Prøv avisen
Boguddrag

Da Dalai Lama og Desmond Tutu mødtes for at le af sig selv, hinanden og livets alvor

Foto: Kristeligt Dagblads Forlag

Glæde er noget, man skal dyrke. Sådan lyder et af budskaberne i "Glædens bog", som er blevet til på baggrund af en uges samtale mellem Tibets åndelige leder Dalai Lama og ærkebiskop emeritus Desmond Tutu

I april 2015 tilbragte Tibets åndelige leder Dalai Lama og ærkebiskop emeritus Desmond Tutu en uge sammen med forfatteren Douglas Abrams (fortælleren i nedenstående) for at tale om glæde. Samtalerne har affødt "Glædens bog - fang lykken i en turbulent verden". Læs et uddrag fra bogen her

Latter og godt humør er meget bedre
Et af de mest overraskende aspekter ved ugen var, hvor meget af tiden vi lo. Til tider syntes Dalai Lama og ærkebiskoppen at være lige så meget en komikerduo som to ærværdige spirituelle lærere. Det er deres evne til at lave sjov og le og gøre grin med almindelig fromhed, der så herligt krænker forventningen. Når en Dalai Lama og en ærkebiskop kommer ind på en bar, forventer man ikke, at det er dem, der river vittigheder af sig. Efter at have arbejdet med mange åndelige ledere er jeg fristet til at se latter og humoristisk sans som en universel målestok for åndelig udvikling. Ærkebiskoppen og Dalai Lama var absolut øverst på den liste, og fænomener som humbug, status, uretfærdighed og ondskab blev alle spiddet med humorens magt. Dem og alle omkring dem kunne man ugen igennem konstant høre skraldgrine, klukke, fnise og klaske sig på låret af grin – ind imellem øjeblikke med dybsindighed og andægtighed. Ofte var deres reaktion på et emne at le, uanset hvor smerteligt det kunne synes.

Det var tydeligt, at humor var central for deres livsglæde, men hvorfor var latter så vigtig?

“Jeg arbejdede engang med en mexicansk shaman,” sagde jeg som introduktion til emnet. “Han sagde, at latter og gråd er det samme – latter føles bare bedre. Det er tydeligt, at latter er vigtig for ens livskvalitet. Og ærkebiskoppen sagde jo netop, at Hans Hellighed ler ad noget, der normalt ville give bekymringer.”

“Det er rigtigt. Det er rigtigt.”

“Kan du fortælle os noget om latterens og humorens rolle for dyrkelsen af glæden?”

“Der skal helst ikke være for megen alvor,” svarede Dalai Lama. “Latter og godt humør er meget bedre. Så kan vi være fuldstændig afslappede. Jeg mødte nogle forskere i Japan, og de forklarede, at helhjertet latter – ikke kunstig latter – er meget godt for ens hjerte og ens helbred generelt.” Da han sagde latter, lod han, som om han smilede, og han fremtvang en latter. Han fremhævede forbindelsen mellem helhjertet latter og et varmt hjerte, hvilket han allerede havde sagt var nøglen til lykke.

Man siger, at latter er den mest direkte vej mellem to mennesker, og Dalai Lama og ærkebiskoppen bruger i hvert fald humor til at nedbryde de sociale barrierer, som adskiller os. Kan det undre, at man må have sans for ydmyghed, hvis man skal kunne le ad sig selv, og at det at le ad sig selv minder os om vores fælles menneskelighed?

“Jeg tror, at videnskaben har ret,” sagde Dalai Lama. “Mennesker, der altid ler, har sans for løssluppenhed og velvære. De har mindre risiko for at få et hjerteanfald end folk, der er meget alvorlige, og som har svært ved at etablere kontakt med andre mennesker. Alvorlige mennesker er virkelig i farezonen.”

“Hjemme opdagede vi …” tilføjede ærkebiskoppen og så tankefuldt ned ved erindringen om den smertelige tid, at “når vi begravede mennesker, der var blevet dræbt af politiet, kom der hundredvis for at deltage i begravelsen. Det var undtagelsestilstand – man havde ikke lov til at forsamles – så begravelserne blev til politiske møder. Vi opdagede, at en af de måder, hvorpå vi bedst kunne hjælpe folk til at kanalisere deres energi i en positiv retning, var latter. At fortælle vittigheder, også på vores egen bekostning, gjorde underværker for moralen. Nogle af de ting, der foregik, var jo bare så grufulde. Da jeg fortalte om Chris Hani i går, hjalp humoren til at opløse en meget, meget anspændt situation. Det hjælper at fortælle historier, som får folk til at le og især le ad sig selv.

Folk var virkelig vrede, og politiet stod tæt på – det var en eksplosiv situation. Det kunne nemt være gået galt. Mit arsenal, hvis man kan kalde det sådan, var næsten altid humor og især selvironi.

Vi kom engang til et township lige uden for Johannesburg, hvor apartheidstyret havde udstyret en gruppe med våben, og de havde dræbt ikke så få mennesker. Vi afholdt et møde for biskopper i nærheden, og jeg var en af dem, der ledte begravelsen af ofrene for massakren. Folk var naturligvis meget vrede, og jeg kom i tanke om en historie om, hvordan Gud ved skabelsen formede os af ler og derefter lagde os ind i en ovn, sådan som man gør med mursten. Gud lagde en portion ind i ovnen; men han blev derefter travlt optaget af andre ting og glemte dem. Da han efter nogen tid kom i tanke om dem, skyndte han sig hen til ovnen, hvor de alle var blevet brændt til slagger. Det siges, at det var sådan, vi sorte mennesker blev til. Alle lo lidt. Og så sagde jeg: Dernæst lagde Gud endnu en portion i ovnen, men denne gang var han nervøs og åbnede ovnen for tidligt, og da hans anden portion kom ud, havde den fået for lidt. Og sådan blev hvide mennesker til.” Ærkebiskoppen sluttede fortællingen med et lille kluk og derefter sin hjertelige latter, der kravler op ad flagstangen og ned igen.

“Vi har tendens til at puste os selv op, fordi de fleste af os har en ringe forestilling om vores eget jeg. Når man er i en situation som den i Sydafrika, hvor man bliver udsat for diskrimination, er det meget let at miste sit selvværd, og humor synes at gøre noget for folk. Humoren gjorde i hvert fald én god ting: Den tog luften ud af en meget anspændt situation.”

Ærkebiskoppen havde besøgt Rwanda efter folkedrabet og blev bedt om at tale til hutuerne og tutsierne. Hvordan taler man om et sår, der stadig er åbent i folkets sjæl? Ærkebiskoppens løsning var – som så ofte – at tale sandhed til magten gennem humor. Han begyndte at fortælle en historie om folket med de store næser og folket med de små næser, og hvordan folket med de store næser udelukkede folket med de små næser. Tilhørerne lo, og mens de lo, kunne de pludselig se, hvad han talte om: Hvor latterlige fordomme og had er, uanset om det var i hans land eller deres. Humor var, som han sagde, et meget magtfuldt våben.

ANNONCE: Køb bogen her 

Dalai Lama besøgte Belfast i Nordirland efter de borgerkrigslignende uroligheder. Han var inviteret til at deltage i et privat møde, hvor voldens ofre og gerningsmænd var til stede. Atmosfæren var meget anspændt, og lidelsen var næsten til at tage og føle på i luften. Da mødet begyndte, fortalte en protestantisk tidligere militant person, at da han voksede op, fik han af andre loyalister at vide, at det, som de gjorde mod katolikkerne, var retfærdiggjort af, at Jesus var protestant og ikke katolik. Dalai Lama, der naturligvis vidste, at Jesus var jøde, lo så kraftigt, at det fuldstændigt ændrede atmosfæren. Når vi kan le ad det absurde i vores fordomme og had, er alle i stand til at kommunikere mere ærligt og medfølende med hinanden.

“Det er en meget stor hjælp,” fortsatte ærkebiskoppen, “når vi lærer at tage os selv en smule mindre alvorligt og kan se det latterlige i os selv. Det var en hjælp for mig at komme fra en familie, hvor man kunne gøre grin med hinanden og elskede at påpege det latterlige, især når nogen var lidt hovski-snovski. Vi kunne punktere hinandens indbildskhed.

Der er selvfølgelig ikke noget at grine ad, hvis man ikke ved, hvor ens næste måltid skal komme fra. Der er ikke noget at grine ad, når man står op om morgenen og ikke har et job. Ikke desto mindre var det den slags mennesker, der ofte kom til de politiske møder, til begravelserne. Det var sådanne mennesker, der var i stand til at le ad sig selv. Og så ville det være mindre ondskabsfuldt, når de lo ad andre. De hørte ikke nødvendigvis til Guds bedste børn, men de kunne le ad livet i al dets grusomhed og uvished. Humor er virkelig et forsonende træk.

Jeg har fået god hjælp af min hustru, Leah, som var meget – er meget – god til at holde mig ydmyg. Engang vi var ude at køre, lagde jeg mærke til, at hun virkede lidt mere selvtilfreds, end hun normalt er. Da jeg igen rettede blikket mod bilen foran os, så jeg et klistermærke på bilens kofanger med teksten: En kvinde, der ønsker at være på lige fod med en mand, har ingen ambition.”

“Ærkebiskop,” sagde jeg. “Humor kan også være meget grusom, men som jeg har set gennem årene, drejer din humor sig om at bringe mennesker sammen, ikke at adskille dem eller at ydmyge nogen. Måske lige med undtagelse af Dalai Lama. Men det meste af tiden drejer det sig om at forene. Kan du fortælle os lidt mere om de måder, hvorpå humor kan bringe os sammen og vise os, at vi alle er latterlige?”

“Hvis man ønsker at bringe mennesker sammen, sker det ikke ved at være sarkastisk over for dem. Det er rigtig godt at kunne se det latterlige i os alle sammen. Jeg tror, vi dermed kan se vores fælles menneskelighed.

Egentlig tror jeg, det drejer sig om at kunne le ad sig selv og lade være med at tage sig selv så alvorligt. Der er ikke tale om den slags humor, som nedgør og ydmyger andre og fremhæver en selv. Det drejer sig om at bringe folk sammen på et fælles grundlag.

Det kan for eksempel ske, hvis du kan le ad dig selv og få andre til at le ad dig, uden at de føler sig skyldige over at le ad dig. Den humor, som ikke ydmyger nogen, er en invitation til andre om at deltage i latteren. Selv om de ler ad dig, deltager de i en latter sammen med dig, der føles sund.”

“Når du og Dalai Lama driller hinanden,” tilføjede jeg, “føles det ikke på nogen måde nedværdigende.”

“Ja, Dalai Lama og jeg driller hinanden, men det er et udtryk for tillid i vores forhold. Det er et tegn på, at der er et stort reservoir af velvilje, og at du i virkeligheden siger: ‘Jeg stoler på dig. Og du stoler på mig, og jeg ved, at du ikke vil mig noget ondt eller blive fornærmet.’

Men når vi er tilbøjelige til at nedgøre hinanden, er det, fordi vi også er usikre på os selv, og vi mener, at vi bedst viser, hvem vi er, ved at ydmyge den anden, hvorimod en kærlig humor siger: ‘Kom og stil dig ved siden af mig og lad os sammen le ad mig.’ Det forklejner ikke nogen af os, tværtimod bliver det muligt for os at erkende og le ad vores fælles menneskelighed, ad vores fælles sårbarhed, vores fælles skrøbelighed. Livet er jo hårdt, og med latter kan vi komme overens med alt det ironiske, grusomme og uvisse, vi møder.”

Den videnskabelige forskning i humor er ret begrænset, men det ser dog ud til, at latteren og humoren har en evolutionær rolle at spille for at klare frygten og nervøsiteten i forbindelse med det ukendte. Vittigheder er jo netop morsomme, fordi de bryder med vores forventninger og hjælper os til at acceptere, hvad vi ikke ventede. Andre mennesker er en af de største kilder til usikkerhed i vores liv, så det er måske ikke så overraskende, at megen humor bruges på at klare og bearbejde disse møder. Ærkebiskoppen og Dalai Lama er mestre i at bruge humor til at skabe kontakt, når de møder andre mennesker.

Det er måske en af grundene til, at deres tid sammen var så fyldt med latter. Bortset fra den glæde, de følte ved at være sammen, var det en enestående og nok også usikker oplevelse at skulle tilbringe en uge sammen i Dharamsala. De havde kun mødtes en fem-seks gange før, og det drejede sig i det store og hele om korte og formelle arrangementer. Globale ledere har en stramt tilrettelagt tidsplan, og deres samvær er nøje programmeret, så de har yderst sjældent mulighed for at spøge med og lave grin med hinanden.

“Hvad siger du til mennesker,” spurgte jeg ærkebiskoppen, “der påstår, at de ikke er morsomme, eller at de ikke har humoristisk sans?”

“Jeg tror, at mange mennesker mener, at de bør være alvorstunge, fordi det giver dem værdighed, og de føler, at der er større sandsynlighed for, at de vil blive respekteret, hvis de er alvorlige. Men jeg tror fuldt og fast, at en af måderne at komme ind i folks hjerter på, er at kunne få dem til at le. Hvis du kan le ad dig selv, ved alle, at du ikke er opblæst. Desuden slår man jo ikke en ned, der slår sig selv ned. Du vil jo nok ikke tæve en, hvis han allerede har tævet sig selv.

Jeg vågnede ikke op morsom i morges. Det er noget, man kan dyrke. Ligesom alt andet er det en færdighed. Og ja, det hjælper, hvis man har tilbøjelighed til det, og især hvis man kan le ad sig selv; så lær at le ad dig selv. Det er det bedste sted at begynde. Det drejer sig om ydmyghed. Le ad dig selv, og vær ikke så selvhøjtidelig og alvorlig. Hvis du begynder at lede efter humoren i livet, vil du finde den. Du vil holde op med at spørge: ‘Hvorfor mig?’ og begynde at forstå, at livet er noget, der sker for os alle. Det gør alting lettere – også din evne til at acceptere andre og acceptere alt, hvad livet medfører.”

ANNONCE: Køb bogen her 

Foto: Kristeligt Dagblads Forlag
Foto: Kristeligt Dagblads Forlag Foto: OHHDL