Distance
Vi må skabe en afstand i nærheden for
at undgå en omklamring, der tager livet af os selv og vores bånd til den anden.
Det er i denne afstand, vi kan genopdage
både os selv og vores forbundethed.
I dagligdagens konkrete og praktiske forbundethed ser
vi også distanceringer i vores gensidige forhold til hinanden.
De er der næsten hele tiden som små eller store afbrydelser
eller stop i relationsforløb. Her er der ofte tale om at gå på listefødder og bare
antyde noget, der kan tolkes om distance. Selvfølgelig fordi
vi i dagligdagen ikke ønsker et brud, men langt snarere ser
frem mod at håndtere relationen på en måde, der passer til
vores indstilling og forventning – og behov for en distance.
Her er distanceringen en af de måder, vi bruger for at få
relationsforholdet i bevægelse.
Det kan være som en uenighed, måske en beskeden
eller nærmest tilfældig konflikt eller måske en protest, der
opstår ud af forbundetheden som en slags nødvendighed. Relationen mellem to parter tager en form eller når til et
punkt, hvor en distance er nødvendig, som i scenen her:
Han afslutter telefonsamtalen og fortæller hende,
at aftalen nu er gået i orden – han og firmaet
har fået kontrakten med efteruddannelse af alle
medarbejderne i Solbjerg Kommune – i skarp
konkurrence med adskillige andre. ”Det holdt også
hårdt, siger han – men vi fik den!” De sidder ved
frokosten, de to ægtefæller, og han genoptager
tilfreds sin frokost ved bordet. Dér er det så, hun
bøjer sig frem og siger med undertrykt skarphed: ”Jeg
synes, I er rygklappere. I kan ikke få nok – det er til
at brække sig over”. Han mærker varmen i ansigtet,
spiser videre, men fornemmer bag irritationen som i
et glimt, at hun måske bare har ventet på lejligheden
til at sige netop det.
Når uenigheden her bryder igennem forbundetheden som
en aggressiv distancering, er der tale om at sætte relationsforholdet
på prøve. Hun truer den gode stemning ved bordet
og afviser at deltage i jublen over kontrakten – tværtimod:
Hun nedgør ham. Hun truer også relationen mellem
dem, måske ikke på lang sigt, men relationen som den er
her og nu. Hun har brug for distancen, måske fordi hun ikke
kan se sig selv i en relation, der accepterer rygklapperi. Hun
synes, han har været rygklapper for at få kontrakten, men
har det nogen som helst konsekvenser for hende? Hun kan
vel bare blande sig uden om og lade ham om det?
Distancering er en proces, der skabes af små signaler i de sociale samspil. Det kan være som et fravær, en manglende øjenkontakt eller et blik, der ser væk mod fjerne fikspunkter, manglende opfølgning, som vi tager som svag interesse. Det er små antydninger af skift fra fokuseret nærvær til et fravær, der antyder en glidende distancering i relationsforholdet. Vi oplever det måske som en stille skuffelse eller en opfordring til at skabe ny energi for at vinde opmærksomheden tilbage.
Hvis det ikke lykkes, erkender
vi svækkelsen af båndet mellem os – måske bare for en
stund eller en kortere periode. Det var måske en distraktion,
en uopmærksomhed, en opslugthed i egne tanker, en
falden hen i et indfald – for så at vende tilbage, genoptage
samtalen og nærværet. Måske, for det kan også være, at
kontinuiteten er væk:
(…) han var fjern i blikket, tilsyneladende tankefuldt
overvejende hendes overvejelser – og meldte så
ind med ordene: ”Der er noget helt andet, jeg
tænker på”. Hun var ikke i tvivl, hans indfald var en distancering og en afvisning af hende, og hun trak sig
selv tilbage fra involveringen.
En distancering er at bevæge sig bort, måske for at finde sig selv. Men det er jo også en bevægelse bort fra en anden, og det kan opleves som en slags degradering af samtalepartneren. Derfor er distancering også ofte i ledtog med skænderi eller med en social proces, der befinder sig grænseområdet mellem uenighed og egentlig åben konflikt.
Begge parter
kan bidrage til distanceringen, når den først er i gang. De forøger den i en gensidig udveksling, der har som mål at
skabe en afstand mellem dem. Distanceringen fører frem
mod positioner, hvor de kommer fri af hinanden, og det var også det foreløbige mål – måske fremprovokeret af undertrykkelse
af selvstændigheden gennem en lang periode.
Distanceringer er ofte ledsaget af følelser af mismod
eller skuffelse, oplevelsen af at være trådt på, og bliver
fulgt op at en fornærmethed, der på sin side fortæller om
en tilbagetrækning som svar. Begge parter i et samspil er
ude i distanceringer, der bidrager til brudflader i relationen.
Fornærmethed er en social konvention for oplevelsen af at
være såret eller trådt på.
Pointen i distanceringer på gulvplan er, at vi hele tiden
befinder os i pendulfart et sted mellem nærhed og distance.
Vi er i bevægelse, opholder os måske på en af positionerne,
men glider så af sted igen i et opbrud, der fører
os tilbage. Ikke til udgangspunktet, men til et andet punkt,
hvor vi måske samler os til et nyt nærvær.
