyskerne, ville de nok give sig til sidst ”for at slippe for Vrøvl”. Men efter hans mening havde den kristne kirke en forpligtelse til over for den verdslige øvrighed at fastholde gudsdyrkelsens frihed uafkortet ”og en særlig Forpligtelse over for det jødiske Samfund”. Han bad derfor indtrængende Fuglsang-Damgaard ikke slippe denne sag. ”Vi maa derfor ikke nu lade ham staa ene, men – hvad enten de tyske Myndigheder vil give ham fri eller ej – staa sammen med ham”.

Også biskop i Haderslev, C.W. Noack, henvendte sig til Fuglsang-Damgaard i anledning af Max Friedigers internering. Han havde modtaget en skrivelse fra præsterne i Fredericia ”med Anmodning om gennem dig at forsøge at udvirke Tilladelse hos de tyske Myndigheder for Overrabbiner, Dr. Friediger til at opnaa Frihed til at forrette Gudstjeneste i den i Morgen begyndende jødiske Højtid”.

Præsterne synes, at Fuglsang-Damgaard allerede har arbejdet for denne sag, men de mener, at fornyede henvendelser fra flere af biskopperne kan få et positivt udbytte. Den grundtvigske højskoleforstander Jørgine Abildgaard, Snoghøj, havde også skrevet om sagen til Noack og lagt vægt på, at det var trosfriheden, som blev knægtet, dersom Friediger ikke fik lov til at komme ud til den jødiske højtid.

Noack var vis på, at kollegaen gjorde, hvad han kunne, men Noack ville gerne føje sin egen bøn til ham om at fortsætte bestræbelserne. Noack fremførte også et ret opsigtsvækkende forslag: Hvis disse forsøg ikke hjalp noget, ville han foreslå, at præsterne den kommende søndag skulle mindes jødernes højtid og ”bede om, at denne maa blive til Velsignelse for Jøderne i vort Land til Trods for, at de maa undvære deres Overrabbiner som den rette Leder af Festen”. Det var et velment forslag, men da Fuglsang-Damgaards hyrdebrev allerede var skrevet og vel blev afleveret samme dag, som han modtog Noacks brev, var dette overflødigt.

Fuglsang-Damgaard prøvede ihærdigt at udvirke en løsladelse indtil det sidste. På bispemødet den 15. oktober 1943 oplyste han kollegerne om, at der var blevet gjort alt muligt for at få Friediger frigivet med særligt hensyn til de nært forestående jødiske højtideligheder. Samtidig var der sørget for anerkendelse af Marcus Melchior som overrabbinerens stedfortræder, så den mosaiske menigheds gudstjenester og synagogale handlinger kunne afholdes. Endnu få dage før den tyske besættelsesmagt arresterede og transporterede Max Friediger og flere hundrede andre jødiske kvinder og mænd fra Københavns havn til koncentrationslejren Theresienstadt (den 1. og 2. oktober 1943) prøvede han, men forgæves.

Overrabbiner, dr.phil. Max Friediger (1884-1947).