Debat: Syv vigtige bøger, der har formet samfundsdebatten

Tre eksperter anbefaler syv bøger, der har præget den offentlige debat. Se hele listen her, og få et overblik over de forskellige meningsudvekslinger fra 2017

Psykologiprofessor og forfatter Svend Brinkmann blev kendt med bogen "Stå Fast" og ses her under et interview til bogmessen BogForum 2016 i Bella Center København.
Psykologiprofessor og forfatter Svend Brinkmann blev kendt med bogen "Stå Fast" og ses her under et interview til bogmessen BogForum 2016 i Bella Center København. Foto: Mathias Eis Schultz/ Gonzales Photo/ritzau.

Bøger skal ikke kun læses – de skal også debatteres. I anledningen af Bogforum 2017 vil Kristeligt Dagblad hver dag præsentere syv boganbefalinger ud fra et af avisens stofområder. Politikens opinionsredaktør Mads Zacho Teglskov og debattørerne Kasper Støvring og Marie Høgh står bag dagens syv boganbefalinger, der har præget den offentlige debat og ført til diskussioner henover middagsbordene. Se hele listen her:

1. Svend Brinkmann: Gå glip. Gyldendal. 120 sider.
Det handler om at lære at begrænse sig fremfor at nå det hele i Svend Brinkmanns nyeste bog. Et vigtigt budskab til vores samtid mener Kasper Støvring:

”Brinkmann er en af landets førende konservative debattører, der fortjent har fået succes ved at pege på det, tiden mangler: Evnen til at give afkald - eller som det hedder i bogtitlens bydeform: Gå glip. Angst, stress og depression er tidens dominerende sygdomme, som skyldes en slags overophedning af vores kulturelle immunsystem: Alting presser sig på, uden at vi rigtig kan gøre noget ved det.”

2. Kaare Dybvad Bek: De lærdes tyranni. People's Press. 216 sider.
Morgendagen tilhører ikke akademikerne, den tilhører de industriansatte og bygningshåndværkerne. Der er dem, der former de danske værdier. Mads Zacho Teglskov anbefaler ”De lærdes tyranni”, hvor folketingsmedlem og socialdemokrat Kaare Dybvad Bek fortæller om, hvordan de lærdes tyranni har hersket i Danmark i de sidste tyve år.

”Den socialdemokratiske boligordfører gjorde med sin bog noget, som folketingsmedlemmer ikke gør ret tit. Han tog initiativ til en bred og dyb debat om uddannelse og ulighed, og han fik sat gang i en debat, som vi ikke havde taget, hvis bogen blot var forblevet tanker. ’De Lærdes Tyranni’ er velskrevet og godt komponeret, og selv om den slår for hårdt på de langtuddannede danskere, er den årets mest opløftende debatbog, fordi den viser, at folkestyrets parlamentarikere er bevidste om, at de er valgt til at skabe nødvendige samfundsændringer – med og for borgerne.”

3. Hans-Jørgen Schanz: Ånd. Forlaget Klim. 107 sider.
Man kan binde mund og hånd – men ikke ånd. Sådan var det engang. Marie Høgh anbefaler ”Ånd”, der fortæller, at det poetiske og religiøse sprog er trængt som aldrig før, og dermed bliver sproget endimensionelt:

”'Det står fandeme skidt til med kultur og ånd i Danmark' skrev professor i idehistorie Hans Jørgen Schanz i en sommerartikel i Politiken. Han har jo ret. Men alligevel er begrebet ånd ikke gledet ud af vores sprogbrug. I modsætning til vores naboer både mod syd og nord slynger vi faktisk om os med begrebet – ikke mindst i den offentlige debat, men ofte er det ikke andet end mundsvejr. En noget luftig omgang. For hvad betyder ånd egentlig? Hans-Jørgen Schanz tager os med på en tour de force igennem begrebet ånd i den lille velskrevet bog af samme navn.”

4. Imran Rashid: Sluk. Lindhardt & Ringhof. 256 sider.
Hvert tiendesekund bliver der sendt ottemillioner mails, tomillioner sms'er og 309.375 facebook likes. Speciallæge og innovationschef Imran Rashid fortæller i sin bog om, hvilke effekter det digitale liv har for vores fysiske og psykiske helbred. En tankevækkende bog ifølge Kasper Støvring:

”Det er en fyndig bog, der problematiserer den digitale afhængighed. Den handler om, hvordan især sociale medier hæmmer hjernens evne til fokusering og dybderefleksion samt skaber en masse følgesygdomme, herunder søvnmangel og nedsat evne til empati.”

Læge og forfatter Imran Rashid, som er aktuel med bogen "Sluk - kunsten at overleve i en digital verden".
Læge og forfatter Imran Rashid, som er aktuel med bogen "Sluk - kunsten at overleve i en digital verden". Foto: Tobias Nicolai/ritzau

5. Kaare Skou: 520 dage, der forandrede Danmark. Gads Forlag. 316 sider.
Hvad fik Lars Løkke Rasmussen og hans smalle venstreregering ud af de 520 dage, hvor de sad på magten inden en ny regeringskonstellation tog over? Det er hovedspørgsmålet i Mads Zacho Teglskovs anden boganbefaling, hvor den mangeårige politiske journalist Kaare Skou undersøger den nære politiske fortid:

"Det er et studie af populismens og den politiske uformåenheds betydning for sammenhængskraften i Danmark. Som politisk overblik er bogen glimrende, men det er de bidske pointer om de liberale politikeres principløshed, der står klarest tilbage. Det er en vigtig bog i en tid, hvor liberale grundholdninger står svagere, end de har gjort i årtier."

6. Sørine Gotfredsen: Fri os fra det onde. Kristeligt Dagblads Forlag. 255 sider.
Sidste anbefaling fra Kasper Støvring går til Sørine Godtfredsens seneste bog, "Fri os fra det onde", hvor Martin Luthers liv og tænkning bringes i spil i den moderne verden.

”Igen allerede i anslaget en bog om det, der altid bærer en god debatbog: Utidssvarende tanker som tiden har brug for. Her om selve det onde, om syndsbevidstheden og selvtilstrækkeligheden: sygdommen til døden. Bogen er provokerende og oplysende, ikke mindst fordi forfatteren giver mange konkrete eksempler hentet fra mange forskellige steder i det moderne liv.”

7. Jesper Vind: Det nye tyske højre – politik, rødder, idéer. Gyldendal. 168 sider.
Marie Høgh er særligt begejstret for Weekendavisens korrespondent Jesper Vinds portræt og analyse af den tyske højrefløj. Jesper Vinds bog var også repræsenteret under historieanbefalingerne.

”Bogen er lykkes dels, fordi Jesper Vind har med vanlig grundighed sat sig ind i tingene, men i høj grad også fordi forfatteren lader læseren danne sin egen holdning til et kontroversielt og omdiskuteret tema. Det fine ved bogen er nemlig, at den er upartisk. Den udstiller ikke nogen, taler ikke til et bestemt segment og Vind prøver ikke at folkeopdrage eller konkludere på læserens vegne. Det er faktisk ikke hver dag, at det lykkes nogen at skrive en samfundsfaglig, historisk, politisk bog, der høster flotte anmeldelser i et felt, der spænder så bredt, som fra det konservative tidsskrift Critique, Weekendavisen og Politiken til netavisen Pio. Køb den!”