Prøv avisen
Boguddrag

Da Danmarks Florence Nightingale fandt sit kald i livet

Lærerinde Karen Jeppe blev i 1903 udsendt til Urfa i Det Osmanniske Rige af Danske Armeniervenner for at undervise forældreløse børn. Foto: Gylling Lokalhistoriske Arkiv

Da Karen Jeppe fra Gylling i 1903 tog ud i verden for at blive lærerinde blandt armeniere i den sydlige del af Osmannerriget, var hun på alle måder foran sin tid. Læs, hvordan den unge kvinde fra beskedne kår fandt sit kald i livet som hjælpearbejder og lærerinde for armenske piger og kvinder

Karen Jeppe (1876-1935) er blevet kaldt mange navne af danskere, armeniere og andre, bl.a. ”Pigen fra Danmark”, ”Danmarks første befrielsesfilosof”, ”en dansk Moder Theresa”, ”armeniernes Florence Nightingale”, ”Armeniens ukronede dronning”, ”armeniernes Mor” og ”elskede fremmede moder”.

Hun er også ofte blevet kaldt missionær, men det var hun nu aldrig. Hun var derimod hjælpearbejder, lærer, pædagog, kommissær i Folkeforbundet (datidens Forenede Nationer) efter Første Verdenskrig og meget andet.

Jeppe og hendes sekulære organisation Danske Armeniervenner havde dog det til fælles med for eksempel Maria Jacobsen og KMA, at de, der blev udsendt, som regel var kvinder fra forholdsvis beskedne kår, kvinder, der helt bogstaveligt gav hele deres liv til arbejdet og armenierne.

Bestyrelsesmedlemmerne derhjemme kunne godt nok være lige så dedikerede, men trods alt havde de oftest deres på det tørre rent økonomisk, og hvad angik bekvemmelighed og sikkerhed.

Karen Jeppe blev født i Gylling mellem Horsens og Aarhus i et hjem, der ikke var rigt, men hvor hun fra barnsben af blev intellektuelt og kulturelt stimuleret, særligt af sin far, den kontante og ordknappe grundtvigianske sønderjyde Jakob Jeppe, der var lærer på Gylling Skole og havde studeret i Storbritannien.

Han var en mand, der fulgte med tiden, og han var endda foran mange af sine samtidige, når det gjaldt videregående uddannelse til kvinder, noget, han var stærk fortaler for – Karen skulle være læge, syntes han, men det syntes hun nu ikke selv, og hendes vilje var i længden stærkest.

Faderen var også velbevandret i klassisk dannelsestradition og de seneste videnskabelige metoder og teorier, fra latin til menneskets anatomi, Darwins udviklingslære osv., som han gav videre til sin datter, blandt andet på gåture i omegnen, hvor de sammen studerede mennesket og naturen fra grunden af.

ANNONCE: Køb bogen her

Det, hendes far her gav hende, var noget af det væsentligste, Karen Jeppe tog med sig i sin videre færd mod de til tider livsfarlige eventyr, der ventede: solidariteten med piger og kvinder i Armenien, der for Jeppe helt naturligt fortjente de samme muligheder, som hun havde fået. Og det videnskabelige, analytiske blik, der til tider kunne temperere de heroiske fantasier, og den ild, der kom til at brænde for sagen, for armenierne, i hende.

Hun fik derudover en solid grundtvigiansk opdragelse derhjemme og i den lokale kirke hos den legendariske teolog og sognepræst Otto Møller, hvilket hun også tog med sig, ikke mindst ånden i slagordet ”menneske først, kristen så”. Det kan godt nok forstås på flere måder, men for Karen Jeppe virker det, som om hun tog i hvert fald denne konkrete betydning til sig: ”Hvis du lever et ordentligt menneskeliv, er du også en ordentlig kristen.”

Det gode kristenliv og forståelsen for det hellige skal nok komme ved næstekærligheden – i høj grad som den formuleres i lignelsen om den barmhjertige samaritan – og en etisk, sober livsførelse.

Derfor var det for hende heller aldrig afgørende, om de apostolisk kristne armeniere, hun virkede med og iblandt, blev protestanter som hun selv. Hun havde selv gennem livet flere troskriser, hendes forhold til det dogmatiske var yderst afslappet, hun brød sig ikke om bevægelser som Indre Mission, som hun fandt fordømmende, og hendes gudsforhold var personligt og blufærdigt.

Selvom hun i perioder arbejdede for tyske missionærer, mest af praktiske årsager, så missionerede hun ikke selv; hun og Danske Armeniervenner – der talte folkekirkekristne, katolikker, sekulære jøder m.v. – ville blot give andre en chance for at leve et ordentligt menneskeliv.

Karen Jeppe kunne angiveligt læse B.S. Ingemanns populære historiske romaner, før hun fyldte seks år; desuden lærte hun engelsk af sin far og tysk hos nogle slægtninge på Als i Sønderjylland, dengang en del af Tyskland. Så med de talenter kan man ikke undre sig over, at hun som 16- årig i 1893 blev sendt på kostskole på Ordrup Latin- og Realskole (det nuværende Ordrup Gymnasium) nord for København, hvor piger og drenge mod datidens sædvane blev undervist sammen.

Ordrup var langt fra forældrene og fra vante forhold, men Jeppe faldt godt til og blev nærmest en plejedatter hos skolebestyreren H.C. Frederiksen, kaldet ”Friser”. Frederiksens fremsynede, uortodokse pædagogiske principper var inspireret af Grundtvig og Christen Kold, pædagogisk pioner og tidligere missionær i den osmanniske by Smyrna – ”Vor undervisning er i kendelig bevægelse hen mod det levende: det levende barn med dets levende krav, det levende i sprogene, det levende liv i historien, litteraturen, naturen,” som Frederiksen skrev i sin dagbog i 1900. 

I praksis indbefattede principperne et nært samarbejde mellem skole, børn og hjem, en tro på, at ethvert menneske selv skal vælge sin livsgerning – ikke forældrene, ikke samfundet eller traditionen – og en afsky for karaktergivning, for eksaminer og for kæft, trit og retning – ”eksamen har skåret et skæbnesvangert grænsesnit tværs igennem barnesjælenes levende verden”; ”lad drenge få lov til at slås” – og et uofficielt motto: ”Det vigtigste i skolens liv er alt det, der ikke står på skemaet.”

Karen Jeppes kald
Mentoren H.C. Frederiksen og hans pædagogiske principper kom til at betyde meget for Karen Jeppe, men den mest afgørende påvirkning, han havde på hendes liv, var ganske givet utilsigtet. Det var en aften i 1902, hvor Frederiksen læste højt af en artikel af Åge Meyer Benedictsen for skolens elever og lærerstab. Artiklen handlede om de forfulgte armeniere i Osmannerriget, og Karen Jeppe var blandt en gruppe fra skolen, der den følgende torsdag tog ind til København for at høre Benedictsen holde foredrag om emnet.

Benedictsen var som altid en engageret og medrivende taler – ”så fuldt optaget af, man kunne sige gennemglødet af, sit emne, at hans varme interesse uvilkårligt overførtes til tilhørerne”. Han sluttede med et råb om hjælp til de lidende armeniere – og Karen Jeppe havde fundet sit kald i livet.

Indtil da havde det været lærergerningen, et typisk hårdt, underbetalt fag for ugifte kvinder, meget ligesom at være sygeplejerske som Maria Jacobsen, og det blev det for så vidt ved med at være, men ikke længere hos Frederiksen på skolen i Ordrup.

Her havde Jeppe fået ansættelse efter endt studentereksamen (som hun bestod med glans), men først havde hun et mislykket ophold på Københavns Universitet, hvor hun studerede matematik et par år.

Det var dog næppe evnerne, der manglede, snarere hendes svagelige helbred og måske også nerverne, der svigtede. Efter et længere sygeleje var hun nu, i 1902, en afholdt lærer med et særligt øje for vanskelige børn, en forkærlighed for de vilde og utilpassede, ”de sky, indesluttede, kantede”, som hun tog med sig resten af sit liv som lærer blandt traumatiserede armeniere i Armenien og i eksil i Syrien.

Først gik der dog et års tid, hvor hun skulle argumentere med sig selv og med sit bagland i Gylling, før hun gik til Åge Meyer Benedictsen hos de nydannede Danske Armeniervenner og meddelte, at hun skulle være deres udsending.

De lod sig overtale, Jeppe var veltalende og kvalificeret, Benedictsens gode ven Johannes Lepsius havde netop brug for en lærerinde til et af Deutsche Orient Missions børnehjem, og i november 1903 stod hun så der, pigen fra Danmark, i byen Urfa i den sydlige del af Osmanneriget, på alle måder meget langt hjemmefra.