Bjørn Nørgaard 50 år efter hesteofring: ”Vi lever kun, hvis vi anerkender døden”

Bjørn Nørgaard parterede hoppen Røde Fane, fyldte den på sylteglas med formalin og brød med det traditionelle paradigme for kunst. Vi ønskede, at kunsten skulle træde ind i virkeligheden og skabe reel betydning, siger kunstneren 50 år efter

”Det var en kritik af krigens måde at anvende teknologien på, og den måde amerikanerne brugte teknologien til at hælde napalm ned i hovedet på risbønder,” siger Bjørn Nørgaard om hans værk Hesteofferet fra 1970.
”Det var en kritik af krigens måde at anvende teknologien på, og den måde amerikanerne brugte teknologien til at hælde napalm ned i hovedet på risbønder,” siger Bjørn Nørgaard om hans værk Hesteofferet fra 1970. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix.

For 50 år siden parterede den dengang 22-årige Bjørn Nørgaard hesten Røde Fane på en gold, snedækket mark ved Kirke Hyllinge på Sjælland. Blodet fossede ud af det livløse dyr og forvandlede den hvide sne til en rød pøl af iskrystaller.

Den rituelle hesteofring var tilsat kunstnerhustruen Lene Adler Petersens messende sang og akkompagneret af komponisten Henning Christiansens violin. Kunstværket, som var en protest mod Vietnamkrigens massedrab, blev et banebrydende værk i nyere dansk kunsthistorie og rykkede ved grænserne for, hvad der kunne lade sig gøre på den danske såvel som internationale kunstscene.

Hesteofringen blev i denne uge – præcis 50 år efter – markeret, da Statens Museum for Kunst inviterede til en samtale med netop Bjørn Nørgaard om baggrunden for hans kunstværk.

I samtale med museumsinspektør Birgitte Anderberg fra Statens Museum for Kunst og foran det fremmødte publikum så Bjørn Nørgaard tilbage på begivenheden.

”Værket må ses i lyset af 1960’ernes ungdomsoprør, som jeg både selv sympatiserede med ideologisk, og hvor jeg var en del af undergrundsmiljøet. Vi ville ikke kaldes avantgardekunstnere, for vi ønskede, at kunsten skulle involvere sig, træde ind i virkeligheden og skabe reel betydning,” fortalte Bjørn Nørgaard:

”Det var en kritik af krigens måde at anvende teknologien på, og den måde amerikanerne brugte teknologien til at hælde napalm ned i hovedet på risbønder.”

Oprindeligt var det ikke meningen, at ofringen skulle have været en mediehappening. Planen var egentlig, at Bjørn Nørgaard skulle have parteret hesten på Louisiana, men museet fik kolde fødder:

”Da Louisiana alligevel ikke ville imødekomme mig, ringede jeg til Ekstra Bladet, som dækkede det. Dermed flyttede projektet sig fra museets institutionelle rum til pressens mediebevågenhed. Det var en reel aktion og en medieaktion med både kunstnerisk og social betydning,” sagde Bjørn Nørgaard på Statens Museum for Kunst.

Den sociale dimension var et klart levn fra Den Eksperimenterende Kunstskole, også kaldet Eks-skolen, som Bjørn Nørgaard begyndte på som 17-årig. Han har sammenlignet skolen med Andy Warhols arbejdsstudie i New York, The Factory, som var udstødte og kunstneres mødested. Skolen havde klare kriterier for, at kunstneriske erfaringer skulle have relevans for verden og havde samtidig et erklæret mål om en omkalfatring af både kunsten og samfundet:

”Vi ønskede alternative måder at tænke omverdenen på ud fra et fælles fundament. I 1960’ernes oprørsstemning spurgte vi os selv: ’Hvad skal vi bruge al den rigdom til, hvis det ikke skulle være for det bedre samfund?’ Vores idé var, at kunsten skulle kunne skabe et kærligt samfund, og det mente vi, at den gjorde, når den lod sin stemme træde poetisk ind i det offentlige rum. Problemet opstår, hvis vi ikke har noget fælles at tale om,” fortalte Bjørn Nørgaard.

Således stod den strøming, Bjørn Nørgaard var en del af, i opposition til avantgardekunsten, som af mange blev betragtet som en esoterisk og selvkredsende kunstform, der i højere grad talte til kunstnerne selv end til et bredt publikum.

Selve parteringen var med sin rituelle handlinger af ceremoniel og mytisk karakter og havde deltagelse af både en syngende kvinde, en spillende mand, en præst og en shaman. Hesten var pyntet med røde og sorte silkesløjfer, som skulle symbolisere socialismen og anarkismen. Hesten blev bedøvet, halspulsåren skåret over, og blodet sivede ud for at gøre jorden frugtbar, som man gjorde det ved hesteofringer for flere hundreder år siden. Alt imens lød Lene Adler Petersens messende sang:

”Døde hest, døde hest,
søde døde hest,
jeg kunne flyve verden rundt på dig,
min døde hest, oh, døde hest,
oh døde hest, døde hest,
dit store åbne sår og dit blævrede blod,
døde hest, dine sprængte øjne, store krop,
store døde krop.”

Derefter kom den parterede hoppe på sylteglas med formalin, hvor de livløse øjne, strittende ører, hove, indvolde, fedtvæv og pelsstykker i dag kan opleves på Aros i Aarhus og Statens Museum for Kunst i København. Værket blev fra flere kanter mødt med ramaskrig.

"At hesteofringen chokerede så voldsomt, var vel, fordi den bevidst og brutalt bragte døden ind i moderne menneskers virkelighed. Og at det, der er synd for menneskene, altid er mere synd for dyrene. Men vi lever kun, hvis vi anerkender døden,” har Bjørn Nørgaard tidligere udtalt om begivenheden.

Selv var kunstneren mest chokeret over, at en hesteofring kunne vække folkets forargelse i højere grad end systematiske massedrab i Vietnam og hungersnøden i Biafra:

”Men langt de fleste var nok ligeglade og tænkte, at jeg måtte være en stor idiot. Men mon ikke nogen alligevel er stoppet op og har tænkt: ’Her er noget, der kræver eftertanke,’” siger Bjørn Nørgaard til Kristeligt Dagblad.