Klog på kroppen: Det fantastiske, beåndede stykke kød

Begær, Sex, Elskov, Nydelse, Kærlighed, Par, Nøgen, Kvinder, Mænd, Hænder,

Læs et kapitel fra bogen "I skønneste uorden" af Christian Graugaard, professor i sexologi ved Aalborg Universitet. Foto: CHRISTIAN HJORTH GONZALES

Vores krop er identisk med alle andre menneskers kroppe og alligevel et uvurderligt unika, fordi dens betydning varierer fra person til person, fra verdensdel til verdensdel, fra én historisk epoke til en anden. Sexolog Christian Graugaard reflekterer over kroppen

LAD OS et øjeblik dvæle ved kroppen, dette sært beåndede stykke kød, dette vanvittigt avancerede organiske maskineri, som ikke alene får billioner af cellers stofskifter til at svinge i takt, men også besidder den unikke evne til at reflektere over sig selv og sin omverden.

Til at drømme, længes, fantasere, forstå og fortolke. For slet ikke at tale om selve gådernes gåde: At to celler kan blive til ti tusind milliarder, at et to nanometer langt DNA-molekyle med et haiku-alfabet af blot fire bogstaver kan rumme arkitekttegningen til hele dette overdådige gotiske slot med hanebjælker og bindingsværk og svalegange og gesimser og balsale og spisekamre og spraglede tapeter og rindende vand og fyr og faldstamme og elektricitet og rørpost og telefoner og intranet og ventilationsblæsere og svimlende udsigtstårne og afgrundsdybe krybekældre fyldt med årtusinders støvede glemsel. 

Eller: At kvintilliarder og atter kvintilliarder af komplekse molekyler kan kommunikere med hinanden, at ét atom byttet ud med et andet eller drejet en tusindedel omgang om sin egen akse kan få tagspærene til at knage eller huset til ligefrem at styrte sammen under vægten af sig selv.

At det hele kan forekomme så henkastet selvfølgeligt, når det er så ubegribeligt indviklet – og at man først får færden af storheden, den dag den omsider går itu. Vi taler om et stykke natur, som uafladeligt skaber kultur. Om noget levende, som med sikkerhed skal dø. Og noget dødt, som klumper sig sammen og bliver til liv.   

Det handler om menneskets krop – eller for nu at sige det så enkelt, som det i virkeligheden er: om mennesket. For ikke alene har vi en krop, vi er en krop. Vi er samtlige 200.000 milliarder nerveforbindelser, 100.000 kilometer blodbane, 10.000 milliarder celler, 451 skeletmuskler, 207 knogler, 46 kromosomer, fem liter blod, to arme, to ben, et hoved, en torso, en bug, et dinglende eller fiffigt tilbagetrukket køn. Vi er tyktarmens mørke og nethindens glimtvise lys.

Vi er furerne i hænder og fødder og hypofysens lille hormon-ur. Vi er de snoede og foldede proteiner holdt sammen med broer af brint. Vi er sukkerstofferne og fedtdråberne og kernesyrerne. Vi er ilt og brint og natrium og kvælstof og fosfor og svovl og jern og jod og mangan og selen og kalium og kalcium og klor. Nøgternt betragtet består vi af fem, seks, syv spande vand tilsat en smule ilt, kul og salt. Og vi skulper, når vi rumsterer i verden – vi bløder og snøfter og savler og pisser og menstruerer og spermer og sveder og flæber.

Vi afsætter spor overalt, hvor vi kommer, vi taber vores hud flage for flage, lag for lag, vi efterlader hår og skæl og tårer, vi efterlader kussesaft i dynetøjet og fedtede fingeraftryk i busserne, vi efterlader stumper af os selv på dørhåndtag og på bagsiden af kulørte frimærker.

Vores krop er identisk med alle andre menneskers kroppe og alligevel et uvurderligt unika, fordi dens betydning varierer fra person til person, fra verdensdel til verdensdel, fra én historisk epoke til en anden. Kroppen er forudsigelig som det fineste urværk, men også hemmelighedsfuld og spækket med gåder. Dens kemi kan kortlægges i en petriskål, dens tekstur studeres under et mikroskop, og dog har den gennem hele menneskets eksistens været en uudtømmelig kilde til overraskelser og livsbekræftende undren.

Biologisk set har kroppen ikke ændret sig nævneværdigt i årtusinder, men alligevel er dens væsentligste kodeord foranderlighed. Fordi vi har så veludviklede hjerner, at vi er i stand til at fortælle historier om os selv. Reflektere over os selv. Iscenesætte os selv. Konstruere mening, sammenhæng og fællesskab. Drømme. Vi er udstyret med den mest blærede biologiske hardware, men uden kulturel software er mennesket slet ikke menneske. Det er evnen til at forstå os selv og hinanden i verden, som gør os særlige. Rent fysiologisk kan giraffer og blåhvaler sagtens hamle op med os, men der findes mig bekendt ingen andre dyr, som har udtænkt symfonier og måneraketter og kærlighedssonetter og swingerklubber og skilsmisseadvokater og lynlåse. Kroppen er et vilkår og en rebus. Den er triviel og indlysende mirakuløs. Det er med kroppen, vi lever. Og oplever.

OG SÅ er der naturligvis det mest fantastiske og mærkværdige, det mest indviklede og besværlige af alle organismens blærede knaldeffekter: Kønsorganerne, som gennem årtusinder har optrådt i flere drømme og i flere mareridt end alle kroppens øvrige organer tilsammen, som har rumsteret stolt og nervøst i mytologien, i religionen, i filosofien, i kunsten, i sproget, i videnskaben, i menneskers fortolkning af sig selv og hinanden i verden. Kønsorganerne er kroppen, når den er allermest konkret, og når den taler allermest udenom. Når den leger slagterforretning og hakker flæsk, og når den drømmer sig bort og fordufter i fjerne intergalaktiske tåger. Kønsorganerne er kroppen på toppen, den bundløse krop, der breder sig som et morderisk farvand og smalner ind mod sit eget nulpunkt, sit sidste sorte hul.   

Tænk blot på de utrolige fysiologiske fakta: At kønskirtlen allerede i fosterlivet afgiver tårnhøje mængder af hormon, så hunkøn og hankøn lægges til rette i deres tusindkantede biologiske forme. Eller at selv sammen kirtel kan producere potentielle nye mennesker ved hjælp af celler så små, at de får støvkorn og væggelus til at syne enorme.

Tænk på, hvordan kønsorganerne svulmer og siver og skyder i vejret og går over deres bredder, og hvordan de i selskab med sig selv og hinanden kan frembringe oplevelser og nedture, underlighed og inderlighed, som næppe overgås af noget andet menneskeligt fænomen. Og så er jeg ikke engang begyndt at tale om kønsorganernes forunderlige og foranderlige kulturhistorie – deres omskiftelige håndtering fra oldtidens fallosdyrkelse over kristendommens pakkeløsning af sex, ægteskab og forplantning til moderniteten, hvor folk flyttede til byerne, og kønnet og kroppen og kærligheden flyttede med, og alle var ukendte for hinanden og gik rundt mellem omnibusser og elektriske lygtepæle og gjorde sig til for anonyme fremmede i boulevardernes trængsel.

Hvor lykken ventede lige om hjørnet, hvor skøgerne hang flabede i vindueskarmene, hvor børnelokkere lå på lur i hver en kælderhals, og homofile gentlemen trak et eksotiske kølvand af cigaretrøg og kølnervand gennem Café Berninas fløjlsbeklædte salon. Hvor hvem som helst hver eneste dag var tilsagt til erotisk topmøde i metropolens maniske heksekedel. Og videre frem til vor egen tids seksualiserede by- og medielandskaber, hvor lysten og forplantningen efter årtusinders tvangsægteskab er gået hver til sit, så man ikke alene kan dyrke sex uden at få børn, men gudhjælpemig også få børn uden at dyrke sex. Jo jo, kønsorganerne kan tage pusten fra enhver, og seksualiteten er en eksistentiel, spirituel og kulturel forvandlingskugle af de allerstørste. En historiefortæller. En meningsskaber. En virkelighedsfabrik. En hemmelighedskræmmer. En stor og gnistrende drømmeautomat.

Kønsorganerne, lysten, liderligheden og begæret hører til menneskekroppens mest usandsynlige overskudsfænomener og er en smuk påmindelse om tilværelsens indbyggede mangfoldighed – en mangfoldighed, som så at sige bor i kroppen, uanset hvad vissenpinde og dogmatikere af enhver tænkelig skuffe måtte forsøge at bilde os ind. Vi er bygget til at kunne uendeligt meget, og kønsorganerne er en daglig bekræftelse af organismens mysterier og uudtømmelige lager af nervepirrende overraskelser. Vi er og bliver en celleklump med følelser og fantasi. En gåde på frierfødder. 

Vi er ufatteligt heldige at være i live (så længe det varer), og vi er ufatteligt heldige at have en krop, som rummer uforudsigelighed nok til livslang undren. Vi har en orgasme, som ingen forstår, vi har et køn og en pik og en klitoris og et røvhul og en adræt tunge og et par legesyge brystvorter og to dinglende nossekugler og en hud, som kilder fra øreflip til lilletå, og en navle at gemme os i og et sanseapparat at beruse os ved og en hjerne at forstå og forvirres med og hormoner og blodkar og elektriske impulser og hår, der gror ud og falder af, og en stemme og ti fingre og to flade fodsåler og en stabel af ryghvirvler, som trækker os i langdrag, og knogler og sener og muskler nok til at holde hele molevitten nogenlunde på plads. Vi er så heldige, at det næsten er løgn. Men knib dig selv i armen. Det er sandt.

Kilde: Christian Graugaard. I skønneste uorden. Tekster 1985-2017. Rævens Sorte Bibliotek.