Både dronningen og over tusind andre mennesker var med, da Henrik Wigh-Poulsen i dag blev bispeviet i Aarhus Stift, hvor han tager over som biskop efter Kjeld Holm
Både hundredvis af nysgerrige danskere samt en række prominente gæster mødte i dag op, da Henrik Wigh-Poulsen skulle indsættes i embedet som ny biskop over Aarhus Stift.
Det skete ved en såkaldt bispevielse i Aarhus Domkirke, hvor Wigh-Poulsen formelt overtog bispetitlen efter Kjeld Holm, som har været biskop i Aarhus siden 1994.
Over 1.100 personer deltog i gudstjenesten, heriblandt dronningen, kirkeminister Bertel Haarder (V), og Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) samt en række præster, menighedsrådsmedlemmer, provstiudvalgsmedlemmer, konsulenter og repræsentanter fra faglige organisationer.
Gudstjenesten startede klokken 14.00, hvor stiftets provster, nuværende og tidligere biskopper, stiftsrådets formand, stiftsamtmand, iklædere samt ordinand Henrik Wigh-Poulsen samt ordinator Peter Skov-Jakobsen gik i procession.