Prøv avisen
Boguddrag

Anerkendt historiker: Silkevejenes historie ventede bare på at blive genopdaget

Peter Frankopan er helt bidt af Østen og områderne omkring Silkevejen. I hans nye bog "Silkevejene", fortæller han, hvordan interessen for regionen blev vakt. Læs et uddrag her. Foto: Kristeligt Dagblads forlag

Da den britiske historiker Peter Frankopan var en knægt på 14 år, forærede hans forældre ham en bog, som fik afgørende betydning. Da han læste bogen, gik det pludselig op for ham, at de regioner, man ikke hørte noget om i historieundervisningen var blevet kvalt af historien om Europas opstigning. Læs et uddrag fra hans internationale bestseller "Silkevejene" her

Som barn havde jeg et stort verdenskort, der var en af mine kæreste ejendele. Det hang på væggen ved min seng, sat op med tegnestifter, og hver aften før jeg faldt i søvn, lå jeg og kiggede på det. I løbet af kort tid havde jeg indprentet mig alle landenes navne og steder, jeg vidste, hvad hovedstæderne hed, jeg kendte navnene på have og floder, på større bjergkæder og ørkener, der stod skrevet med kursiv og lokkede med eventyr og farer.

ANNONCE: Køb bogen her 

Som teenager var jeg irriteret over skolens ubarmhjertigt snævre geografiske fokus, som udelukkende koncentrerede sig om Vesteuropa og USA og stort set ikke berørte resten af verden. Vi lærte om romerne i England, normannernes erobring i 1066, Henrik 8. og slægten Tudor, Den Amerikanske Uafhængighedskrig, Victoriatidens industrialisering, slaget ved Somme samt Nazitysklands vej til magten og fald. Jeg vendte hele tiden tilbage til mit kort og fandt ufattelig store dele af verden, som blot blev forbigået i tavshed.

Da jeg fyldte 14 år, forærede mine forældre mig en bog af antropologen Eric Wolf, som virkelig satte noget i gang i mig. Ifølge den vedtagne og træge civilisationshistorie, skrev Wolf, ”fremkaldte det antikke Grækenland Rom, Rom fremkaldte det kristne Europa, det kristne Europa fremkaldte renæssancen, renæssancen fremkaldte oplysningstiden, oplysningstiden fremkaldte politisk demokrati og den industrielle revolution.

Industrien i kombination med demokratiet frembragte så USA, som personificerede retten til livet, til friheden og til at stræbe efter lykken”. Jeg forstod med det samme, at det var lige nøjagtig den historie, jeg var blevet fortalt: mantraet om Vestens politiske, kulturelle og moralske triumf. Men det var en ufuldstændig fortælling; historien kunne også betragtes fra andre perspektiver – perspektiver, som ikke indebar, at man betragtede fortiden ud fra sejrherrens synsvinkel i den nyeste historie.

Fra da af var jeg fanget. Det gik pludselig op for mig, at de regioner, vi ikke hørte noget om i undervisningen, var gået tabt, kvalt af historien om Europas opstigning, som vi blev stopfodret med. Jeg plagede min far om at få lov at se Mappa Mundi fra Hereford; verdenskortet, der havde Jerusalem som fokus og centrum, mens England og andre vestlige lande var anbragt ude i den ene side, nærmest uden betydning.

Da jeg læste om arabiske geografer, hvis værker var ledsaget af kort, som syntes at vende på hovedet og placerede Det Kaspiske Hav i centrum, var jeg fascineret – som jeg også var det, da jeg hørte om et vigtigt middelalderligt tyrkisk kort i Istanbul, der havde en by ved navn Balasaghun som centrum. Den havde jeg aldrig hørt om, den figurerede ikke på nogen kort, og dens præcise beliggenhed var usikker indtil for nylig – ikke desto mindre blev den engang opfattet som verdens centrum.

Jeg ville vide mere om Rusland og Centralasien, om Persien og Mesopotamien. Jeg ville forstå baggrunden for kristendommens opståen fra et asiatisk perspektiv og ville vide, hvordan korstogene blev oplevet af dem, der boede i middelalderens store byer – for eksempel Konstantinopel, Jerusalem, Bagdad og Kairo. Jeg ville lære om Østens store riger, om mongolerne og deres erobringer, og forstå, hvordan to verdenskrige så ud, når man ikke betragtede dem fra Flandern eller Østfronten, men fra Afghanistan og Indien.

Derfor var det utrolig heldigt, at jeg fik mulighed for at lære russisk i skolen. Min lærer var Dick Haddon, en fremragende mand, der havde arbejdet i fladens efterretningstjeneste og mente, at den bedste indgang til at forstå russisk sprog og sjal, dusja, var at studere landets fantastiske litteratur og folkemusik.

Endnu heldigere var det, at han tilbød timer i arabisk til dem, der var interesserede. Han introducerede en lille gruppe af os for islamisk kultur og historie og fik os dermed til at dykke ned i den skønhed, der findes i klassisk arabisk. Disse sprog åbnede dørene til en verden, der ventede på at blive opdaget eller – som jeg snart skulle forstå – blive genopdaget af os i Vesten.

I dag har mange travlt med at vurdere, hvad Kinas voldsomme økonomiske vakst kommer til at betyde, hvor efterspørgslen pa luksusvarer menes at ville blive firdoblet i det kommende arti, eller hvad der vil ske af sociale forandringer i Indien, hvor flere mennesker har adgang til en mobiltelefon end til toilet med trak og slip. Men ingen af delene er noget godt udgangspunkt for at udforske verdens fortid eller fremtid. Den store region, der lå mellem øst og vest, og som forbandt Europa med Stillehavet, var i virkeligheden gennem årtusinder den akse, hvorom kloden drejede sig.

En placering midt mellem øst og vest, fra det østlige Middelhav og Sortehavet til Himalaya, virker måske ikke som den mest fordelagtige position til en bedømmelse af verden. Det er en region, der i nutiden er hjemsted for flere stater, der vækker tanker i os om noget eksotisk og fjernt, som Kasakhstan og Usbekistan, Kirgisistan og Turkmenistan, Tadsjikistan og landene omkring Kaukasus; det er en region, der bliver associeret med ustabile, voldelige regimer, som udgør en trussel mod den internationale sikkerhed såsom Afghanistan, Iran, Irak og Syrien, eller lande, der ikke scorer højt på listen over best practice-demokratier, som Rusland og Aserbajdsjan.

Stort set virker det som en region med en række fejlslagne eller svigtende stater, anført af diktatorer, der vinder urealistisk store flertal ved nationale valg, og hvis familie og venner kontrollerer omsiggribende forretningsinteresser, ejer betydelige formuer og udøver politisk magt. Det er steder, hvor menneskerettighederne har det svært, hvor ytringsfriheden i forhold til tro, samvittighed og seksualitet er begrænset, og hvor regeringerne dikterer, hvad medierne må skrive om, og hvad de ikke må skrive om.

Disse lande forekommer os måske uciviliserede, men de er ikke ravnekroge eller obskure ødemarker. I virkeligheden er broen mellem øst og vest selve civilisationens skæringspunkt. Disse lande ligger slet ikke i periferien af verdenspolitikken, men tværtimod lige i centrum af den – som de har gjort det siden de ældste historiske tider.

Det var her, civilisationen blev født, og hvor mange mente, at menneskeheden blev skabt – i Edens Have, ”Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden”, som der herskede bred enighed om var lokaliseret til de frugtbare jorder mellem Eufrat og Tigris.

På dette forbindelsessted mellem øst og vest blev der for næsten 5000 år siden grundlagt store metropoler. Byerne Harappa og Mohenjodaro i Indusdalen var oldtidens vidundere, med befolkninger, der kunne tælles i titusindvis, og gader, der var forbundet med avancerede kloaksystemer, hvis lige ikke fandtes i Europa i tusindvis af år. Andre store civilisationscentre som Babylon, Ninive, Uruk og Akkad i Mesopotamien var berømte for deres pragt og arkitektoniske nyskabelser.

En kinesisk geograf bemærkede for over 2000 år siden, at indbyggerne i Baktrien, der ligger ved Oxosfloden i det nordlige af nutidens Afghanistan, var legendariske forhandlere og handelsfolk; landets hovedstad var hjemsted for et marked, hvor en kolossal mangfoldighed af varer, som var blevet bragt dertil fra nær og fjern, blev købt og solgt. 

Fra denne region udspringer verdens store religioner, her konkurrerede jødedom, kristendom, islam, buddhisme og hinduisme med hinanden. I denne heksekedel af indbyrdes kampende sproggrupper udfoldede indoeuropaiske, semitiske og sino-tibetanske sprog sig ved siden af folk, der talte altaisk, tyrkisk og kaukasisk.

Her opstod store riger, her blev store riger bragt til fald, og herfra kunne eftervirkningerne af sammenstod mellem kulturer og rivaler mærkes tusinder af kilometer væk. Herfra åbner der sig nye mader at betragte fortiden på, som viser en verden, der var dybt forbundet; hvor det, der skete pa et kontinent, påvirkede et andet, hvor efterdønningerne af det, der skete pa de centralasiatiske stepper, kunne mærkes i Nordafrika, hvor begivenheder i Bagdad gav genklang i Skandinavien, hvor opdagelser pa det amerikanske kontinent ændrede priserne pa kinesiske varer og forte til en stigning i efterspørgslen pa hestemarkedet i Nordindien.

Disse rystelser forplantede sig videre via et netværk, som spredte sig som en vifte ud i alle retninger, veje, ad hvilke pilgrimme og krigere, nomader og handelsfolk har rejst, hvor varer og produkter blev købt og solgt, og hvor ideer blev udvekslet, tilpasset og forfinet. De bragte dog ikke kun velstand, men også død og vold, sygdom og ulykke. I slutningen af 1800-tallet gav en fremtrædende tysk geolog, Ferdinand von Richthofen (onkel til ”den røde baron”, heltepiloten fra Første Verdenskrig), dette vidtforgrenede net af forbindelser et navn, som er blevet hængende lige siden: ”Seidenstraβen” – silkevejene.

Disse veje fungerer som verdens centralnervesystem, forbinder mennesker og steder med hinanden, men de ligger under huden og er usynlige for det blotte øje. Ligesom anatomien forklarer, hvordan kroppen fungerer, kan vi forstå, hvordan verden fungerer, når vi forstår disse forbindelser. Og dog er denne del af verden – trods sin betydning – blevet glemt af den konventionelle historieskrivning. Det skyldes til dels det fænomen, der kaldes orientalisme – det dominerende og helt overvejende negative syn på Østen som værende uudviklet og inferiør for Vesten og derfor ikke relevant for seriøse studier.

Men det kommer også af den kendsgerning, at fortællingen om fortiden er blevet så dominerende og fast etableret, at der ikke er plads til en region, som længe har forekommet perifer for historien om Europa og de vestlige samfunds opstigning.

ANNONCE: Køb bogen her