Prøv avisen
Boguddrag

Hvor meget kan man kræve af sine nærmeste, når man har mistet?

"Når jeg græd mest, rykkede min mor over til mig. “Men Charlotte dog.” Hun trak mit hoved ned mod sin skulder og vuggede mig. Jeg ved ikke, hvor meget man kan kræve af sine nærmeste." Foto: Jens Bach

“Du må ikke spare os for noget, sagde mine forældre igen og igen. Så jeg fortalte. I detaljer," skriver Charlotte Bork Høvsgaard, der mistede sin mand for seks år siden. Nu er hun aktuel med bogen "Her bor de levende". Her kan du læse et uddrag fra bogen

Thomas’ død betød opbrud i de mønstre, vores familie bestod af. I forhold til mine forældre skete der store forandringer.

Rent praktisk kom vi til at tilbringe langt mere tid sammen, vi rykkede ind i hinandens hverdag fremfor at være gæster hos hinanden, og deres betydning som livsvidner og omsorgsgivere øgedes. Mine forældre blev dem, der tog imod den største smerte og de værste tanker ikke bare i dagene, ugerne og månederne efter Thomas’ død, men i år efter. Jeg ved ikke, hvor meget man kan kræve af sine nærmeste. Jeg ved ikke, hvor megen smerte man kan indvie dem i, eller hvor megen gråd man kan lægge i deres hænder? Hver nat i fem år sov de med mobilen vedsengegærdet, tændt og parat til at blive taget, hvis opkaldet kom fra mig. Fem års bagvagt. Hvad kan man kræve af sine nærmeste?

Et års tid efter Thomas’ død står vi i mit køkken. Min mor fortæller, at hun har revet bladene i indkørslen sammen og fyldt dem på trillebøren, men hvor skal hun køre dem hen? Elkedlen buldrer med sit kogende vand på køkkenbordet bag mig, hunden passerer hen over gulvet med sine klikkende kløer, en radioavis begynder i nærheden.

“Skal jeg køre dem ned på komposten?” Nu slår kedlen fra med et klik, og vandet kan hældes på tebladene i den røde kande. I stuen skruer min far op for radioen for at høre radioavisens første indslag, der handler om boligmarkedet.

Hunden snuser langs gulvpanelet og lægger sig med et suk. “Jeg kan også køre dem ned på grenstakken.” På køkkenbordet ligger en stak aviser og breve, jeg skal have åbnet. Min mor rækker ind bag mig og tager fat i elkedlens greb. Jeg har ikke været let at hjælpe. Der står hun med sin lange, brun-grå striktrøje og et orange tørklæde om hovedet, rød i kinderne efter at have gået i haven med løvriven. Dampen fra tevandet blænder for et kort øjeblik køkkenvinduet, min far hoster. “Der ligger allerede mange grene dernede,” siger hun og løfter forsigtigt i tesien, så vandet trækker flere gange gennem tebladene. “Så hvad synes du?” Jeg kan ikke tage stilling. Jeg kan ikke finde ud af, hvor bladene fra indkørslen skal hen. Om de skal på komposten bag brændeskuret, i grenstakken eller heltned på nordskråningen, hvor en ekstra kompostbunke er vokset frem. Jeg ser grenstakkene for mig; deres uorden og utilnærmelighed. Grene og kviste stikker i alle retninger, hvordan skal de blive mindre? Ved at jeg hopper oven i dem og trykker grenene sammen? Ved at jeg sirligt sorterer og lægger til rette i mere ordnede bunker? Skal jeg brænde det hele af efter en tør periode og hvor? En mand i arbejdstøj kan komme med en trailer og køre grenene væk, eller han kan tage dem med en flishugger. Jeg kan ikke finde ud af noget. Jeg kan bare stå der i køkkenet og registrere alle lydene. Hvad gjorde Thomas med de grene?

Blev stakkene nogensinde så store? “Men nu kan du lige se, hvad du synes,” siger min mor og tager kopper i skabet til os alle tre. “Nu tager vi lige en kop te, ikk’?”

Jeg har ikke været let at hjælpe. Der har min mor gået i min indkørsel og i korte, rykvise bevægelser samlet kastanjens, lindens, bøgens og askens blade i store, luftige bunker, som hun derefter har taget med hænderne og nænsomt placeret i trillebøren og med flade hænder presset sammen, så trillebøren kunne tage noget mere. Og mens hun går der, er også hun ked af det, også hun sørger, også hun frygter så meget. Også min mor var ude af sig selv, chokeret og trøstesløst ked af det, men hun holdt fast og rev blade og vedblev at holde noget i gang, mens jeg gik i stå i køkkenet ved et simpelt spørgsmål. Jeg var ikke let at hjælpe. En gestus og en praktisk hjælpende hånd. Jeg kunne ikke tage imod. Ikke så længe radioen kørte, og hunden flyttede på sig, og min far hostede, og min mor klirrede med kopperne. Så længe kunne jeg ikke tage stilling.

Ikke så længe billedet af de ustyrlige grenstakke sejlede rundt for mit blik. Ikke så længe vinduerne duggede mod forhaven, og ikke så længe radioavisen vedblev at levere nyheder i en lang, ubrudt række. Der stod min mor med al sin generøsitet og handlekraft og sin insisteren på, at det at rive blade sammen måtte være en hjælp – endnu et praktisk gøremål, der kunne slettes fra en liste, der slet ikke var skrevet endnu – og der stod jeg med lænden hvilende mod køkkenbordets kant og blikket rettet mod det spisebord, hvor rammerne for en kort tesammenkomst hastigt formede sig, og jeg kunne kun sige, at jeg ikke vidste, hvor de blade skulle hen, og at jeg ikke kunne tage stilling til så mange ting på en gang, som om det var mange ting, som om det var vigtige beslutninger, som om det var uoverkommeligt, som om det kunne tage plads op i bevidstheden. Men det var de kløer mod gulvet og den radio og den dug og de forvildede grene, nogle med torne, andre med rester af sommerens løv og klatreplanters snirklede stængler om en afklippet forsythia, det var alt det, der stillede sig i vejen for et svar på min mors spørgsmål.

Aftenerne tilbragte vi ved det store spisebord ved køkkenet.

På vinteraftener tændte vi op i brændeovnen, og så spillede orangegule farvetunger ud over trægulvet, som sad vi i en forhistorisk hule. Når jeg græd mest, rykkedemin mor over til mig. “Men Charlotte dog.” Hun trak mit hoved ned mod sin skulder og vuggede mig. Jeg ved ikke, hvor meget man kan kræve af sine nærmeste. Min fars stilhed på den anden side af bordet var omsorg på afstand, min mors lå i den vuggen og hendes simultane gråd. Begge måtte de på disse aftener i stuen tage imod alt det, som ingen andre fik. “Du må ikke spare os for noget,” sagde de igen og igen, “vi vil vide, hvordan det er.” Så jeg fortalte. I detaljer. Vi vil vide, hvordan det er.

Først var det de detaljerede beskrivelser af Thomas’ sidste uger. Jeg beskrev møder og samtaler på sygehuset for dem igen og igen; hvad lægen sagde som det første under den terminale besked, hvad sygeplejersken sagde den sidste aften med dæmpet stemme uden for Thomas’ stue, hvordan beskeden om hans død blev leveret om morgenen d. 20. oktober kl. 06.00. Jeg beskrev igen og igen, hvilket syn der mødte mig kort efter på stue 12, da jeg gik ind for at se Thomas’ døde krop og tage imod det stykke virkelighed, der nu pludselig udspillede sig foran mig i en rodet hospitalsseng. Jeg beskrev følelsen af Thomas’ forstenede skulder, det blege og forvandlede ansigt med dets blåfarvninger i den side, der vendte ned mod hovedpuden.

Hvor kolde hans ben allerede var, og at lægen havde forberedt mig på netop dette, før jeg gik ind. Som om det ville være det mest voldsomme sanseindtryk, jeg ville kunne møde.

Så kunne der opstå en pause i samtalen. Måske ville vi have en kop kaffe eller et stykke natmad, hunden skulle måske luftes inden natten. Og så kunne samtalerne fortsætte ad nye spor, mens jeg tog kaffekopper i skabet eller skar et stykke brød; det kunne være brudstykker, der handlede om vores forskellige oplevelser i de værste dage, parallelle virkeligheder, som vi kunne sammensætte til helheder, hvis vi fortalte dem til hinanden. Hvor opholdt mine forældre sig i huset, da jeg ringede for at fortælle, at Thomas var død? Var de allerede oppe, eller vækkede jeg dem? Sov Halfdan på sit værelse eller nede i stuen? Hvad skete der hjemme i mit hus, da jeg sad på stue 12 med Thomas’ døde krop og skrev dagbog ved et lille, firkantet bord med laminatoverflade, mens dagslyset langsomt kom? Så satte vi os med kaffe og madder og talte videre, så vi langsomt og rykvis skabte en samlet historie om fire mennesker og et vendepunkt i deres liv. Jeg kunne i den fortælling med tilbagevirkende kraft være både på sygehuset hos Thomas og i hjemmet hos Halfdan. Og vi kunne se på de værste tidspunkter, forklare dem for hinanden, høre dem fortolket.

Så trængte brændeovnen til mere brænde, og vi måtte afgøre, om det var nok for denne aften. Så ryddede vi langsomt bordet, tog et tæppe fra sofahjørnet og lagde det sirligt sammen, rystede en pude, talte om huskesedlen til morgendagens indkøb, og så kunne en detalje blusse op, mens vi fyldte opvaskemaskinen, og vi var på ny inde i rum eller tanker, der ikke kunne forlades, men som måtte udfoldes.

Så blev vi stående på tre ret faste pladser i køkkenet. Min far kunne vende sig og tage en allerede åben flaske rødvin fra køkkenbordet og hælde op til os alle tre, og han var den, der kom med beroligelsen og nænsomt opstillede fremtidsscenarier fulde af håb om lindring og bedring, mens min mor og jeg ledte samtalen til de yderste egne af bekymringen, frygten, kaosset. Så blev det sengetid, og om morgenen begyndte alting forfra med praktiske gøremål, der pegede på et hjem, der var forandret og i en undtagelsestilstand, og som jeg ville komme til at tale om igen om aftenen.

Det bedste var, at jeg ikke skulle komme videre. Det bedste var, at jeg måtte sige og tænke alt. Det bedste var, at ingen dømte mig. Jeg fik al den tid i verden, mens jeg lagde alt det værste i deres hænder. Alt det i deres hænder. Og når de efter et par dages ophold hos mig pakkede deres store kassevogn med dyner og tæpper, frakker og toiletsager og kørte hjemad mod Fyn, vidste jeg allerede, mens jeg vinkede fra indkørlsen, at der et sted i mit hus ville ligge en hilsen fra dem. En lap papir, bagsiden af et kort eller et hjørne revet af en avis. Det ville dukke op mellem tallerkenerne i køkkenskuffen eller på køkkenbordet ved siden af tekanden. Og der ville jeg kunne læse en opmuntrende hilsen. Et tak for dagene hos mig. En formaning om at ringe efter dem igen, hvis der blev behov. Eller en enkelt sætning: “Du gør det godt.” “Du ser godt ud.” Eller blot to hjerter, skyndsomt tegnet med en tusch. Men hvor blev angsten af? Den passerede fra mine hænder til deres, og hvor skulle de lægge den?

Mine forældre flyttede i lange perioder ind hos mig for at hjælpe og drage omsorg for os. Samtidig skete der noget med måden, jeg var i deres hjem på. Deres hus på Fyn ligger i skoven. Hver morgen kommer fasankokken ud fra skovbrynet, spankulerer over græsset og standser op under den store gran, som min mor fodrer fuglene fra. “Så er han her,” siger min mor til min far. Om aftenen er det uglerne, de lytter efter, siddende i den oplyste veranda, der virker blålig og kølig de aftener, hvor dagene pludselig er længere. “Nu kalder hannen,” siger min far og vender øret i dørens retning. Min mor lytter opmærksomt, og Halfdan og jeg er gæster i deres hverdagsrutiner og daglige ordvekslinger.

Stuen bliver et soveværelse, når Halfdan og jeg lægger madrasserne på deres stuegulv. Vi har lagner med hjemmefra og dyner og hovedpuder. Sådan gjorde vi ikke, da Thomas levede. Så lå vi ikke her på gulvet. Så boede vi i et sommerhus eller på et lejet værelse. Et andet sted. Nu er vi på en slags lejr, Halfdan og jeg, for noget er opløst. Jeg er datteren.

Ikke længere Thomas’ hustru. Var jeg stadig det, ville jeg føle en forpligtelse over for Thomas, der engang var kommet ind i familien udefra, og som af den grund ikke bare kunne lægge sig på gulvet tæt på mine forældres soveværelse og i et gennemgangsrum, hvor min mor eller far når som helst kunne dukke op i morgenkåbe. Som hustru havde jeg forpligtelser over for Thomas, der ikke kunne tage del i det mest intime. Nu er det opløst. Nu er det Halfdan og mig, og vi er på lejr i et hus, hvor rummenes grænser er flydende, og derfor kan vi lægge os og sove på tværs af de veksler, mine forældre træder i huset til daglig.

Vi kan sove alle steder, for rummene glider over i hinanden ligesom blodet og generne i vores kroppe, og jeg falder ind i en barnlig position. Mine forældres hus er et dukkehus, som jeg flytter ind i med for store ting og for gammel en krop, og det er også det hus, hvor omsorgen bor. Det er her stempelkander med nylavet kaffe opstår ud af ingenting og materialiserer sig på haveborde i skyggen sammen med kopper af tyndt porcelæn. Det er her en liggestol stilles frem, før jeg har nået at tænke på en middagslur. Det er i dukkehuset, jeg bliver en, der opvartes. Jeg skal bare hente bogen i min rejsetaske og tage den med ud i haven, så klapper liggestolen op lige foran mig, og før jeg kan nå at sætte mig, er stempelkanden og koppen dukket op på den lille skammel, der fungerer som bord. “Du skal bare slappe af,” siger nogen i baggrunden. Jeg sætter mig og læner mig tilbage i liggestolens grønlige kanvas og glider ind i den døs, som bogen sætter mig i, og på kanten af søvnen, må jeg spørge mig selv, om jeg en dag vil kunne gøre det samme for dem. Vil jeg kunne det samme?

“Der findes ikke en vægtskål,” siger en veninde, mens vi går i takt på en af bakkerne nær mit hus. “Der er ingen vægtskåle, når det kommer til kærlighed.” Vi puster lidt, bakken er stejl på dette sted. Hendes hue er mørkeblå med nister af sølv, på siden en roset som en udfoldet blomst. Det er en sen november-eftermiddag. “Du stiller spørgsmålet forkert,” siger hun og ser sidelæns ind på mig.

“Det handler ikke om at give det samme, men om at give det, man har.” Omkring os er markerne enten pløjede og brunsorte eller grønne græsmarker til heste og køer. Novemberdisen hænger tungt over jorden, og vi ånder den ind i kølige og fugtige rytmer, der falder sammen med skridtene. Det handler ikke om at give det samme, men om at give det, man har. Og mens hun siger det, har jeg langt inde for længst erkendt, at det ikke handler om en vægtskål eller frygten for at give for lidt, men om frygten for den dag, hvor det bliver nødvendigt.