Prøv avisen
Boguddrag

Anna Libak: Tolstoj er ligeså aktuel i dag som i 1870'erne

Foto: Kristeligt Dagblads Forlag

Hvorfor er Tolstojs "Bekendelser" aktuel i dag? Det fortæller Anna Libak i sit forord til bogen. Læs et uddrag her

Når man læser Lev Tolstojs lille skrift Bekendelser, bliver man forundret over, hvor let genkendelige hans anfægtelser er. De virker fuldkommen lige så aktuelle og umiddelbart forståelige i dag, som da forfatteren nedfældede dem i slutningen af 1870’erne.

ANNONCE: Køb bogen her 

Umiddelbart skulle man ellers forvente, at en moderne dansker i 2017 ville have svært ved at sætte sig ind i den fortvivlelse, der på det tidspunkt ramte den verdensberømte forfatter Lev Nikolajevitj Tolstoj.

Og ikke kun fordi der er en hel russisk revolution, to verdenskrige og Sovjetunionens sammenbrud mellem ham og læseren. Men også fordi Tolstoj ingen grund havde til at fortvivle. Han havde jo alt.

I sit hjemland gik han for at være en åndsfyrste, hvis magt over sjælene var på niveau med tsarens og den ortodokse kirkes. I udlandet var han både berømt som forfatter og som filosof i kategori med folk som Nietzsche, Schopenhauer, Konfutse og Lao Zi. Desuden var han godsejer, adelsmand og svimlende rig; med en kone og børn, der elskede ham. Det var ikke som vores egen Søren Kierkegaard, der 20 år forinden var død fattig og alene efter en teologisk transformation, der i mangt og meget lignede den, Tolstoj lægger op til med sine Bekendelser. De endte begge med at vende kirken ryggen.

Nej, Tolstoj havde alt, hvad man kan ønske sig. Alligevel blev han, nu da han nærmede sig de 50 år, overmandet af modløshed: Han var pludselig ude af stand til at se meningen med livet. Der var ikke mere at bevise, ikke mere at nå; der var ingen pointe i at leve, når man alligevel skulle dø. Livet var som et sandslot på strandbredden, og ligegyldigt hvor højt og smukt det rejste sig, ville tidevandet snart skylle ethvert spor af det bort.

Bekendelser er skrevet midt i denne erkendelse. Nøgternt og uden stor dramatik fortæller Tolstoj om sin åndelige udvikling, fra han som ung med et skuldertræk forlader den ortodokse kirkes troslære, til han som feteret forfatter kastes ind i intellektuelle cirkler, hvor kloge hoveder står på nakken af hinanden for at komme på nye ideer. Men intet giver mening for ham, og han begynder at søge svar i filosofi, religion og naturvidenskab, dog uden større succes: ”I min søgen efter svar på spørgsmålet om livet nærede jeg den helt samme følelse som et menneske, der er faret vild i en skov. Jeg gik ud i en lysning, kravlede op i et træ og så klart de grænseløse vidder, men bemærkede, at der ikke var noget hus at se og ikke kunne være noget hus; jeg gik ind i en tykning, i mørket, og så mørket, men heller ikke dér var der noget hus.”

I lede over sin egen åndløse, dekadente omgangskreds vendte Tolstoj sig mod bønderne, ”det simple, arbejdende folk omkring mig”. Her fandt han en enkel kristentro i tillid til Gud, befriet for intellektuel tvivl. Her fandt han et svar, der både udstak en mening med livet og en etik: ”Ethvert menneske er kommet ind i denne verden ved Guds vilje.” Hans drejning mod folket kom til at betyde en både åndelig og social udvikling, hvilket udmøntede sig i ambitionen om at omdanne godset Jásnaja Poljána til mønsterbrug med skoler for områdets bondefamilier.

Hvorfor er det så nemt for en dansk læser at leve sig ind i Tolstojs sjælelige kvaler?

Ja, en mulighed er, at livet i velfærdsstaten Danmark på trods af de indlysende forskelle har en del til fælles med det liv, som Tolstoj førte i det 19. århundrede. Hans liv var et liv uden materiel nød, fuldstændig som vores, hans liv var et liv, hvor man fik sig en uddannelse, fuldstændig som vores, og hans liv var et liv, hvor man i nogen grad selv havde indflydelse på, hvilken løbebane man ville vælge sig. Målestokken for succes var, som det fremgår af hans skrift, at løbe hurtigere, springe højere og virke klogere end alle de andre. Han lagde med Kierkegaards ord sit livs vægt på differencerne; på dét, han mestrede bedre end dem, han sammenlignede sig med.

Endelig var hans liv et liv, hvor samfundet – så snart barndommen var ovre – på ingen måde tvang troen på Gud ned over sine borgere. Faktisk behøvede man som medlem af eliten slet ikke, som han skriver, at blive mindet om Gud, medmindre man lige var ansat i statens tjeneste.

Fuldstændig som os i dag førte Tolstoj altså et liv, hvor meningen med tilværelsen ikke var givet på forhånd, og hvor der var tid og kræfter til at spekulere over den og de valg, man foretog. Dengang var det et privilegium forbeholdt de få, i dag er det i demokratiets og velfærdsstatens navn udstrakt til de mange.

Og hvad ser vi? Vi ser, at folk i dag som aldrig før er optaget af at finde en sandhed, de kan leve på. Vi ser det i den sygelige besættelse af fakta, der plager vores samfund; der er faktatjek overalt, fordi vi klynger os til troen på, at hvis bare vi kan skille sandhed fra løgn – fake news fra hard facts – så får vi et fast fundament at stå på. Uden at gøre os klart, at videnskabsmænd aldrig holder fakta for sandhed. De ved, at hele præmissen for videnskab er, at man kun kan sige, hvad der er løgn, men ikke, hvad der er sandt. Man kan falsificere, men ikke verificere. I morgen kan vi opdage noget nyt, der kuldkaster alle vores teorier.

Vi ser det også i den sygelige besættelse af autenticitet. Hvis bare man kunne finde frem til det ægte og uspolerede – de spontane følelser, de usprøjtede fødevarer, de vilde ulve i naturen.

Endelig ser vi det i besættelsen af det spirituelle og metafysiske. Nogle slår sig på krystalhealing, andre på regressionsterapi, andre igen på læren om de kosmiske kræfter.

Selv ateisterne, der har ræsonneret sig frem til, at Gud ikke kan eksistere, kan ligesom Tolstoj ikke leve på den golde fornuft alene. De kræver templer for ikketroende, hvor de kan ritualisere deres ikketro i højtidelige rammer, og i Danmark fejrer de nonfirmation for deres børn. Ikketroen bliver tro.

Men også på anden vis minder Tolstojs tid om vores. 1800-tallets Rusland var svangert med politiske omvæltninger og protest, og den følelse bredte sig stadig stærkere, at tsarmagten ikke kunne garantere sine undersåtter fast arbejde og brød på bordet; ja, ikke engang den forgældede adelsstand kunne regne med at leve i ubekymrethed.

Mens Frankrig og Tyskland havde fået parlament og forfatning, var Rusland stadig et autoritært selvherskerdømme, hvor kun 20 procent af befolkningen var frie. Aleksandr II, der regerede fra 1855 til 1881, forsøgte sig ganske vist med reformer, men de var halvhjertede og øgede kun spændingerne. Hans ophævelse af livegenskabet i 1861 blev gennemført på så urimelige betingelser for bønderne, at mange af dem i praksis blev stavnsbundet for tid og evighed.

Da Tolstoj i 1879 satte pennen til papiret for at forfatte Bekendelser, havde en del af ungdommen mistet troen på, at det var muligt at opnå forbedringer ad fredelig vej: En revolutionær bevægelse var født, der virkede ved terror. Tsaren blev dens mest prominente offer i 1881, hvor Aleksandr II blev sprængt i stumper og stykker.

Tolstoj, der med årene blev stadig mere pacifistisk anlagt og stadig mere overbevist om livets ukrænkelighed, havde intet at tilbyde de revolutionære. For dem var han en systemets mand. I dagbladet Social-Demokratens nekrolog i 1910 blev Tolstoj da også ifølge den danske slavist Peter Ulf Møller bebrejdet, at han på trods af sin modstand mod kapitalisme og militarisme var en ”ufarlig mand” for styret, fordi han prædikede ikkevoldelig modstand.

Alligevel er det troligt, at Tolstoj, der i mange år havde arbejdet for at forbedre bøndernes uddannelse og levevilkår, var påvirket af de dybe spændinger og den stemning af uforløsthed, der herskede i Rusland i de år. Meget muligt var det med til at gøre det magtpåliggende for ham at besvare spørgsmålet om, hvorfor vi egentlig lever.

I en tid, hvor alt omkring en er i bevægelse, har man brug for fast grund under fødderne. Sådan var det dengang, og sådan er det i dag.

Tolstoj fandt svar på sit spørgsmål om, hvad meningen er med livet, da han indså, at livet er meningen. At han lever med vilje. Guds vilje.

ANNONCE: Køb bogen her