Prøv avisen
Boguddrag

Bliv klogere på historien: Var Mussolini og Hitler jaloux rivaler eller nære venner?

Mussolini og Hitler i Galleria Borghese i Rom foran en statue af Canova af Pauline Bonaparte, maj 1938. Læg mærke til Hitlers beundrende anerkendelse over for Mussolinis afvisende og hårde ansigtsudtryk.

Umiddelbart havde Mussolini og Hitler mange træk tilfælles. De var begge karismatiske, hensynsløse og understregede uafbrudt deres maskulinitet og militarisme. Alligevel var forholdet mellem de to ikke kun belastet af spændinger og personlig rivalisering, men også præget af de meget forskellige nationale sammenhænge, de agerede i. Læs uddrag fra nyt, anmelderrost værk om Europas to tyranner her

Den 20. juli 1944 ved middagstid eksploderede en bombe i Ulveskansen, Adolf Hitlers hovedkvarter i Østpreussen. Nazisternes leder slap fra det med lettere skader. Samme eftermiddag var Benito Mussolini den første gæst, der blev modtaget af Hitler. I løbet af det forgangne år var il Duce blevet sat fra magten, havde siddet i fængsel og var blevet befriet af nazisterne. For indeværende stod han i spidsen for Den Italienske Sociale Republik, som på papiret var en uafhængig, men i realiteten var en tyskkontrolleret stat i det centrale og nordlige Italien. Et år tidligere, i juli 1943, var de allierede gået i land på Sicilien. Nu – blot en måned efter landgangen i Normandiet – syntes en nazistisk sejr endnu mere usandsynlig. De to ledere besigtigede ruinerne af den træbygning, bomben var eksploderet i.

Selv om Hitler netop havde overlevet et attentatforsøg, virkede det, som om han havde fuld kontrol over Tysklands politik, og han kunne glæde sig over uforbeholden støtte fra sin italienske ven, allierede og ideologiske følgesvend. Dette var det sidste af de i alt sytten møder, der fandt sted mellem de to diktatorer. De havde mødt hinanden oftere og med langt større pomp og pragt end noget andet makkerpar blandt ledende vestlige statsmænd i løbet af mellemkrigstiden og Anden Verdenskrig.

Hvad var det, der havde ført Hitler og Mussolini sammen? Var det udelukkende behovet for en stærk militæralliance? Var det den usædvanlige ideologiske samhørighed mellem to fascistiske diktatorer og de bevægelser, de stod i spidsen for, og som opstod af eftervirkningerne af Første Verdenskrig i forsøget på at revidere Versaillestraktaten og opnå territoriale erobringer? Eller var der tale om et venskab, en dyb personlig relation, der byggede på beslægtede livsforløb?

Helt frem til vore dage er fortolkninger af dette forhold blevet overskygget af måden, det er blevet afbildet på i amerikansk populærkultur, først og fremmest i Charlie Chaplins film Diktatoren (1940), der latterliggør Mussolini og Hitler som forfængelige, opblæste og jaloux rivaler og gør grin med den bombastiske fascistiske og nazistiske propaganda. Der var også andre samtidige markeringer af dette forhold, som for eksempel Carson Robisons countrymusikhits ”Mussolini’s letter to Hitler” og ”Hitler’s reply to Mussolini”, der blev udgivet i USA i 1942, da alting tegnede til, at Aksemagterne ville vinde krigen.

Teksterne fremstiller Mussolini som en idiot og en opportunist, der ikke desto mindre var nyttig for Hitler; et billede, der har overlevet helt frem til nutiden, både i populærkulturen og i historieskrivningen. I denne bog vil jeg undersøge et forhold, som både dengang og siden er blevet vurderet til at have haft afgørende betydning for nedbrydningen af mellemkrigstidens Wilson-dominerede orden og have resulteret i Anden Verdenskrig.

Jeg vil beskæftige mig med nogle af de centrale fortolkningsproblemer, der følger med studiet af det personlige forhold mellem politiske ledere og med overvejelserne om diktatorens rolle for diplomatiet. Historien om forholdet mellem Mussolini og Hitler er til en vis grad en historie om et venskab – omend det var et venskab, der var konstrueret, præget af spændinger og uligheder, og som var kendetegnet af en blanding af beundring og misundelse på begge sider.

Det er også en historie, der afslører et spændingsforhold mellem myte og virkelighed. Og det er en historie, som fik vidtrækkende konsekvenser for europæisk historie i 1930’erne og 1940’erne. Denne bog er ikke en biografi eller en undersøgelse af diktatorers ”parallelle liv”, men en udforskning af forholdet mellem dem, af måden, dette blev fremstillet på, og dets overordnede politiske betydning.

Med fokus på fremstillingen af forholdet mellem Mussolini og Hitler vil jeg revurdere den magt, de havde – forestillet, konstrueret og faktisk – til at udforme og føre udenrigspolitik. Jeg er dog ikke tilhænger af den traditionelle fortolkning, at det er diktatorernes intentioner, der dominerer politikken.

Hitler havde sjældent behov for at udstede direkte ordrer inden for det nazistiske politiske system, hvor parti- og statsembedsmænd arbejdede efter Førerprincippet. Mussolinis position som diktator var langt svagere end Hitlers, fordi il Duce var nødt til at tage hensyn til såvel monarkiet, der blev domineret af den mangeårige kong Victor Emanuel 3., som Vatikanet og den ”ufejlbarlige” pave, selv om begge institutioner i vidt omfang støttede det fascistiske styre i hovedparten af dets levetid.

Umiddelbart havde de to ledere mange træk tilfælles. De kom begge fra relativt ydmyge og provinsielle kår. De var begge karismatiske. De kom begge til magten ved hjælp af en blanding af politisk vold og tilsyneladende lovlige metoder til at styre deres stater i en atmosfære, der mindede om borgerkrig. Begge understregede uafbrudt deres maskulinitet og militarisme. Begge lovede at samle masserne og udvikle deres stater til verdensmagter. Begge forsøgte også, men i forskellig grad, at opretholde en balance mellem undertrykkelse og tilvejebringelse af konsensus i den brede befolkning.

Begge var hensynsløse og fast besluttede på ved hjælp af krig og erobringer at grundlægge det, de opfattede som en Ny Orden. Begge forfulgte indenrigs- og udenrigspolitiske målsætninger, der var indstillet på krig, med fundamentalt forskellige resultater, når man tager deres landes markant forskellige økonomiske præstationer og forskellige politiske kulturer i betragtning. Og alligevel var forholdet mellem dem ikke kun belastet af spændinger, bestemte ideologiske modsætninger og personlig rivalisering, men også præget af de meget forskellige nationale sammenhænge, de agerede i.

I forhold til Mussolini havde Hitler en langt mere eksplicit fokuseret ideologi med antisemitisme og erobring af ”Lebensraum” i Østeuropa som omdrejningspunkt. Det er tydeligt, at antisemitismen for Hitler og nazisterne var helt afgørende og førte frem til holocaust, mens italiensk indenlandsk racisme, som byggede på en racemæssig eksklusion, der blev praktiseret i landets kolonier, først blev mere udtalt, i takt med at de fascistisk-nazistiske relationer blev styrket fra midten til slutningen af 1930’erne.

Samtidig var der tale om et usandsynligt forhold mellem de to mænd, der dækkede over det faktum, at de begge var mistroiske og ingen venner havde. Mussolini fremstod som et familiemenneske, mens Hitler stiliserede billedet af sig selv som en mand, der ofrede sig fuldstændigt for den tyske nation.

I Første Verdenskrig, som Tyskland tabte, havde de to ledere kæmpet på hver sin side. Italien havde vundet krigen, i det mindste officielt, men der herskede utilfredshed i forbindelse med landets påståede ”forvanskede sejr” (vittoria mutilata): De allierede enedes om at overdrage nogle, men ikke alle de landområder, som Italien havde fået lovning på, da landet gik ind i krigen på de allieredes side efter at have forladt Tripelalliancen med Tyskland og Østrig-Ungarn.

I både Italien og Tyskland opstod der voldsomme nationale fordomme om den respektive anden nation, der blev forstærket af modsætningsforholdet mellem de to lande i Første Verdenskrig, og som fik mange tyskere til at betragte italienere som forrædere. Historien om Mussolini og Hitler kan bedre forstås som en instrumentel union og et politisk konstrueret forhold end som en ideologisk naturgiven pagt eller et oprigtigt venskab, selv om der utvivlsomt var tale om en vis ideologisk forbindelse, som for eksempel bestræbelserne på at etablere en Ny Orden, troen på politisk vold og krigens transformerende egenskaber samt foragten for det liberale demokrati.

For begge ledere og deres regimer var der tale om et funktionelt forhold, hvor det drejede sig om at styrke deres respektive magt – en erkendelse, som på ingen måde er uforenelig med forestillingen om visse ideologiske paralleller. På et tidspunkt, hvor fortolkningen af Anden Verdenskrig nogle gange skævvrides i retning af Østeuropas ”bloodlands” – en fortolkning, som potentielt udvisker afgørende forskelle mellem Stalins og Hitlers regimer – bør denne bog tjene som en påmindelse om, at som et skæbnesvangert resultat af det tæt sammenknyttede forhold mellem Italien og Tyskland, blev Italien i 1943 til en krigsskueplads, og landet oplevede noget, der er blevet betegnet som en borgerkrig.

Mussolinis diktatur var ingen komedieforestilling, fremført af en klovn. Tværtimod tjente både han og hans regime i 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne som strategisk model for Hitler og nazismens fremfærd, sådan som det også er blevet antydet af Wolfgang Schieder. Italien befandt sig næsten kontinuerligt i krig, i hvert fald fra og med invasionen af Etiopien i 1935 til slutningen af Anden Verdenskrig i 1945, og gjorde fuld brug af et voldsrepertoire, der også omfattede en ekstremt brutal krigsførelse på Balkan og i Afrika.

En anden historiker har endda peget på, at fascismens racistiske praksis i Italiens afrikanske kolonier fik afgørende indflydelse på nazisternes brutale racehierarkier i Østeuropa under Anden Verdenskrig. På den ene side understreger denne fortolkning behovet for en mere detaljeret udforskning af de tætte fascistisk-nazistiske forviklinger, men på den anden side risikerer den også at se bort fra en bredere europæisk imperialismekontekst og dennes rolle for udformningen af den hidtil usete brutalitet og størrelsesorden, der kendetegnede nazisternes racemæssige erobrings- og udslettelseskrig.

I begyndelsen var det Hitler, der opsøgte Mussolini, og ikke omvendt, for oprindelig var det il Duce, der i mellemkrigstiden var drivkraften bag forsøget på at omforme politik og diplomati. Hitler betragtede Mussolini som en stærk, benhård og målbevidst leder, der havde reddet Italien og landets angiveligt svage og degenererede befolkning fra venstrefløjen og forvandlet det til et magtfuldt diktatur. Dette idealistiske synspunkt var stærkt påvirket af den fascistiske kult omkring Mussolini. Efter at Hitler den 30. januar 1933 var blevet udnævnt til rigskansler, var forbindelserne mellem Italien og Tyskland forblevet anspændte. Det skyldtes ikke mindst, at Hitler ønskede at udvide kontrollen over Østrig, hvis suverænitet blev garanteret af det fascistiske Italien. Men snart skete der en dramatisk ændring af forholdet mellem de to ledere. Hitlers hastige konsolidering af Det Tredje Rige og en række overrumplende udenrigspolitiske succeser, hvoraf den mest bemærkelsesværdige var remilitariseringen af Rhinlandet i marts 1936, betød, at han blev ophøjet til en position som den europæiske fascismes ledende skikkelse, og dermed blev Mussolini degraderet til andenpladsen.

I kølvandet på den italienske besættelse af Etiopien, Folkeforbundets efterfølgende sanktioner mod Italien samt Den Spanske Borgerkrig blev Italiens og Tysklands politik i stigende grad viklet ind i hinanden. For Mussolini, der ligesom sine liberale forgængere insisterede på, at Italien skulle være en europæisk stormagt, var en alliance med det mere magtfulde Tyskland en måde at styrke landets prestige på og en strategi til at sikre den fascistiske plan om at forvandle Italien til en totalitær nation. Jo stærkere Hitler blev, jo mere følte Mussolini, der var en umådelig forfængelig mand, sig smigret af hans beundring.

Mussolinis overordnede mål var at etablere Italien, en geopolitisk svag nation, som den dominerende magt i Middelhavsområdet og at erobre ”Lebensraum” (spazio vitale). Mussolinis proklamation af Aksen mellem Rom og Berlin i november 1936 var et tegn på denne forandring, selv om il Duce, der tilsyneladende var lige så bekymret for Italiens prestige som for en ideologisk retfærdiggjort og ønskværdig forbindelse til Det Tredje Rige, indtil slutningen af 1930’erne forsøgte at fastholde, at Italien var tungen på vægtskålen (peso determinante) mellem Frankrig og Storbritannien på den ene side og Tyskland på den anden.

Siden begyndelsen af 1920’erne havde det været et af Hitlers mål at etablere en alliance med Mussolinis Italien og med Storbritannien, fordi han håbede, det ville svække ærkefjenden Frankrig. I modsætning til Mussolini, der opførte sig som en ældre statsmand og ønskede at bevare sin diplomatiske fleksibilitet, var Hitler langt mere opsat på en sådan alliance, men i Italien ignorerede man hans henvendelser indtil de to afgørende vendepunkter: krigen i Etiopien og Den Spanske Borgerkrig.

Med Mussolinis besøg i Tyskland i 1937 som optakt blev forholdet mellem Mussolini og Hitler det stærkeste billede på den spirende alliance mellem Italien og Tyskland – og det blev konstant underbygget af en magtfuld demonstration af sammenhold og venskab i både italiensk og tysk propaganda.

Mange kommentatorer har afskrevet dette forhold som en udpræget fiasko på grund af gensidig mistænksomhed, beredvillighed til at fastholde nationale klichéer både fra leder- og rådgiverside og fra den brede befolkning, manglende strategisk koordination i krigstid samt Italiens katastrofale militære indsats under Anden Verdenskrig. Men fra og med slutningen af 1930’erne skete der en intensivering af de politiske, økonomiske og kulturelle forbindelser mellem Italien og Tyskland.

Tanken om, at venskabet mellem diktatorerne blev genspejlet af deres respektive lande, blev snart en så overbevisende forestilling, at den fik talrige iagttagere fra både ind- og udland, og lederne selv, til at tro på, at båndene mellem Italien og Tyskland og ideen om en Ny Orden, der byggede på erobring og underkastelse, var langt stærkere, end de reelt var.

I denne bog fremstår forholdet mellem Mussolini og Hitler som et illustrativt eksempel på, hvordan optræden og repræsentation, som til sammen udgør nogle af de væsentligste kendetegn på gennemførelsen af fascistisk og nazistisk politik, kan skabe et politisk momentum – en mere generel problemstilling, der også er relevant i andre historiske sammenhænge.

Jeg vil især fremhæve de fascistisk-nazistiske demonstrationer af sammenhold og venskab, som manifesterede sig ved møder, brevveksling og andre handlinger, og som fik en umiddelbar politisk betydning. Formålet med il Duces besøg i Tyskland i 1937 og tilsvarende med Hitlers besøg i Italien i 1938 var netop at skabe en sådan opvisning af sammenhold og venskab; det skulle være et udtryk for fascisternes og nazisternes stræben efter en Ny Orden i Europa, der skulle afløse den liberalt-internationalistiske orden efter 1919 symboliseret ved Folkeforbundet.

Men med de magtfulde propagandaoptrædener fulgte altid spændinger i kulisserne. Det var ikke tilfældigt, at Stålpagten, en officiel militær alliance, først blev underskrevet i maj 1939, eller at Italien først i juni 1940 trådte ind i Anden Verdenskrig på Tysklands side. Efter at Mussolinis håb om en ”parallel krig” i Middelhavsområdet var blevet knust af flere italienske militære fiaskoer, begrænsede afhængigheden af Hitler i stigende grad il Duces manøvrerum indtil hans fald fra magten i juli 1943, der blev efterfulgt af begge landes katastrofale nederlag og deres lederes død i april 1945. Ikke desto mindre lykkedes det som regel at tilsløre spændingerne på grund af alliancens stærke demonstrationer af sammenhold, om end den blev nedtonet efter 1940.

På den måde var møderne mellem Hitler og Mussolini mere end ’blot’ propagandaoptrædener. Med henvisning til kultursociologen Jeffrey C. Alexanders begreb om ’social performance’ vil jeg i stedet hævde, at venskabsmanifestationerne skabte en magtfuld politisk dynamik, der fik direkte betydning for europæisk politik. Ideen om en tilsyneladende dyb ideologisk samhørighed mellem Mussolini og Hitler som en faktor, der skulle komme til at omdanne verdensordenen, blev afgørende for deres forhold og for de internationale reaktioner herpå.

Mens der altså eksisterede nogle væsentlige ideologiske forskelle mellem de to regimer og deres ledere, var der mange i samtiden, ikke kun i Italien og Tyskland, men også i andre lande, der betragtede dette forhold som en trussel, fordi de mente, at det blev holdt sammen af en fælles ideologi.

Derfor er der to hovedformål med mit studie af forholdet mellem Mussolini og Hitler, set i en bredere kontekst af italiensk-tyske relationer og diplomatisk kultur. For det første er det min opfattelse, at historien om alliancen mellem det fascistiske Italien og det nazistiske Tyskland var langt mere kompleks, end det er blevet antydet i nyere studier, der argumenterer for, at alliancen var mere eller mindre motiveret af en fælles ideologi og et vellykket samarbejde.

Tilfældige hændelser, strategiske spændinger og nationale klichéer formede dette forhold gennem hele dets levetid. En mærkelig blanding af gensidighed og fjendtlighed, af ambivalens og beundring, var kendetegnende både for det personlige forhold mellem Mussolini og Hitler og for forholdet mellem det fascistiske Italien og det nazistiske Tyskland. For det andet vil jeg mene, at vi ikke kan begynde at forstå, hvad fascismen var, medmindre vi undersøger det politiske forhold mellem de to toneangivende fascistiske statsledere i en bredere sammenhæng.

Historien om forholdet mellem Mussolini og Hitler medvirker til at afsløre de mange indre modsætninger, som eksisterede inden for fascismen. I stedet for at forfølge et teoretisk projekt i stil med de teorier, som for eksempel forskere som Roger Griffin og Roger Eatwell har fremlagt angående det ”fascistiske minimum” eller en ”konsensus i studier af fascismen”, som kunne risikere at give et skævt billede af kompleksiteterne, tvetydighederne og spændingerne inden for det arketypiske fascistiske bånd mellem Mussolini og Hitler, vælger jeg en anden tilgang.

Med inspiration fra historikere som Naoko Shimazu og Johannes Paulmann, hvis arbejder har fokuseret på ritualer, ceremonier, følelser, gestik og andre sociokulturelle aspekter af diplomati, som medvirker til at opnå politiske resultater, griber jeg forholdet mellem Mussolini og Hitler an ud fra dialektikken mellem nationale interesser, følelser og ideologi. Tidsplaner, brevveksling og tilsyneladende banale aspekter af politik så som dresscode, hilsener og steder for afholdelse af møder har også betydning for vores forståelse af forholdet mellem Mussolini og Hitler.

På den måde vil den bredere betydning af dette bånd blive tydeligt. Forholdet mellem Mussolini og Hitler var prototypisk for fascistisk diplomati. Denne terminologi vil måske umiddelbart virke selvmodsigende for læseren: Her var to ledere, der prøvede at se bort fra det formelle diplomati og i stedet etablere deres eget fascistiske netværk af internationale politiske forhandlinger og repræsentationsformer.

Men i lyset af nyere studier af diplomatiets kulturelle historie fremstår betydningen af de repræsentationsmæssige aspekter af forholdet mellem Mussolini og Hitler klart. Her adskiller jeg mig fra historikere som for eksempel David Reynolds, der senest har undersøgt møder under fire øjne mellem andre politikere i det 20. århundrede, og som har fokuseret kraftigt på de politiske beslutningsprocesser i forbindelse med sådanne topmøder. I stedet vil jeg, så vidt kilderne tillader det, lægge vægt på disse møders repræsentationsmæssige dimensioner. Disse var afgørende redskaber for det fascistiske og det nazistiske styre og fik snart også politisk betydning. Mens diktatorerne i forskellig grad blev betjent af ekspertdiplomater hele vejen igennem, var forholdet mellem Mussolini og Hitler baseret på en anderledes forestilling om og praksis omkring diplomati, hvor det var diktatorerne, der traf de eksekutive beslutninger, ofte uden at konsultere diplomatiske eksperter – en politisk praksis, der muligvis vil virke bekendt for nutidens læsere.

Denne måde at drive diplomati på, uden inddragelse af embedsværk og eksperter, udviklede en farlig dynamik og førte Europa ud i krig i 1939. Hitler og Mussolinis diplomatiske stil, der i høj grad byggede på offentligt iscenesatte personlige møder og interaktion med menneskemasserne, var et udtryk for regimernes beslutning om at opløse Versaillestraktaten og erstatte den af en Ny Orden.

Uden for Italien, i 1920’ernes sydlige latinske Europa, opstod der antikommunistiske diktaturer i Spanien og Portugal. Og det er ikke nogen tilfældighed, at andre ledere på den yderste højrefløj i Europa, som for eksempel de portugisiske og spanske diktatorer António de Oliveira Salazar og Francisco Franco, også i høj grad støttede sig til møder under fire øjne. De personlige møder mellem lederne var selvfølgelig ikke en fuldstændig ny form for diplomatisk arbejde.

Gennem flere århundreder havde der gradvist udviklet sig en protokol for statsbesøg, som var blevet yderligere udviklet gennem det lange 19. århundrede. Men det var stadig repræsentation, der i høj grad udgjorde formålet med møderne, ikke at gennemføre en væsentlig politisk debat. Møderne mellem Mussolini og Hitler var udtryk for en aggressiv udfordring af efterkrigstidens Wilson-dominerede orden. De fascistiske og nazistiske regimer udfordrede slumrende spændinger for at promovere et stærkt billede af sammenhold, der blev symboliseret af diktatorernes venskabelige møder ude midt blandt deres befolkninger – i skarp kontrast til vestlige statsledere, der, ifølge fascistisk og nazistisk propaganda, foretrak hemmelige alliancer, skjulte forhandlinger bag lukkede døre og stille diplomati – en form for internationale relationer, der i manges øjne dengang havde været med til at fremkalde Første Verdenskrig.

Selv om der i realiteten knap nok blev truffet nogen væsentlige strategiske eller politiske beslutninger ved møderne, iscenesatte de fascistiske og nazistiske regimer sammen med deres diplomatiske repræsentanter, disse møder i stridslysten foragt for den liberale internationalismes påståede rationelle politiske kultur, som hævdedes at have domineret 1920’erne (og som for nylig er blevet genstand for ny forskningsmæssig interesse).

Mussolini og Hitler syntes i stigende grad at tage kontrollen med diplomatiet tilbage, i hvert fald offentligt, ved at posere ved personlige møder iscenesat af regimernes propagandamaskiner og forstærket af massemedierne. Mødernes stil, især på de indledende stadier, var kendetegnet af en blanding af traditionelt diplomati og nye former for repræsentation, forhandling og fremtræden, som involverede masserne som meget vigtige deltagere. Der kan udpeges fire bemærkelsesværdige kendetegn ved den fascistiske udfoldelse af pomp og pragt.

For det første var der de politiske virkninger af den følelsesbårne politik i forholdet mellem Mussolini og Hitler og de forskellige strategier, som tyske og italienske embedsmænd, journalister, politikere og, selvfølgelig, lederne selv anvendte til at opbygge og manifestere deres påståede venskab. Forskellige venskabsgestus så som hilsener, tildeling af medaljer og udformning af venskabelige breve udgjorde en del af denne opsigtsvækkende konstruktion og fremstod ved hjælp af staternes propagandaapparater fra slutningen af 1930’erne og fremefter som emblematiske for venskabet mellem det tyske og det italienske folk.

Billedet af kammeratskabet mellem de to ekskorporaler, der var steget fra ydmyge kår til toppen af regeringen, var frem for alt en fascistisk og nazistisk strategi, der skulle appellere til masserne og holde den italiensk-tyske alliance klart adskilt fra den fransk-britiske koalition, som man påstod blev holdt sammen af hemmelighedsfulde og elitære diplomaters rænkespil. Den fascistiske og nazistiske repræsentation og opbygningen af forholdet mellem Mussolini og Hitler som et venskab tilvejebragte en personlig, følelsesbåret form for diplomati, som udfordrede den påståede rationelle orden, der var blevet grundlagt ved fredskonferencen i Paris.

Men en sådan forståelse af den politiske orden efter 1919 udgjorde en forsimpling, der tjente et propagandistisk formål: Store personligheder og personlige relationer havde også formet efterkrigstiden, især de såkaldte Fire Store ved fredskonferencen i Paris: den britiske premierminister David Lloyd George, den franske premierminister Georges Clemenceau, den amerikanske præsident Woodrow Wilson og den italienske premierminister Vittorio Orlando.

Italien og Tyskland havde også tætte forbindelser til andre stater, og en italiensk-tysk alliance var på ingen måde uundgåelig. Derfor tegnede den italienske og tyske propaganda billedet af et stærkt venskabeligt bånd mellem diktatorerne, som rakte ud over den italienske og den tyske befolkning.

Denne iscenesættelse ændrede sig med tiden med hensyn til størrelse og intensitet, som forholdet mellem Italien og Tyskland ændrede sig. Et afgørende aspekt ved møderne mellem Mussolini og Hitler var, at begge diktatorer mente, at de skabte historie – et budskab, der blev forstærket af deres propaganda.

For det andet fremstod Mussolini og Hitler som venner, forenet af en fælles ideologi og målet om at udfordre Storbritannien og Frankrig, de påståede ’plutokratiske demokratiers’ hegemoni – lande, der ifølge Mussolini stod i vejen for Italiens territoriale ekspansion. Men nazistiske og fascistiske kommentatorer gav ikke nogen detaljeret redegørelse for den fælles ideologi, fordi de ideologiske paralleller i vid udstrækning forblev overfladiske, selv om begge regimer var fælles om at ville erobre territorier og nedbryde Wilsons orden. Deres forsøg på at omformulere reglerne for moderne diplomati i en periode med massepolitik og -propaganda afspejlede på symbolsk vis deres aggressive og krigslystne natur.

Mens der blandt andre ledere – især Churchill og Roosevelt, der snart kom til at fremstå som det ledende rivaliserende statsmandspar – også skete et gradvist skifte mod at mødes personligt, var alliancen mellem Mussolini og Hitler ikke alene det dominerende alternativ til det ”særlige forhold” mellem Storbritannien og USA, men formentlig banede den også vejen for denne form for forhold mellem ledere som udtryk for en fælles geopolitisk dagsorden og som en udvidelse af det enkelte regimes opbygning af en lederkult.

En ny kultur med møder under fire øjne for selvsikre fascistiske ledere, der, idet den afspejlede disse lederes påståede ubegrænsede magt, kunne afskaffe det traditionelle diplomati og formodedes at erstatte mellemkrigstidens diplomatiske kultur, frem for alt den internationalisme i perioden efter 1919, udtrykt ved Folkeforbundet og lignende, som Hitler og Mussolini foragtede.

På den måde symboliserede møderne mellem Mussolini og Hitler de to førende fascistiske regimers forsøg på at samarbejde om at skabe en Ny Orden i Europa. Dette samarbejde fik langt større politisk betydning end samarbejdet mellem andre knap så store europæiske fascistiske bevægelser eller institutioner, som på det seneste er blevet genstand for fornyet historiografisk granskning.

Mens Italiens krig næppe kunne betegnes som vellykket, virkede det for mange samtidige sandsynligt, at Aksemagterne kunne skabe en Ny Orden – indtil 1942-43 da de allierede helt klart fik overtaget. Men trods det åbenlyse samarbejde mellem Italien og Tyskland forblev udformningen af den Nye Orden et stridsspørgsmål, fordi de to regimer fortsatte med at skændes om dominans og indflydelse.

Forholdet mellem de to diktatorer byggede på en i store træk fælles ideologi omkring territoriale erobringer, samling af masserne og, i modsætning til den sovjetiske diktator Josef Stalin, en appel til de gamle eliter. Gennem hele dets levetid afspejlede forholdet forskellige strategiske muligheder. Det er virkelig svært, hvis ikke umuligt, at komme til bunds i forholdet mellem Mussolini og Hitler, eftersom begge ledere, især førstnævnte, var tilbøjelige til at ændre holdning til den anden afhængigt af omstændighederne.

For det tredje opfordrer denne erkendelse til at overveje betydningen af personlige forhold, når det drejer sig om at skabe og fastholde overnationale forbindelser. Med undtagelse af det (ofte anspændte) forhold mellem Churchill og Roosevelt, der fremstod som et liberalt-demokratisk modstykke til den allerede etablerede kontakt mellem Mussolini og Hitler, var der ikke noget andet forhold mellem to politiske ledere, der havde lige så stor politisk betydning som pagten mellem de to diktatorer Mussolini og Hitler i Europa i første halvdel af det 20. århundrede.

For det fjerde vil jeg undersøge det fascistiske og det nazistiske regimes opsigtsvækkende konstruktion af forholdet mellem Mussolini og Hitler. Et vigtigt spørgsmål i den forbindelse er, hvem der traf beslutningerne om, hvordan forholdet skulle konstrueres. Det er hævet over enhver tvivl, at diktatorerne selv, der på ingen måde altid var enige og, hvad der var vigtigt, blev ved med at ændre deres holdninger til, hvad forholdet var og skulle være, traf nogle valg i den forbindelse; men det gjorde deres stab også.

Deres forhold byggede i høj grad på opvisning og demonstration af magt, både internationalt og over for de hjemlige befolkninger, først og fremmest ved de ceremonier og ritualer, der blev afviklet i løbet af de sytten møder, de havde. Det var i vid udstrækning i kraft af propaganda og ritualer, at forholdet blev kendt for befolkningen i Italien og Tyskland og for det internationale publikum, og det er også den måde, det blev husket efter Anden Verdenskrig.

I denne bog vil jeg derfor undersøge organisationen bag de sytten møder og se nærmere på, hvordan iscenesættelsen af disse begivenheder ændrede sig i løbet af årene. For eksempel var Tyskland nødt til at yde Italien militær assistance efter en stribe italienske militære nederlag i 1940-41.

På grund af det ændrede hierarki rejste Hitler kun to gange til Italien under krigen, mens Mussolini og hans følge rejste til Tyskland til næsten alle de resterende møder, inklusive dem der fandt sted i Hitlers hovedkvarter i Østpreussen. Ud over de forskellige aspekter ved disse opvisninger og storpolitik vil jeg også undersøge den politiske og folkelige respons på disse møder.

Magtfulde propagandabilleder, der viser Mussolini og Hitler, som blander sig med befolkningen, synes at antyde, at der var folkelig opbakning til alliancen hos et flertal af italienere og tyskere, i hvert fald indtil Anden Verdenskrig brød ud. Begge regimer var i høj grad afhængige af massernes deltagelse i disse forestillinger som udtryk for nationernes fælles vilje, samlet bag deres ledere.

Fascistisk og nazistisk propaganda iscenesatte nogle af diktatorernes møder som symboler på de følelsesmæssige bånd mellem både diktatorerne og det italienske og det tyske folk, der havde kæmpet mod hinanden i Første Verdenskrig.

I virkeligheden var billederne af de begejstrede masser, der hyldede deres ledere, konstrueret af begge regimer, der anvendte tvang og terror, men også bestikkelse, for eksempel ved at give folk en fridag, så de kunne deltage i forestillingerne. I den henseende giver bogen en detaljeret analyse af spændingsforholdet mellem propagandaens afbildninger af konsensus om den italiensk-tyske alliance og den mere komplekse virkelighed med fremherskende og stadig stærkere nationale klichéer, som belastede forholdet mellem Mussolini og Hitler. Trods alt det postyr og skuespil, der transformerede forholdet mellem Mussolini og Hitler til en særdeles effektiv selvforstærkende politisk myte for både det hjemlige og det globale publikum, var det splittet gennem hele sin levetid af misforståelser, nogle latterlige scener og en voksende spænding.

Man kan undre sig over, at der ikke er nogen seriøse historikere, der har undersøgt forholdet mellem Mussolini og Hitler til bunds, også selv om forskningen på det seneste har oplevet en ny interesse for andre aspekter af alliancen mellem Italien og Tyskland og et væld af nyudgivelser om de to diktatorer. En milepæl i fortolkningen af forholdet mellem Mussolini og Hitler var F.W. Deakins studie fra 1962 af deres ’brutale venskab’, der fremhævede den afgørende betydning af dette forhold for de politiske og militære beslutninger, der blev truffet af det tyske og det italienske regime under krigen.

Deakins studie byggede på originale italienske og tyske dokumenter, der var blevet beslaglagt af de allierede, men afspejlede også forfatterens interesse for militærhistorie, eftersom fokus lå på de afsluttende år af krigen, fra 1943 til 1945, så Deakins behandling af den vigtige opbygning af forholdet mellem Mussolini og Hitler var begrænset. Som en udfordring af forestillingen om, at Aksemagterne var en komplet fiasko, er der på det seneste begyndt at udkomme en rig og mangeartet litteratur inspireret af transnational historie, som lægger vægt på, at de italiensk-tyske politiske, økonomiske og kulturelle forbindelser blev intensiveret fra slutningen af 1930’erne og skabte et stærkt bilateralt forhold mellem de to fascistiske diktaturer.

Siden Deakin har nogle væsentlige historiografiske og politiske problemstillinger været med til at holde forskere tilbage fra at udforske dette forhold, da historieforskningens primære fokus i 1970’erne ændrede sig fra politisk og diplomatisk historie til socialhistorie og derefter til kulturhistorie i 1990’erne. Men først og fremmest, siden 1990’erne, da holocaust blev omdrejningspunkt for offentlighedens erindringer om Det Tredje Rige, har nogle hævdet, at Nazityskland var en særlig racemæssig stat, der blev holdt sammen af Hitlers karismatiske herredømme, og det kunne ikke med rimelighed sammenlignes med andre diktaturer, herunder det fascistiske Italien eller Sovjetunionen under Stalin.

Hvis mange historikere, der forsker i Nazityskland, generelt er tilbageholdende med at studere Det Tredje Rige i en bredere europæisk kontekst, så er deres kolleger, der arbejder med det fascistiske Italien, endnu mindre begejstrede for at sammenligne andre diktaturer med det fascistiske ventennio. En forklaring lyder, at forestillingen om, at Mussolinis styre var et relativt mildt diktatur, især når man sammenligner det med Det Tredje Riges brutalitet, er væsentlig i den almene erindring om fascismen i Italien.

Selv om mange italienske historikere for længst har forkastet dette problematiske, men karakteristiske synspunkt, bliver det ved med at dominere den brede offentlighed i Italien. Det blev formuleret for første gang af den italienske politiske og intellektuelle elite i slutningen af krigen for at distancere Italien fra enhver forbindelse med Det Tredje Rige.

Renzo De Felice, der har skrevet den mest udførlige biografi om il Duce og måske er efterkrigstidens mest kontroversielle italienske historiker, har også på det skarpeste afvist enhver væsentlig parallel mellem Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland.

De Felice hævder, at Nazityskland var et racediktatur, som alene bar ansvaret for holocaust; og ikke det fascistiske Italien. Derved ignorerede eller nedtonede De Felice omfanget af de italienske grusomheder på Balkan og i Afrika betragteligt.

Tæt forbundet med fortolkningen af det fascistiske Italien som et relativt ’mildt’ regime er også klichéen om ’den gode italiener’ over for ’den onde tysker’. Filippo Focardi har påvist, at efter Mussolinis fald fra magten indgik denne forestilling som en del af den italienske diplomatiske og officielle politiske strategi for at adskille Italien fra Nazityskland og benægte Italiens medansvar for krigen; dette skyldes nok ikke mindst den fortsatte tilstedeværelse af den politiske elite i Italien, der havde tjent under det fascistiske regime. De allierede sejrsmagter gav også den slags synspunkter liv. Dette skyldtes til dels, at briterne og amerikanerne ønskede at holde Italien ude af kommunististernes hænder, men også, at Sovjetunionen ønskede at legitimere det italienske kommunistiske parti inden for det italienske valgsystem.

Fællesnævneren for denne version af historien var, at Aksen mellem Italien og Tyskland havde været produktet af rænkespil mellem den magthungrende Mussolini og den tyranniske Hitler. Derfor modsatte langt hovedparten af italienerne sig fascismen, hed det sig – selv om de ikke gjorde modstand – især mellem 1943 og 1945, i stærk kontrast til den tyske befolkning, som blindt fulgte Hitler indtil 1945.

Sådanne synspunkter, omend ekstremt ensidige, påvirker en god del af, hvad der er blevet skrevet i Italien om de fascistisk-nazistiske forbindelser, selv om mange historikere, herunder også Davide Rodogno, har understreget, at fascismens Italien også kæmpede en utrolig brutal og hensynsløs krig, der ofte, som for eksempel i forbindelse med brugen af giftgas i Afrika, mindede om folkedrab – men aldrig i samme omfang som tyskerne.

At fortælle historien om forholdet mellem Mussolini og Hitler udelukkende på basis af italienske og tyske kilder kan sammenlignes med at betragte en dal i et landskab udelukkende fra den ene ende. For forholdet mellem Mussolini og Hitler, det stærkeste symbol på de italiensk-tyske forbindelser, var et produkt af udenrigspolitiske spændinger i mellemkrigstiden, ikke kun af ideologiske paralleller mellem fascisme og nazisme. Jeg inddrager også diplomatiske og mediemæssige kilder fra de vestlige stormagter – det vil sige Frankrig, Storbritannien og USA – for at kunne placere min historie om forholdet mellem Mussolini og Hitler i en bredere international kontekst.

Svarende til de politiske, sociale og kulturelle synsvinkler, jeg anvender i denne bog, bruger jeg en bred vifte af kilder. Færdiggørelse af den nye officielle udgave af italienske diplomatiske dokumenter fra den fascistiske periode har i høj grad fremmet mit arbejde, selv om jeg er opmærksom på de potentielle politiske skævheder, der kan ligge i sammenstillingen af disse og andre kildeudgaver, inklusive Mussolinis Opera Omnia, der blev udgivet efter 1945 af de forhenværende fascistiske brødre Susmel. Det er årsagen til, at jeg har tilbragt meget tid i de tyske, britiske og italienske regeringers og udenrigsministeriers arkiver for at udfylde huller, supplere de officielle udgaver med optegnelser fra ambassaderne i Rom og Berlin, diplomaters erindringer og andet materiale.

Jeg anvender desuden kilder, der i relation til mit fokus ikke er blevet fuldt udnyttet hidtil, for eksempel dokumenter fra propagandaministerierne, pamfletter, fotografier og de senest udgivne dagbøger af Det Tredje Riges propagandaminister Joseph Goebbels, som giver et enestående perspektiv på Hitlers skiftende holdninger til Mussolini.

I fraværet af en tilfredsstillende kritisk udgave af dagbøgerne efter Galeazzo Ciano, Mussolinis svigersøn og udenrigsminister fra 1936 til 1943, har jeg trukket på den italienske udgave, der kommer tættest på de originale dagbøger.

Jeg har desuden undersøgt korrespondancen mellem Mussolini og Hitler, som, skønt den udgør en afgørende del af konstruktionen af sammenhold og venskab, aldrig er blevet offentliggjort samlet og i sin helhed, hvilket måske afspejler diplomatihistorikeres manglende interesse for de tilsyneladende banale personlige aspekter ved forholdet mellem de to mænd.

For eksempel var fødselsdagstelegrammer fra den ene leder til den anden og Hitlers regelmæssige telegrammer til Mussolini på årsdagen for Marchen mod Rom ikke irrelevante skriblerier, men særdeles symbolske udvekslinger, som demonstrerer, i hvor høj grad begge ledere var optaget af at give tydeligt udtryk for deres gensidige respekt. Denne bog fortæller historien om forholdet mellem Mussolini og Hitler fra dets begyndelse i kølvandet på Første Verdenskrig til begge lederes undergang og død i 1945.

Strategiske årsager fik Mussolini til at tilbyde Hitler taktisk støtte efter nazistpartiets gennembrud i 1930 ved valget til Rigsdagen. Hitler havde længe higet efter et møde med il Duce, da han først var kommet til magten, og i 1934 fløj han til Venedig på sin første udenlandsrejse som rigskansler. Der var nagende spændinger mellem de to lande, ikke mindst med hensyn til de krav nazisterne gjorde på Østrig, hvis uafhængighed blev garanteret af Italien.

I forbindelse med krigen i Etiopien i 1935 og 1936 og Den Spanske Borgerkrig voksede forholdet mellem Mussolini og Hitler sig stærkere. Trods il Duces proklamation af Aksen i november 1936 som en konkurrerende front mod Frankrig og Storbritanniens påståede overherredømme, var hverken Italien eller Tyskland fuldt engageret i forholdet; dette rejser spørgsmålet, hvor afgørende ideologien var for at knytte de to lande sammen. Mussolinis besøg i Tyskland i september 1937 og Hitlers besøg i Italien i 1938 var magtfulde demonstrationer af sammenhold og venskab, men i kulisserne lurede diplomatiske spændinger.

I de måneder, der gik forud for udbruddet af Anden Verdenskrig, blev forholdet mellem Mussolini og Hitler sat på prøve. Ved München-konferencen i 1938 præsenterede de to mænd sig for første gang som et diktatorpar, for hvem det var lykkedes at udfordre den europæiske orden. Ikke desto mindre, og til Hitlers store vrede, nægtede Mussolini og den italienske politiske elite at træde ind i krigen på Tysklands side i september 1939.

Snart måtte Tyskland hjælpe Italien ud af problemerne på Balkan og i Nordafrika. Møderne mellem Mussolini og Hitler blev en rutine, der havde til formål at holde opvisningen af sammenhold og venskab mellem Aksemagterne kørende. Efterhånden som Italien blev mere og mere afhængig af Tyskland, begyndte både den politiske elite og almindelige mennesker i Italien at sætte spørgsmålstegn ved Mussolinis autoritet. Og i juli 1943, efter en stribe militære nederlag, satte en koalition af fascister og nationalkonservative ham fra magten.

Efter il Duces nederlag forværredes relationerne mellem Italien og Tyskland dramatisk og førte til den tyske besættelse af den nordlige og den centrale del af halvøen. Forholdet mellem de to diktatorer, der opererede på mellemmenneskelige, folkelige og internationale niveauer, medvirkede til at sammensvejse den skæbnesvangre alliance mellem fascisme og nazisme under Anden Verdenskrig.

Sammenfletningerne og udvekslingerne mellem det fascistiske Italien og det nazistiske Tyskland kom til at ændre det 20. århundredes europæiske historie. Alliancen mellem de to mænd førte til hidtil uset tilintetgørelse og altomfattende krigsførelse. De ekstraordinære foranstaltninger, der var årsagen til, at forholdet opstod, opererede og i sidste ende kollapsede, er emnet for de følgende sider.

De to diktatorer på Klessheim­slottet i april 1943, omgivet af fotografer og filmhold. Billedet illustrerer, hvordan møderne mellem de to mænd var blevet en rutine, og hvordan forholdet mellem Mussolini og Hitler konstant blev iscenesat.