Den dybe trang til at kunne se sig selv i et godt lys afslører nemlig for os, hvordan vor tids narcissisme er blevet forsynet med en moralsk dimension. Det handler ikke kun om selvforelskelse, men også om at vide sig elsket for sit rene sindelag, hvilket ikke synes at have den store betydning i Ovids fortælling.
Narcissus er først og fremmest glødende forelsket i sit eget smukke ydre og virker slet ikke optaget af, om han fremtræder som et godt menneske, der er værd at omgås. Han nyder blot tilbedelsen og opmærksomheden og forsøger ikke engang at skjule sin arrogance for at bilde omgivelserne ind, at han rummer et mildt væsen.
I dag er selviagttagelsen blevet forsynet med et lag af moralsk bestræbelse, præget i mere eller mindre grad af et behov for at blive opfattet som gode mennesker. I virkeligheden burde det ikke komme bag på os, for vi har selv skabt det rum, der tvinger os til på egen hånd at sætte normen for godhed.
Når det guddommelige skubbes så meget på afstand, som
det er tilfældet i vores moderne verden, er vi overladt til
hele tiden selv at skulle definere noget, der minder om
et etisk ideal.
Den narcissistiske kraft er blevet forsynet med længsel efter fromhed, og det er blevet til et særligt projekt at kunne præsentere sig selv som medmenneskelig og rummelig.
Det er en bestræbelse, der løber som en elektrisk strøm gennem sprog, udbrud, bevægelser og holdninger, og den ligger som en støbt dagsorden i mange af diskussionerne mellem os.
Man kommer nemt til at
lade sig styre af bestemte mønstre for ikke at blive mistænkt
for at rumme for meget af det mørke og negative,
og i virkeligheden kan visse former for samvær nærmest
have karakter af renselse.
Jeg har selv bevidst afprøvet, hvordan det kan føles. For nogle år siden besluttede jeg mig for en hel nytårsaften igennem kun at sige det pæne og harmløse. Mest for eksperimentets skyld. Jeg havde skrevet en aviskronik angående islam og det multikulturelle, der havde skabt en del vrede, og mit omdømme havde i nogle kredse fået et noget dæmonisk skær.
Denne aften skulle tilbringes sammen med mennesker, som jeg vurderede til hovedsageligt at være Politiken-læsere og dermed mest vant til at samles på den moralske midtbane. Søren Krarups person ville næppe her blive nådigt bedømt, og jeg besluttede, at det var blevet tid til at give mig selv et moralsk pusterum.
Eksperimentet gik ud på at undersøge,
hvad det egentlig fører med sig kun at sige ord, der mildt
og eftergivende følger strømmen, og resultatet var overvældende.
Hvis man lige ser bort fra, at samtalen på visse stræk den aften helt stagnerede i indholdsløs enighed, så var den interessante konsekvens, at jeg virkelig, som timerne gik, følte mig som et mildere menneske.
Angående indvandringen, islam og den svære integration udtalte jeg kun det sikre og korrekte og opdagede, at et menneskes ord i overfladisk forstand virkelig skaber, hvad det nævner.
Det lyder skørt, men den samdrægtighed, der denne aften opstod omkring bordet, fik mig til at føle, at jeg trådte ind i en så eftergivende tilstand, at alene følelsen af mit eget sindelag syntes at kunne bidrage til
en bedre verden.
Mens den ene del af mig faktisk blev en smule rørt af al den gode vilje, der fyldte dagligstuen, erkendte den anden med anderledes klarhed, at vi lige nu omkostningsfrit boltrede os i den fælles medrivende pænhed.
På et tidspunkt faldt talen for eksempel på nogle problemer på Amager, hvor en flok indvandrerdrenge i en periode havde skabt ballade. Først blev vi enige om, hvor ubehageligt det er, at et område på den måde bliver så utrygt, hvorpå der blev en lille pause.
Dernæst bemærkede én af gæsterne ved bordet helt efter drejebogen, at det jo nøjagtig lige så godt kunne være etniske danske unge, der opførte sig så skidt. Sådan rent principielt.
Jeg var meget tæt på her at miste grebet om mit medløber-eksperiment, men nåede lige netop at bremse mig selv og gav ham bare ret og mærkede endnu en lille bølge af fred strømme gennem kroppen. Alt imens jeg naturligvis ikke kunne undgå at bemærke, hvor nemt vi beslutter os for at negligere dele af virkeligheden.
I dette tilfælde ved at benægte den statistiske kendsgerning, der siger, at unge med anden etnisk baggrund oftere begår kriminalitet end unge med etnisk dansk baggrund. Men et løfte er et løfte, og jeg sagde ikke nogen imod.
Den
største belønning for den disciplinerede indsats faldt, da
vi hen på natten skiltes i det nye år, og én bemærkede,
at jeg virkede meget mildere og sødere i virkeligheden
end på afstand.
Én ting er, at det gør de fleste mennesker, mens noget andet jo er, at det unægtelig var en lidt falsk udgave af min person, hun havde fejret nytårsaften sammen med.
Og noget helt tredje er, at jeg på vejen hjem tænkte, at jeg virkelig godt forstår, hvorfor så mange vælger enten at lægge sig i slipstrømmen af de rigtige holdninger eller helt at tie stille i samtalen om indvandring og integration.
For det er uendeligt meget mere afslappende at være passiv og positiv, og jeg forestiller mig, at man med tiden ville kunne blive så fortrolig med stilen, at den gradvist kommer til at føles som en del af ens egentlige væsen.
Mon ikke man kan blive så afhængig af at mærke tolerancens og uskyldens forplantning i fællesskabet, at man får lyst til at opsøge tilstanden igen og igen?
Og på den måde undgå at komme alt for meget i berøring med den beskidte byrde, som mennesket også rummer.