Prøv avisen
Boguddrag

Harald Blåtands tid var præget af dansk-tyske stridigheder

Den tyske konge bliver chokeret, da han møder Harald Blåtands hær ved Dannevirke. Konfrontationen udvikler sig hurtigt til et af vikingetidens mest berømte slag, skriver historiker og arkæolog Klaus Ebbesen i bogen "Jelling". Louis Moes' maleri fra 1800-tallet videregiver sagnet om, at det var Haralds mor, Thyra Danebod, som beordrede forsvarsværket mod tyskerne. I dag ved man, at Dannevirkes ældste bevarede dele er fra år 737, og at Harald forstærkede det omkring 980. Foto: Wikimedia Commons

Jellingmonumentet er uløseligt forbundet med Harald Blåtand. Men det er ikke det eneste, den store konge efterlod sig. Trelleborg og Dannevirke er arkitektoniske værker, der vidner om en tid med en aggressiv politik, der endte med at koste Harald livet, skriver historiker og arkæolog Klaus Ebbesen i dette uddrag fra bogen "Jelling"

Harald Blåtand omtaler kun sig selv som Harald. Hans kone kalder ham den Gode. Det står på en runesten i Sønder Vissing.

Her kan man læse: »Tove, Mistivois datter, Harald den Gode, Gormssøns kone, lod gøre dette dødeminde efter sin moder.«

Ægtefællers offentlige omtale af hinanden har ringe historisk interesse. At Tove syntes, hun havde en god mand, er kun yderst forståeligt.

Tilnavnet Blåtand fik Harald først i 1100-tallet. Dets oprindelse er uklar. Måske skyldes det en tandsygdom, som misfarver tænderne. Det får vi først at vide, når vi finder hans knogler. Jellingmonumentet betegner højdepunktet for Harald Blåtand. Her ser man ham på magtens tinde. Men det er ikke det eneste spor i landskabet efter ham. Dannevirke er et voldsystem ved Jyllands fod. Det vidner om dansk-tyske stridigheder gennem et årtusind. En af byggefaserne kan dateres til 968. Det er den største udbygning af Dannevirke overhovedet.

Harald Blåtands Dannevirke danner en mægtig siksaklinje fra Hedeby i øst til Hollingsted i vest. Volden består af tre led: Hovedvolden, som er en udbygning af en ældre voldruin. Forbindelsesvolden, som giver forbindelsen til byvolden om Hedeby. Hedeby bliver derved flankeborg i øst – en militær hovedstilling, velegnet som hærens og flådens kvarter under krigsforhold. Mod vest omfatter byggeriet Krumvolden som flankevold. Den sikrer, at fjenden ikke kan omgå hovedvolden. Flankevoldene er specielle derved, at de bevidst er lagt langs et sumpet forland, som gjorde dem vanskelige at angribe. Volden er tilpasset i terrænet med små knæk for at følge sumprandene. Forbindelsesvolden, der krydser et bakket morænelandskab, kroner derfor ikke bakkedragene, men er lagt ved disses fod. Dannevirke er ensartet i hele sit forløb fra øst til vest. Det består af en cirka 3 meter høj og 12 meter bred jordvold. Mod syd sås en stejl skråfront af hedetørv, mod nord fladede volden ud, så man let kunne løbe op og ned. Øverst kronedes volden af et 2 meter højt brystværn. Det var bygget af træ og skulle beskytte forsvarerne mod fjendtlige pile. Foran hovedvolden sås en fladbundet voldgrav.

Få år efter opførelsen skulle Harald Blåtands Dannevirke stå sin prøve. Det dansk-tyske forhold var præget af idelige skærmydsler ved grænsen. Efter tyskernes mening førte Harald en aggressiv politik. Så i 974 slog Otto II til. Han rykkede frem mod Dannevirke. Til sin overraskelse fandt han grænsevolden besat af en forenet dansk-norsk hær under ledelse af Hakon Jarl. Snart udviklede sig et af vikingetidens berømteste slag: slaget om Dannevirkes port. Det blev husket af både danske og tyske i flere århundreder. Mange skjaldekvad er i Norden digtet om kampens gang.

Det er en beklagelig kendsgerning, at Harald tabte. Ikke katastrofalt, men grænselandet var tabt for årtier. Danmark var indtil 1807 en stærk sømagt. Sådan var det også i vikingetiden. Flåden var Nordeuropas stærkeste. Men landbroen ved Jyllands fod kunne den ikke beskytte. Derfor byggedes Dannevirke, og derfor var det vigtigt hurtigt at få tropper frem til grænsefæstningen. En bro i Ravning Enge vidner herom. Broen er bygget få kilometer sydvest for Jelling, på det sted, hvor Hærvejen krydser Vejle Å.

Den var knap 1 kilometer lang og godt 5,5 meter bred og havde en bære evne på cirka 5 tons. Broen havde cirka 400 brofag, hver bestående af en vandret vognbane, båret af fire lodrette bærestolper og to skråstolper. Bærestolperne var af eg, kvadratisk tilhugget med et tværsnit på 30 centimeter. Brobanen dækkede et areal på cirka 3.600 kvadratmeter, så forbruget af egetømmer har været enormt. Som entreprenøropgave er den på højde med moderne brobyggeri. Et imponerende anlægsarbejde, udført i løbet af ét år. 979 viser vækstringene. Strategen bag broen er Harald Blåtand.

Her sikrede han sig en hurtig forbindelse til det sydlige Jylland og Dannevirke. Ringborgene er karakteristiske fortidsminder. Der kendes mindst fire, alle strategisk velbeliggende. Først udgravet er Trelleborg ved Korsør. Den ligger lidt tilbagetrukket fra Storebælt, på spidsen af et næs mellem Tudeå og Vorby Å. Trelleborg består af to dele, en hovedborg og en forborg. Hovedborgen omgives af en ringvold, 136 meter i diameter. Den 19 meter brede vold er forsynet med fire porte, én i hvert verdenshjørne. Volden var træbeklædt, ligesom portene, der havde loft af egetræ. Volden fortsatte således hen over dem. De fire porte var forbundet med plankelagte veje, og i hver af borgens fire kvarterer stod fire huse i et kvadrat. Enkelte steder sås også mindre huse. Husene var vikingetidens typehuse, 29,4 meter lange. På selve pladsen står i dag en rekonstruktion, men den er ikke korrekt.

Uden for hovedvolden fandtes en oprindelig 18 meter dyb voldgrav. Herefter kom forgården. Med midteraksen pegende mod anlæggets midte lå her 15 langhuse af samme slags som hovedborgens. De var beskyttede af en ydervold og en voldgrav. Mod øst udvider den sig i en firkant, og her iagttoges en stor gravplads. I alt 150 mennesker er begravet her, fortrinsvis mænd, men også kvinder og børn.

Gravene er typiske for vikingetiden, enten helt uden gravgaver eller med en simpel jernkniv, sjældnere mere kostbare våben. I det hele taget er fundene fra Trelleborg få. Trelleborg viser en overlegen entreprenørviden. Anlægget er opført med matematisk præcision. For eksempel varierer husenes længde kun 16 centimeter eller 1/2 procent.

At den danske centralmagt står bag, har ingen betvivlet. Men først vækstring-dateringen løste problemet om bygherre og formål. Trelleborg er opført i vinteren 980/981. Bygherren hedder Harald Blåtand, og borgen er en forløber for middelalderens kongeborge. En fast befæstning ved Storebælt for at sikre Haralds magt. Fra Nonnebakken i Odense kunne han regere hele Fyn. Anlægget var 180 meter i diameter, men er meget dårligt bevaret. Således er hverken karrébebyggelse eller portåbninger påvist. Borgens ældste byggefaser ligger også forud for Harald Blåtands tid. Men der er næppe tvivl om, at Nonnebakken har været i brug samtidig med de andre ringborge.

Fyrkat ved Hobro kontrollerer den vigtige landevej op gennem Jylland. Den har samme geografiske placering som Trelleborg, men er mindre. Ringvolden er 120 meter i diameter og cirka 12 meter bred. Indenfor lå fire karreer, hver med fire typehuse samt et par mindre bygninger. Længere ude på næsset fandtes gravpladsen.

Fundene fra Fyrkat er rige. De vidner om, at der på borgen var både mænd, kvinder og børn. Tillige købmand og driftige håndværkere af mange fag. Muligvis også en luder. Sådan tolkes i hvert fald en kvindegrav med et kosmopolitisk, men slidt og ramponeret gravudstyr. Og så gik hun med ringe på tæerne. Her ligger Fyrkats natteliv begravet. Aggersborg ved Limfjorden er den største og bedst placerede ringborg.

Den kontrollerede ikke alene vandvejen mellem øst og vest i vikingernes verden. Også landevejen op gennem Jylland gik her forbi. En nu tilsandet åbning vest for borgen gjorde det i vikingetiden muligt herfra at sejle direkte til Norge. Militært og økonomisk havde Aggersborg stor betydning. Fundene fortæller om en ældre civil bebyggelse samt en ringborg med 12 karréer på fire huse, altså i alt 48 typehuse. De er lidt længere end på de andre ringborges, 32 meter lange. Ringborgen er 240 meter i diameter og afgrænser et område, der er fire gange så stort som Fyrkat. Aggersborg kan dateres til slutningen af 900-årene.

Borgring er den sidst erkendte af trelleborgene. Den ligger på Østsjælland, kun fire kilometer øst for Køge. I vikingetiden har man kunnet sejle dertil fra Køge Bugt op ad Køge Å. Den er således placeret strategisk godt, der hvor den nord-sydgående landevej krydser den østvestgående. Der er tale om en ringformet vold; præcis som en cirkel. Den indre diameter er cirka 123 meter, og den har en bredde på godt 10 meter. Den er bygget af græstørv, og der har været trækonstruktioner langs voldens yderside. I hvert fald resterne af porte er undersøgt, men af nogen indre karrébebyggelse er ikke set spor. Borgen har heller ikke haft voldgrav, men den er på de tre sider naturligt afgrænset af Køge Å og Ellebækken.

Måske har disse ringborge deres modparter på den anden side af Øresund; gennem de nært beslægtede ringborge ved byerne Trelleborg og Borgeby i Skåne, ligeledes dateret til 900-tallet. Angående Borgeby tyder de summariske undersøgelser, der er foretaget på stedet, på en borg efter samme mønster som de danske. Borgen ved Trelleborg på Skånes sydkyst savner derimod både præcision og den indre bebyggelse.

Arkitektonisk ligner i hvert fald de fire/fem danske fæstninger hinanden så meget, at de må være lavet på samme tegnestue. Man gætter derfor på, at de er bygget om ikke selv samme år, så inden for nogle få år omkring

De ses stadig i det danske landskab som synlige minder om en spændt, indrepolitisk situation i 980. Måske finder vi en svag erindring om den i middelalderhistorikernes fortællinger om Harald Blåtands død. Saxe beretter, at hæren efterhånden var godt træt af Haralds hårde regime. Det samme var hans søn, Svend Tveskæg. Derfor stillede Svend sig i spidsen for et oprør. Faderen blev først besejret i et stort slag. Derefter tabte han også et søslag. Så måtte han drage i landflygtighed i Wolin, en stor by på Østersøens sydkyst. Der samlede han en stor hær af danskere og vendere. I spidsen for den sejlede han mod Danmark for at genvinde sin kongemagt. Det kom til et stort slag ved Helnæs på Sydfyn.

Harald og Svends hære kæmpede hele dagen uden resultat. Man aftalte derfor at tales ved om fred næste dag. I tillid hertil satte Harald sig i en lille skov for at forrette sin nødtørft. Her opdagede Palnatoke ham. Palnatoke var Nordens bedste bueskytte og en af Haralds dødsfjender. Og hævnen var sød. Efter fortællingen ramte Palnatokes pil Harald i enden og gennemborede ham, så spidsen kom ud af munden. Harald døde kort efter.

Hans lig blev sendt til Roskilde og højtideligt jordfæstet i den kirke, Harald selv for nylig havde bygget. Sådan hedder det i sagnet. Men hverken Harald selv eller den omtalte trækirke er nogensinde fundet. Faktisk henligger Haralds endeligt i mørk tåge. Cirka 986/987 er Svend Tveskæg konge i Danmark.

Snart udviklede sig et af vikingetidens berømteste slag: slaget om Dannevirkes port

Efter fortællingen ramte Palnatokes pil Harald i enden og gennemborede ham, så spidsen kom ud af munden. Harald døde kort efter.