Bispevalgets tabere: Svarer til næsten at bestå en studentereksamen

Poul Joachim Stender og Michael Fagerlund er slået ud af valgkampen om at blive Lolland-Falsters næste biskop

"Det har været hårdt og tidskrævende at være kandidat," siger Michael Fagerlund, der sammen med Poul Joachim Stender er blevet stemt ud af bispevalget i Lolland-Falsters Stift.
"Det har været hårdt og tidskrævende at være kandidat," siger Michael Fagerlund, der sammen med Poul Joachim Stender er blevet stemt ud af bispevalget i Lolland-Falsters Stift. Foto: Leif Tuxen og Jens Welding Øllgaard.

Det blev ikke et godt udfald for Poul Joachim Stender, da første runde af bispevalget på Lolland-Falster i dag blev afgjort. Med 109 stemmer placerede han sig lige bag Marianne Gaardens 126 stemmer, og han er dermed ude af kapløbet om bispekåben. 

"Det var jo tæt løb, men det kan jeg jo ikke bruge til så meget. Det svarer lidt til, at man var tæt på at bestå sin studentereksamen, men ikke gjorde det. Så er det ingen trøst at være tæt på," siger Poul Joachim Stender.

Selvom han er ked af, at han ikke gik videre til næste runde, mener han ikke, at det har været spildt at deltage, og han ville ikke have gjort noget anderledes.

"Jeg ville da gerne have været biskop, men jeg har i valgkampen mødt fantastiske mennesker og lært stiftet at kende. Det er ikke et halvt år, der er taget fra kalenderen; det er et halvt år, der er givet, og jeg har haft fantastisk vejledning og støtte fra valggruppen," siger Poul Joachim Stender.

Han har tidligere stillet op til bispevalget i Roskilde, og han synes, at valget har været hyggeligere i Lolland-Falsters Stift. 

"Folk har været lattermilde ved møderne, og man kan mærke, at det er et lille stift, hvor folk kender hinanden," siger Poul Joachim Stender.

Han tør ikke gætte på årsagen til, at det er de to mandlige kandidater, der er blevet stemt hjem. Men en ting er sikkert: Han har ikke tænkt sig at stille op igen.

"Aldrig mere. Det er slut nu. To gange var nok," siger Poul Joachim Stender.

Også Michael Fagerlund er ude af valget, og med 41 stemmer er han den, der fik valgets laveste antal stemmer. 

"Det er svært at sige, hvad årsagen er, men jeg mener, at jeg kom for sent i gang med valgkampen," siger Michael Fagerlund. 

Han skal nu tilbage til at passe sit embede som provst, som han understreger, at han hele tiden har været glad for.

"Jeg fik en opfordring til at stille op, og jeg fulgte den. Det var jeg været glad for, men det har været hårdt og tidskrævende at være kandidat. Det har dog givet gode debatter, og jeg har mødt mennesker, der har gjort mig klogere på stiftet. Jeg har fået sagt mange væsentlige ting, og jeg har det fint med resultatet," siger Michael Fagerlund.

Det er nu Christina Rygaard Kristiansen og Marianne Gaarden, der skal kæmpe om embedet. Christina Rygaard Kristiansen gik fra første valgrunde med 146 stemmer, mens Marianne Gaarden fik 126 stemmer. Anden valgrunde afgøres den 22 juni.