Prøv avisen

Blåt forslag om bønnekald stemt ned

Det omdiskuterede bønnekald, som satte gang i det blå forslag, fandt sted på en fodboldbane i Gellerupparken nær Aarhus, hvor Fredens Moské kaldte til bøn over en højtaler. Foto: Screenshot fra Fredens Moské Facebook-side

Regeringen mener ikke, at problemet er stort nok til at lovgive. Til gengæld beder ministeren trossamfund om at vise hensyn

Et beslutningsforslag om at forbyde ”højtalerforstærket bønnekald og lignende religiøse ytringer i det offentlige rum” blev torsdag formiddag stemt ned i Folketingssalen.

Med undtagelse af Liberal Alliance stemte alle blå partier for forslaget, som også var stillet af ordførere fra Venstre, Konservative, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Alle andre partier stemte imod.

Stillerne af forslaget lægger ikke skjul på, at formålet med forslaget var at få forbudt muslimske bønnekald, blandt andet på grund af en episode i Gellerup i Aarhus i april, hvor der blev kaldt til bøn over højtalere i forbindelse med ramadan.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) er sådan set ikke uenig med de blå partier i, at muslimsk bønnekald ikke bør finde sted i Danmark. Det har han gjort klart flere gange i løbet af de uger, debatten har stået på.

"Det skal ikke være sådan i Danmark, at man bliver forstyrret af et bønnekald på vej ned i Føtex efter fredagsslik fredag eftermiddag," har ministeren udtalt.

Og det gjorde han igen i tirsdags, da forslaget blev behandlet i Folketingssalen første gang. Men samtidig slog han fast, at han ikke mener, fænomenets omfang er så stort, at regeringen bør lovgive imod det.

"Regeringen har generelt ikke noget problem med, at man signalerer tilhørsforhold til en bestemt religion, men jeg synes, at den her slags bønnekald er anmassende over for de borgere, der bor i nærheden, og som skal høre på det. Jeg vil opfordre til, at trossamfund udviser hensyn, men vi mener i regeringen ikke, at vi er der, hvor man skal overveje, om der skal indføres forbud," sagde Mattias Tesfaye fra Folketingets talerstol.

Til gengæld sagde ministeren tirsdag, at han ønsker juridisk afklaring af mulighederne for at lovgive mod bønnekald på længere sigt.