Ritt Bjerregaard: Sådan får vi ægteskabet til at fungere

Da Ritt Bjerregaard og hendes mand blev gift for 50 år siden, vidste de faktisk ikke meget om hinanden. En af årsagerne til, at de kan fejre guldbryllup er, at de altid har talt rigtig meget sammen, skriver Ritt Bjerregaard i bogen "Valgt," som er den anden i serien om Ritt Bjerregaards erindringer, der udkom første gang i 2015. Her kan du læse uddraget "Guldbryllup" fra bogen

Ritt Bjerregaard og hendes mand Søren Mørch blev gift i 1966. I talen ved deres guldbryllup fortalte Søren: "Vi har lige fra begyndelsen af vores bekendtskab indset, at det ikke kunne nytte at rette eller opdrage på hinanden. Så det har vi stort set ladet være med."
Ritt Bjerregaard og hendes mand Søren Mørch blev gift i 1966. I talen ved deres guldbryllup fortalte Søren: "Vi har lige fra begyndelsen af vores bekendtskab indset, at det ikke kunne nytte at rette eller opdrage på hinanden. Så det har vi stort set ladet være med.". Foto: Lars Krabbe/ritzau.

Fredag den 22. juli 2016 var dagen for Sørens og mit guldbryllup. Vi havde i foråret været bange for, at vi slet ikke kom til at fejre det. Vi tog på Sortebro Kro i Odense, fordi jeg kender kokken John Kofod fra mit arbejde med Bocuse d’Or og ved, at han laver god mad. Sortebro Kro ligger smukt ved Den Fynske Landsby i en gammel bindingsværksgård.

Det blev en ualmindelig dejlig middag, hvor vi ikke drak mere, end at vi kunne køre hjem. Det var sjovt at sidde og tale om dengang, da vi blev gift, spiste frokost i Tivoli og bagefter havde middag med familien i Lyrskovgade. Derfra var det blevet Fyn, for i 1966 startede vi for alvor begge med nye job og nyt hus.

Vi talte om, at vi egentlig ikke vidste ret meget om hinanden, dengang vi blev gift, og at vi er nogle andre mennesker nu. Begge mener vi, at en vigtig forudsætning for, at vi har holdt sammen i 50 år, er, at vi har brugt meget tid på hinanden. Vi talte virkelig alle de problemer, der opstod, igennem i både time- og dagevis.

De fik ikke lov til at hobe sig op og fylde. Vi snakkede, snakkede og snakkede! Ligesom vi diskuterede magtens væsen og dens udtryksform.

Det gjorde mig til en skarpere politisk iagttager og analysator af det politiske spil, som jeg i så mange år var en del af. Nu kunne vi beskrive os selv som soulmates, selvom Søren ikke kan lide den slags amerikanske udtryk.

Vi glædede os over, at vi var nået så langt, og så frem til festen lørdag den 6. august. Vi havde for længst inviteret gæsterne. Det foregik hos Styrbæks nord for Odense.

Haven var dejlig, solen skinnede, og gæsterne var i heldigt lune.
Haven var dejlig, solen skinnede, og gæsterne var i heldigt lune. Foto: Søren Svendsen

De er nogle af de venner, vi deler madglæde med, og hvis ikke festen havde været hos dem, ville de selv have været gæster – både Klavs og Pia.

Det blev festligt og helt overdådigt med spændende og veltillavet mad i smukke omgivelser og serveringer. Det var dejligt at være omgivet af venner, som vi begge havde kendt i mange, mange år. På den anden side af Søren sad Else Marie Sejer Larsen. Hun er vores ældste fælles ven. Både Søren og jeg kendte hende, før vi blev kærester. Hun underviste på Statsseminariet på Emdrupborg, så hun havde været med igennem alle de 50 år.

Når vi kiggede os rundt, kunne vi se vores fælles liv rullet op, og vi kunne se, at også gæsterne glædede sig over denne guldets dag.

I de sidste dage op til festen indløb der også nogle afbud fra vore ældste venner. Sygdom gjorde, at de alligevel ikke kunne være med. Mange er blevet rigtig gamle.

Min veninde Sidse Larsens mand, Jan, sang smukt for os, og vi havde også bedt om, at han sluttede med en fællessang: ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord” af Grundtvig. Søren introducerede den ved at fortælle lidt om sig selv og sin familie – og samtidig noget om mig. Bagefter fik jeg ham til at skrive det rent, så her er noget af talen:

”Ritt mener – og det tror jeg, hun har ret i – at grunden til, at vi har holdt ud at være gift i 50 år, er, at vi kommer fra så forskellige samfundslag, som vi gør. Vi har fra begyndelsen af vores bekendtskab indset, at det ikke kunne nytte at rette eller opdrage på hinanden, så det har vi stort set ladet være med.

Ritt synes, at vi som fællessang skal synge ’Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord’. Den er skrevet af Grundtvig, der var en så stor poet, at der – selv i al den kristelige opbyggelighed – kunne være … opbyggelse, når inspirationen kom over ham, og Fanden tog ved ordet.

En af mine oldefædre, min farmors far, var Ernst Trier, der var højskoleforstander i Vallekilde, havde samme uforfærdethed, som min farmor også havde, og som I kan opleve ved at se på Ritt. Enten finder man det uimodståeligt eller forfærdeligt.

Da højskolebevægelsen i 1870’erne skulle have en sangbog – Højskolesangbogen har man nemlig ikke altid haft – blev Ernst Trier af de andre højskolefædre sat til at overtale Grundtvig, så man kunne få lavet noget af hans store digt fra 1839 – ’Åbent brev til mine børn’ (Grundtvig havde skrevet det i anledning af, at han konfirmerede sine to sønner) – om til en højskolesang. (Højskolebevægelsen var grundtvigiansk, men var ikke noget, Grundtvig yndede: ’Der kan sikkert komme megen god gammen ud af den slags bondeskoler,’ som han udtrykte det).

Grundtvig var i 1872 89 år gammel. Han havde vattersot – hans ben var tykke som en elefants, og han kunne dårligt gå. Han var lige kommet over sit seneste og sidste sindssygeanfald, hvorunder han fra prædikestolen i Vartov nåede at profetere, at den urgamle enkedronning Caroline Amalie (Hun var enke efter Christian 8. og kan beses som monument i Rosenhaven i Kongens Have) skulle føde den nye Holger Danske, inden man fik ham gelejdet ned.

Søren fortæller om "Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord."
Søren fortæller om "Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord." Foto: Søren Svendsen

Så mødte Ernst Trier op på Gammel Tuborg, hvor Grundtvig boede, og forklarede, at der kunne blive en yndig højskolesang ud af at skære et stykke ud af hans berømte åbne brev til sine børn.

Det, der blev skåret ud, skulle bare opdeles i tre vers. Grundtvig behøvede kun at digte fire linjer mere – så var den ged barberet!

Forslaget ville, hvis det havde været nogen som helst andre end Ernst Trier, min farmor eller Ritt, der havde fremsat det – have været uforskammet, fornærmeligt og vanvittigt, men Grundtvig tog det pænt. Ernst Trier har beskrevet, hvordan det foregik:

Grundtvig sad i sin lænestol foran den åbne havedør ud til sommervejret og hørte på forslaget. Han lukkede sine øjne og sad et stykke tid, som om han sov. Så åbnede han øjnene og så på Trier med et tindrende blik og sagde:

"Om kort, om langt blev løbebanen spændt,

Den er til folkegavn, den er til grøde;

Som godt begyndt er dagen godt fuldendt

Og lige liflig er dens aftenrøde."

Det blev det sidste, Grundtvig digtede. Få uger efter døde han, og ordene blev også en gravskrift over og en udgangsreplik for ham selv.”

Talen var bedre end selskabets evne til at synge sangen, men vi kom igennem den. Det var heldigt, der var en forsanger.

Efter Sørens hjertetilfælde – og guldbrylluppet måske også – havde vi mere brug for at være sammen. Vi fik indskærpet, at vi havde hinanden på lånt tid, så det gjaldt om at nyde tilværelsen sammen så meget, vi kunne.

Det var også vigtigt for mig at kunne passe mine mange venner, for det har været en glæde i livet at kunne følge med i andres liv, ligesom det var vigtigt for Søren at have tid til sig selv, til at læse, skrive og bare være alene. Den balance, vi fandt frem til igennem livet, den brugte vi også nu, hvor vi var blevet gamle.