Biskopper varsler national klokkeringning: ”Det skal minde os om at tænke på Gud”

Coronaepidemien får biskopperne til at opfordre alle landets sognekirker til at holde aftenringning klokken 17 i den kommende tid. Den synkrone ringning skal minde os om at tænke på Gud og vores medmennesker, siger biskop

Biskopper varsler national klokkeringning: ”Det skal minde os om at tænke på Gud”
Foto: Søren Staal.

Landets 10 biskopper opfordrer menighedsrådene til at fastsætte aftenringningen i de danske sognekirker klokken 17 i den kommende tid på grund af coronaepidemien. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aarhus Stift.

Den synkrone klokkeringning skal minde danskerne om kirkens budskab, nu hvor kirkerne er lukket.

”Lige nu har vi måske mest travlt med at tænke på os selv, men når klokkerne ringer, kan vi i fællesskab huske på at sende en tanke til Gud og vores medmennesker, særligt til dem, der er syge, og dem, som knokler for at passe og pleje dem,” siger Henrik Wigh-Poulsen, biskop over Aarhus Stift.

Henrik Wigh-Poulsen understreger, at der ikke er tale om en ekstraordinær ringning, da sognekirkerne allerede ringer hver aften. Men de ringer på forskellige tidspunkter, og ifølge biskoppen er en synkronisering af tidspunktet vigtig lige nu for at understøtte fællesskabet.

”Jeg tror, vi som mennesker har brug for ritualer, når vi rammes af krise. Vi har brug for noget at samles om, når hverdagen er sat ud af kraft,” siger Henrik Wigh-Poulsen.