For mange i den arabiske verden har de første 15 år af det tredje årtusind nærmest været et århundrede for sig. Tidligere havde man kun oplevet store vendepunkter måske en gang i livet: Første Verdenskrig i 1914, der blev enden på Osmannerriget og starten på det moderne system med stater under europæisk imperialistisk styre; krigen om Palæstina i 1948, der blev startskuddet til både den arabisk-israelske konflikt og den kolde krig i Mellemøsten; og Golfkrigen i 1991, der markerede enden på den kolde krig og en ny tid med amerikansk overherredømme. Det 21. århundrede havde allerede været vidne til to skelsættende øjeblikke i Mellemøsten: angrebene den 11. september 2001 og revolutionerne i det arabiske forår i 2011. Disse to begivenheder har defineret Mellemøsten i det 21. århundrede, og vi lever stadig med konsekvenserne. Det er ingen overdrivelse at kalde årene siden 2001 de mest smertefulde i moderne arabisk historie.
Den 11. september 2001 kaprede 19 arabiske terrorister fire fly og fløj dem ind i World Trade Centers tvillingetårne i New York og i Pentagon i Washington, DC. Et fjerde fly faldt ned på en mark i Pennsylvania. I alt blev næsten 3.000 civile slået ihjel i det alvorligste angreb nogensinde på amerikansk jord. USA’s reaktion på angrebene 11. september blev krigen mod terror, der blev et særkende for George W. Bushs udenrigspolitik. Selvom krigen blev formuleret som et ønske om at bremse en global trussel, fokuserede de amerikanske tiltag på den muslimske verden med krige i Afghanistan og Irak og trusler om regimeskifte i Iran og Syrien.
I en tid med enpolet amerikansk magt handlede Bushregeringen uden at være hæmmet af rivaliserende magter og uden hensyntagen til FN. Det lykkedes ydermere Amerikas allierede gennem mange år, Israel, at omdefinere deres konflikt med både den palæstinensiske myndighed og den libanesiske shiamuslimske milits Hizbollah som udløbere af den globale krig mod terror. Amerika lukkede øjnene for Israels uforholdsmæssige magtanvendelse mod deres naboer, som af Tel Aviv blev fremstillet som landets egen krig mod terror. Dette overbeviste mange i den arabiske verden om, at krigen mod terror blot var et påskud til at omforme Mellemøsten til amerikanernes og israelernes fordel.
Krigen mod terror forandrede Mellemøsten på måder, som amerikanerne aldrig havde haft til hensigt. Invasionen af Irak i 2003 resulterede i omstyrtelsen af en af regionens mest tyranniske diktatorer, Saddam Hussein, og overdrog gennem frie og retfærdige valg magten til en ny regering. Imidlertid gav den irakiske demografi det shiamuslimske flertal (der anslås at udgøre mellem 50 og 60 procent af befolkningen) en fordel frem for den sunniarabiske elite, der havde domineret irakisk politik siden osmannernes tid.613 Flertalsstyret forandrede Irak fra at være et af de mest magtfulde sunnistyrer til en shiadomineret stat og indgød det kurdiske samfund i landets nordlige del nyt håb om selvstændighed.
Den amerikanske invasion truede ikke blot med at splitte Irak, men vendte også fuldstændigt op og ned på regionens magtbalance. Siden 1979 havde Irak været en vigtig spiller, der bremsede Irans muligheder for at eksportere sin islamiske revolution til resten af Mellemøsten. Mellem 1980 og 1988 havde Irak kæmpet mod Iran i en blodig krig, der endte uafgjort, og landene havde været fjendtligt indstillet over for hinanden lige siden. Irans indflydelse havde været begrænset til den gamle allierede, Syrien (hvis regering var domineret af det alawitiske mindretal, der havde taget Irans parti i Iran-Irakkrigen på grund af deres rivalisering med Saddams Irak) og Libanon, hvor shiapartierne Amal og Hizbollah havde domineret det politiske liv siden Taifaftalen i 1990. Det shiadominerede styre i Irak efter Saddam gav nabolandet Iran mulighed for at indlemme den tidligere fjende i sin indflydelsessfære og skabe en landbro til de allierede i Syrien og Libanon. De sunniarabiske stater med Saudi-Arabien, Jordan og Egypten i spidsen kom med ildevarslende spådomme om en ’shiahalvmåne’ og svor at begrænse iranernes indflydelse, hvilket yderligere skærpede fjendtligheden mellem sunnier og shiamuslimer i den arabiske verden.
Invasionen af Irak, som amerikanerne fremstillede som en befrielses¬krig, kastede en skygge over det arabiske samfund som helhed. Krigen havde demonstreret, at araberne ikke alene var ude af stand til at afsætte deres egne forhadte diktatorer, men heller ikke magtede at forhindre fremmede magter i uønsket at blande sig i deres sager. Aldrig havde araberne følt sig så magtesløse i forhold til deres egen skæbne. Som den libanesiske journalist Samir Kassir skrev efter invasionen af Irak i 2003: ”De arabiske folk plages af en følelse af magtesløshed … magtesløshed til at undertrykke fornemmelsen af, at man ikke er andet end en ussel brik på det globale skakbræt, selvom spillet spilles i ens egen baghave.”
Video: Hvorfor er araberne frustrerede?
Med valget af Barack Obama i 2008 tog USA hul på en radikalt anderledes politik i Mellemøsten. Den nye præsident stod over for enorme indenrigsudfordringer efter krakket i 2008 og den deraf følgende alvorlige finanskrise. Det var derudover tydeligt, at Obama mente, at Bushregeringens krig mod terror hverken var effektiv eller i amerikanernes interesse. Præsident Obama lovede at trække tropperne ud af Irak og Afghanistan, forsøge at opnå en mindelig løsning på den palæstinensisk-israelske konflikt samt skabe et forhold til den arabiske og muslimske verden, der byggede på fælles interesser og gensidig respekt. Det internationale samfund, der var blevet kørt ud på et sidespor af Bushregeringens neokonservative politik, reagerede med stor entusiasme på valget af Obama. Nobelkomitéen tildelte i 2009 den nyvalgte præsident den eftertragtede fredspris på løftet om forandring. Men den arabiske verden forholdt sig afventende for at se, om Obamas handlinger levede op til hans retorik.
Obamaregeringens første periode bød ikke på meget, der kunne give den arabiske verden håb. Det viste sig, at præsidenten ikke kunne holde sit løfte fra valgkampen om at lukke forvaringscentret for muslimske ’fjendtlige kombattanter’, der var blevet taget til fange under krigen mod terror, i Guantanamo Bay i Cuba på grund af sikkerhedshensyn. Han opretholdt kampen mod al-Qaeda på trods af smukke løfter om at lægge krigen mod terror bag sig. I maj 2011 gav Obama grønt lys til en kommandoraid, der skulle dræbe Osama bin Laden på hans hemmelige tilholdssted i Abbotabad i Pakistan, og i september 2011 autoriserede han et droneangreb beregnet på at dræbe en amerikansk statsborger, den jihadistiske imam Anwar al-Awlaki, i Yemen. Hans forsøg på at trække de amerikanske tropper ud af Afghanistan og Irak blev forsinket af den penible sikkerhedssituation, som regeringerne i begge lande befandt sig i. Hvor det amerikanske militær havde gennemført tilbagetrækningen fra Irak ved udgangen af 2011, havde de samtidig firdoblet antallet af tropper i Afghanistan til flere end 100.000 i 2010 i et forsøg på at forstærke præsident Karzais styre mod de oprørske talebanere. Og sikkerhedssituationen i de to lande blev stadig værre.
Præsident Obama havde ikke mere held med at opnå fred i regionen, end han havde haft med at gøre en ende på amerikanernes krige i regionen. Det lykkedes ham ikke at få Israel til at samarbejde om at stoppe bosættelsesaktiviteterne på Vestbredden som en forudsætning for at genoptage fredsforhandlingerne med palæstinenserne. Uanset hvilket pres Obama udsatte premierminister Benjamin Netanyahu for, opnåede det ikke andet end at forringe forholdet mellem Israel og USA uden at forbedre forholdene for palæstinenserne, der levede under en stadig strengere besættelse. Sideløbende opmuntrede den israelske regering hele tiden til bosættelser på palæstinensisk territorium, hvilket reducerede udsigterne til en varig tostatsløsning til det usynlige.
I frustration over den manglende evne til at løse Mellemøstens store konflikter valgte Obamaregeringen i stadig højere grad at blande sig udenom. Når de ikke kunne løse regionens alvorlige problemer, ønskede USA ikke længere at udøve deres enpolede magt i Mellemøsten.
Så kom Mohammed Bouazizis selvafbrænding i Tunesien og de revolutioner i Mellemøsten og Nordafrika, der blev kendt som det arabiske forår, og pludselig virkede Vesten irrelevant for arabiske forhold. Under opstandene i 2011 i Tunesien, Egypten, Libyen, Bahrain, Yemen og Syrien overtog almindelige arabiske borgere kontrollen med deres politiske liv. Araberne var ikke længere ”usle brikker på det globale skakbræt”, men konfronterede og omstyrtede i mange tilfælde deres diktatoriske herskere gennem mange år med sparsom eller ingen hjælp udefra.
USA og Europa vidste rent faktisk ikke, hvordan de skulle reagere på den hastige række af revolutioner i Mellemøsten og i Nordafrika. På overfladen så det arabiske forår ud til at bekræfte Vestens påstande om behov for mere demokrati i Mellemøsten. Demonstranternes krav satte liberale begreber om borgerrettigheder og ansvarlig regeringsførelse på dagsordenen i den arabiske verden. Men revolutionerne rystede samfundsordenen i regionen på en måde, der var åbenlyst farlig for vestlige interesser, hvad end de drejede sig om deling af sikkerhedsoplysninger og efterretninger eller handel og investering. Efter at Ben Ali i Tunesien og Mubarak i Egypten var blevet væltet, stod det ikke klart, hvor bevægelsen ville stoppe. Hvis den havde smittet strategiske olieproducerende lande som Saudi-Arabien og Kuwait, kunne det have fået alvorlige følger for verdensøkonomien.
Beslutningstagerne i Vesten skulle vælge mellem meget usikre alternativer. De kunne støtte arabiske konger og livstidspræsidenter og dermed vække befolkningernes raseri mod Vesten. De kunne blande sig udenom og dermed støde allierede gennem mange år fra sig samt risikere, at det blev parter, der var fjendtligt indstillet over for Vesten, der tog magten i regionens strategiske lande. Eller de kunne blande sig i specifikke revolutioner og prøve at styre udfaldet for at opretholde samfundsordenen og Vestens interesser i regionen. Med folkeopstande i mange forskellige lande i Nordafrika og Mellemøsten stod det klart, at man ikke kunne nøjes med én løsning. Således valgte Vesten at lade tingene gå, som de gik i Tunesien og Egypten, give deres stiltiende støtte til arabiskledede in¬terventioner i Bahrain og Yemen samt at intervenere i Libyen og Syrien.
Mens de vestlige magter nølede, trådte regionale aktører ind i magttomrummet. Tyrkiet, Iran og Saudi-Arabien intervenerede for at forskanse sig mod at blive smittet med det folkelige oprør eller for at forme regionens samfundsorden til deres nationale fordel. Hver især repræsenterede de rivaliserende og indbyrdes uforenelige versioner af islamisk politik. Tyrkiet var rollemodel for det egyptiske Muslimske Broderskab og deres broderorganisationer rundt omkring i regionen, som så ud til at blive de umiddelbare vindere i det arabiske forår. Iran gik aktivt ind i Syrien for at forstærke Bashar al-Assads styre og blev anklaget for at anstifte shiamuslimerne i Bahrain og Yemen til oprør for at forøge deres egen regionale indflydelse. Saudi-Arabien betragtede både Iran og Det Muslimske Broderskab som trusler mod deres eget konservative muslimske politiske system og prøvede af al magt at svække begge parters indflydelse. Tyrkiets, Irans og Saudi-Arabiens rivalisering destabiliserede en turbulent region yderligere.
I de lande, der oplevede opstande under det arabiske forår, var de folkelige revolutioner bedre til at vælte diktatorer end til at skabe stabile nye samfund. Omstyrtelsen af diktaturer skabte magttomrum, der blev indtaget af mænd med skydevåben i stedet for at de idealistiske mænd og kvinder, der i milliontal var gået på gaden for at kræve politisk forandring. I stedet for at indlede en ny tidsalder med medborgerskab og lighed for loven blev resultatet af det arabiske forår en række mislykkede stater og en generel destabilisering af Mellemøsten.
ANNONCE: Køb bogen her