Kellys historie om tilgivelse
Margaret Healys familie tilgav næsten omgående den 17-årige Kelly Connor for den bilulykke, der dræbte Margaret.
Årtier senere kæmper Kelly stadig med at tilgive sig selv:
Jeg følte, at jeg ikke fortjente at være glad eller overhovedet at være i live. Det var en smertelig måde at leve på. Jeg følte mig isoleret fra alt og alle. En stor del af problemet var, at jeg ikke kunne tale om det, men noget andet var, at jeg var så enorm skamfuld. Der var noget i vejen med mig. Var jeg virkelig dette forfærdelige monster, der havde taget et andet menneskes liv? Jeg var ikke fuldstændig ærlig med hensyn til ulykken, og jeg ved, at det bidrog til mit selvhad og min skyld og skam.
Hele mit liv blev defineret af den ene eftermiddag. Jeg ved ikke, hvem jeg ville have været, hvis det ikke var sket. Det har taget mig årtier at forsone mig med, hvem jeg er. Betyder det, at jeg har tilgivet mig selv? Jeg er ikke sikker. Det er noget, jeg den dag i dag stadig slås med. Jeg ved, at jeg ikke ville være den, jeg er, uden at have taget et liv, og i dag kan jeg godt lide den, jeg er. Det er vanskeligt at få disse ting til at harmonere. Når jeg taler om ulykken, hjælper det andre, og det er en kolossal hjælp til min selvtilgivelse.
I dag forskes der i det traume, som opstår, når bilister bliver skyld i dødsulykker. Denne forskning er kommet i gang, fordi jeg talte offentligt om det, jeg havde været igennem. Visheden om, at der kan komme noget godt ud af denne tragedie, giver mig noget at holde fast i – en større mening og et formål.
Jeg ved, at Margarets familie tilgav mig. Jeg tror, at Margaret selv tilgiver mig. Og de fleste dage tror jeg, at jeg har tilgivet mig selv. Men det har været en lang og hård proces. Hvis dette var sket for en veninde, ville jeg have sagt: »Ulykker sker nu engang. Tilgiv dig selv, og kom videre.«
Vi er nok hårdere, når det gælder os selv. Jeg ved, at jeg er. Jeg forsøger at hjælpe andre. Jeg er en god mor. Den slags minder jeg mig selv om, når selvbebrejdelserne kommer tilbage, og det hjælper faktisk.
Selvtilgivelse er ikke en fribillet
Når vi tilgiver nogen, giver vi afkald på ethvert krav om, at han eller hun skal lide, som vi har lidt. Som vi har vist, giver en cyklus af gengældelse og hævn aldrig den befrielse fra smerte, som vi søger. Det tjener kun til at øge pinen. Når vi tilgiver os selv, befrier vi også os selv for en cyklus af straf og gengældelse vendt mod os selv. Det betyder ikke, at vi ikke er ansvarlige og ikke skal kræves til regnskab for vores handlinger. Hvis jeg går ind i dit hjem og stjæler noget, der tilhører dig, kan jeg ikke gå hjem og sige: »Jeg tilgiver mig selv, så nu er alt, som det skal være.«
Hvis jeg tilgiver mig selv, betyder det ikke, at jeg prøver at slippe for konsekvenserne af, hvad jeg har gjort. Jeg må stadig gå ad Den Firefoldige Vej og bestræbe mig på at råde bod på mine forseelser over for mit offer. Hvis du ikke har gjort det, må du gå tilbage til sidste kapitel og slå ind på vejen til tilgivelse. Hvis vi virkelig ønsker at tilgive os selv, kan vi ikke komme uden om et ærligt forsøg på at indrømme vores forseelser, se konsekvenserne af vores sårende handlinger i øjnene, sige undskyld, bede om tilgivelse og give oprejsning.
Professorerne Julie Hall og Frank Fincham fra State University of New York i Buffalo forsker i selvtilgivelse, som de kalder »stedbarnet« i forskningen i tilgivelse. I deres offentliggjorte undersøgelse skelner de mellem sand selvtilgivelse og pseudoselvtilgivelse:
For virkelig at tilgive sig selv må man enten eksplicit eller implicit erkende, at ens adfærd var forkert, og acceptere ansvaret eller skylden for denne adfærd. Uden disse elementer er selvtilgivelse irrelevant, og der bliver sandsynligvis tale om pseudo-selvtilgivelse. Pseudo-selvtilgivelse forekommer, når en gerningsmand ikke erkender sin forseelse og heller ikke accepterer ansvaret for den. I sådan en situation vil man måske hævde, at man har tilgivet sig selv, selv om man faktisk ikke mener, at man har gjort noget forkert. Erkendelsen af forseelsen og accepten af ansvaret fremkalder almindeligvis følelser af skyld og fortrydelse, som må opleves til fulde, før man kan komme videre til selvtilgivelse. Forsøg på at tilgive sig selv uden kognitivt og emotionelt at bearbejde forsyndelsen og dens konsekvenser vil sandsynligvis føre til fornægtelse, undertrykkelse eller pseudo-selvtilgivelse.
Vi søger en autentisk selvtilgivelse, og denne kommer kun med et ærligt, ransagende blik på os selv, vores handlinger og konsekvenserne af vores handlinger.
Mennesker, som ærligt søger at tilgive sig selv, er mennesker, der vil ændre sig. De ønsker ikke at gentage fortidens fejl. For at ønske ægte selvtilgivelse må man være et menneske med samvittighed. Hvis du føler skyld, skam, beklagelse eller anger på grund af noget, du har gjort, er dette stedet at begynde. Du kan gå Den Firefoldige Vej og søge tilgivelse. Hvis du er lammet af skyld, skam, beklagelse eller anger, er der en måde, hvorpå du kan blive hel og bryde løs af lammelsen, nemlig ved at påbegynde processen med at tilgive dig selv.
Hvorfor skal jeg tilgive mig selv, og hvorfor er det så vanskeligt?
Manglende selvtilgivelse kan påvirke ethvert område af vores liv – vores helbred, karriere, forhold til andre, forældrerolle og vores almindelige velbefindende. Når vi nægter at tilgive os selv, oplever vi de samme skadelige følelsesmæssige og fysiske virkninger, som når vi nægter at tilgive andre. At holde fast i selvbebrejdelser gør os til en fange af fortiden og begrænser det potentiale, som ligger i øjeblikket. Vi kan så let gøre os til ofre for vore egne tanker og følelser af skyld og skam over det, vi har gjort.
Tag ikke fejl: Vi skal stå til ansvar for vores handlinger, men når vi sidder fast i den sørgelige historie om, hvad vi har gjort – når vi former en identitet ud fra vores tidligere handlinger – nægter vi os selv forvandlingens gave. Vi kan alle lære af fortidens fejl. Men at lære af fortiden er ikke det samme som at blive holdt som gidsel af, hvad man har gjort. På et eller andet tidspunkt må vi give slip på fortiden og begynde igen. Vi har flere gange sagt, at der ikke er nogen, som ikke fortjener tilgivelse, og det inkluderer os selv.
Jeg ved, at det alligevel kan være vanskeligt at tillade sig selv den tilgivelse, som vi så frit kan give andre. Måske måler vi os selv med en højere standard end den, vi måler andre med. (Hvis vi tænker over det, kan vi se, at denne dobbelte standard i virkeligheden er udtryk for hovmod: Jeg er et bedre menneske, end han eller hun er, og derfor burde jeg opføre mig bedre.) Måske føler vi, at vi ikke rigtig har betalt for vores forbrydelser. Måske afholder vores skyld og skam os fra at føle, at vi fortjener endnu en chance. Brené Brown, førende forsker i skam og forfatter til mange fremragende bøger om emnet, definerer skyld som den følelse, at »jeg har gjort noget ondt«, og skam som den følelse, at »jeg er ond«.
Det er kun ret og rimeligt, at man føler sig skyldig, når man har gjort noget forkert. Det er på den måde, man finder ud af, at det er nødvendigt at gå ad Den Firefoldige Vej for at reparere den skade, man har gjort, og forny de personlige forhold. Skyld hjælper os til at bevare kontakten til andre. Skam spiller også en evolutionær rolle ved at holde os i kontakt med gruppen. »Har du ingen skam i livet,« siger vi til mennesker, som ikke har begreb om, hvordan deres handlinger skader andre. Men skamkan være giftig. En giftig skam driver os ud af fællesskabet og får os til at tro, at vi ikke hører til. Den får os til at tro, at vi ikke fortjener at have relationer til andre mennesker.
Ingen mennesker er onde, og ingen af os bør defineres som summen af vores værste handlinger. Kelly Connor er ikke en morder; hun er et menneske, hvis handlinger dræbte et andet menneske. Ingen af os er forbryder, løgner, bedrager eller monster. Vi er alle skrøbelige og ufuldkomne mennesker, som forsynder sig mod hinanden. Når vi gør disse ting, er vi ikke monstre; vi er mennesker, som er blevet adskilt fra vores egen godhed.
Vi defineres ikke af, hvad vi har gjort. Vi er i den grad blevet vænnet til at tro, at man respekterer os på grund af det, vi gør, ikke på grund af dem, vi er. Sandheden er, at vores værd som mennesker ikke har noget at gøre med vores handlinger, men den opfattelse kan gøre det meget vanskeligt for os at tilgive os selv, når vi gør noget forkert. Ingen yder konstant sit bedste.
Ingen er fuldkommen. Nogle gange er de svigt og fejl, som vi må tilgive os selv for, ikke gjort med vilje. På det pågældende tidspunkt handlede vi efter bedste overbevisning. Den aften, da trætheden fik mig til at vende mig bort fra min far, gjorde jeg det, som jeg anså for bedst i den situation. Jeg var ikke i en tilstand, hvor jeg kunne føre en meningsfuld samtale. Jeg vidste ikke, at der ikke ville blive nogen anden mulighed. Det har jeg efterhånden accepteret. Vi må alle acceptere fortiden for at skabe en ny fremtid. Hvis vi kunne have gjort tingene bedre, ville vi have gjort det. Selv om vi bevidst har gjort andre ondt, har vi alle potentialet til at ændre os. Vi kan arbejde på at råde bod på vores forseelser og gøre skaden god igen. Ingen af os er perfekte, men vi kan perfektionere kunsten at lære af vores tidligere fejl, og vi kan perfektionere selvtilgivelsens kunst. Det er på den måde, man vokser og ændrer sig og til sidst kan begynde på ny.
Kan du se dig selv i spejlet?
Det tog Lisa fem år i fængslet, før hun kunne møde sit eget blik i spejlet. Dan og Lynn Wagner, forældrene til de to piger, som Lisa slog ihjel i en bilulykke, tilbød Lisa deres tilgivelse i et brev, der blev sendt til hende i fængslet, men Lisas vej til selvtilgivelse tog længere tid at tilbagelægge. Lisa forklarer:
Lisas historie om tilgivelse
Hvis jeg kunne standse tiden, ville jeg gå tilbage til den aften og ikke drikke og køre. Men det kan jeg ikke. Jeg må leve med skylden og skammen. Hver dag må jeg på så mange måder vedgå, hvad jeg har gjort, og jeg må finde en måde at komme igennem de smertelige følelser på, som stadig dukker op, for ellers kunne jeg ikke være mor for mine egne børn. Og jeg føler mig skyldig, når jeg siger det, for det er min skyld, at Lynn og Dan ikke kan være forældre for deres børn, så hvad ret har jeg til at tale om mine egne kampe som forælder?
I fængslet var den eneste måde, hvorpå jeg kunne leve med min skyld, at have en struktur på mine dage. Hver dag løb jeg den ene kilometer efter den anden på løbebanen i fængselsgården. Hver kilometer græd og græd jeg. Jeg græd over de to piger, jeg havde slået ihjel. Jeg græd over Dan og Lynns lidelse. Jeg græd over min teenagesøn og mine to småbørn, som ikke blot mistede deres mor, men hvis mor var blevet et forfærdeligt monster og en morder i samfundets øjne. Jeg løb maraton i tårer og sorg.
Jeg læste også åndelige bøger og 12-skridts instruktionsbøger, og i en selvhjælpsbog om at helbrede og tilgive sig selv stod der, at man skulle se på sig selv i spejlet og sige: »Jeg elsker dig.« Under min daglige rutine stillede jeg mig hver dag foran den lille vask i min celle, som jeg delte med fem andre kvinder, og sagde: »Jeg elsker dig, Lisa.« En af mine cellekammerater havde set mig gøre det, dag efter dag, uge efter uge, år efter år, og en dag klappede hun og sagde: »Nu mener du det endelig.« Jeg var ikke klar over, at jeg i fem år ikke havde været i stand til at se mig selv i øjnene, når jeg sagde ordene – før den morgen. »Nu begynder det virkelige arbejde,« sagde hun. Jeg havde ingen anelse om, hvor sandt det var.
Da jeg blev løsladt og mødte Dan og Lynn på tilsynsværgens kontor, gav de mig et knus, og vi græd sammen. Min selvtilgivelse blev absolut gjort lettere af deres tilgivelse. Vi begyndte et nyt forhold den dag, og Lynn er blevet en slags åndelig mor for mig. Hun er involveret i mine børns liv. Hun og Dan ønskede endog at møde min forlovede for at sikre sig, at det var en god mand. Sammen fortæller vi vores historie, og vi forsøger at hjælpe andre. Jeg prøver at stille mig til rådighed i mit nærmiljø, hver gang jeg bliver spurgt, og jeg er fuldstændig ærlig om min fortid.
Jeg vedkender mig den, og jeg holder hovedet højt, når folk snakker om mig bag min ryg eller dømmer mig. Jeg forstår, hvorfor de gør det. Det hjælper at vide, at for Dan og Lynn er jeg ikke længere blot »den kvinde« eller »den terrorist«. Jeg er bare Lisa, og jeg har min historie, og de har deres, og sammen har vi vores historie.
Hvad selvtilgivelse er og ikke er
At tilgive sig selv er ikke en måde, hvorpå man undskylder, hvad man har gjort, eller besmykker den skade, man har forvoldt andre. Det er ikke det samme som at glemme sine handlinger. Det er faktisk i al ærlighed at huske på, hvad man har gjort, og hvordan man har såret andre. Selvtilgivelse er ikke et smuthul, så man kan undgå at indrømme sine forseelser eller at yde erstatning. Selvtilgivelse er ægte selvaccept. Det vil sige, at du accepterer dig selv som et ufuldkomment menneske. Lisa opnåede sin selvaccept, da hun kunne se sig selv i spejlet og sige: »Jeg elsker dig.« I det øjeblik fyldt af håb blev helbredelse og forvandling mulig. Hvis du lider på grund af den skade, du har forvoldt andre, betyder det, at du har anger og en samvittighed, og i de smertelige følelser findes den helbredende lindring, du søger.
Had er en gift. Hvis du retter hadet mod dig selv, så er selvtilgivelse modgiften mod den gift.
Hvad kræver selvtilgivelse?
Først og fremmest kræver selvtilgivelse absolut sandhed. Vi behøver sandheden, før vi kan blive forsonet med andre, og vi behøver sandheden, før vi kan blive forsonet med os selv. Hvis du ikke har indrømmet dine forseelser og bedt om tilgivelse, så gør det nu. Men uanset om du er blevet tilgivet af en anden eller ej, kan du alligevel stræbe efter at tilgive dig selv. Andres tilgivelse er ikke en betingelse for selvtilgivelse. Det kan selvfølgelig gøre selvtilgivelsen lettere, men nogle mennesker vil måske aldrig tilgive dig. Som vi har sagt hele vejen gennem denne bog: Vi tilgiver for vores egen skyld, ikke for andres skyld. Vi kan ikke tvinge nogen til at tilgive os; vedkommendes tilgivelse er hans eller hendes egen rejse. Vi kan ikke fremtvinge selvtilgivelse. Vi kan gå ad den vej, der tillader selvtilgivelsen at udfolde sig.
Selvtilgivelse kræver, at vi accepterer sandheden om, hvordan vi føler. Føler vi skyld? Føler vi skam? Føler vi sorg? Føler vi fortvivlelse eller håbløshed? Når vi identificerer de følelser, der hindrer vores selvtilgivelse, kan vi begynde at bearbejde dem og forvandle dem. Vores følelser af skyld og skam vil måske aldrig gå helt væk, og vi må være forsigtige med ikke at forværre situationen ved at føle skyld eller skam over stadig at føle skyld eller skam.
Selvtilgivelse kræver også ydmyghed og hårdt arbejde. Det kræver et oprigtigt ønske om ikke at gentage adfærden og et oprigtigt ønske om at ændre sig. Hvis jeg løj for min ægtefælle, må jeg for at kunne tilgive mig selv se på den smerte, jeg har forvoldt hende. Jeg må være ærlig med hensyn til den skade, jeg har gjort vores forhold, og beslutte ikke at lyve for hende igen. Når vi ved, at vi gør alt, hvad vi kan, for at gøre det godt igen, gør vi det muligt at tilgive os selv for vores handlinger.
Selvtilgivelse kræver også, at vi bevæger os ind på ukendt territorium. Vi kan gøre det til en identitet at være »ond«. Vi kan reducere beskrivelsen af os selv til udelukkende at bestå af vores værste handlinger. Når vi tilgiver os selv, giver vi slip på den identitet. Det kan være skræmmende at opdage skønheden i, hvem vi virkelig er. Der kan være en sær trøst i ubehaget ved den evindelige selvanklage og selvstraf. Enhver dyb forandring kan være foruroligende.
Hvordan tilgiver jeg mig selv?
Når vi erkender, at vi lider på grund af vores manglende selvtilgivelse, har vi taget det første skridt på vejen til at tilgive os selv. Vi må så vælge at gøre det nødvendige arbejde med selvtilgivelse. At identificere vores følelser og vedkende os dem vil hjælpe os til at vælge enten at leve med dem eller transformere dem.
Skyld
Indimellem føler vi os alle skyldige. Jeg føler mig skyldig, hvis jeg bliver vred på min kollega, eller hvis jeg råber ad børnene, eller hvis jeg er grov over for en fremmed på gaden. Skyld er et ord, der forbindes med at gøre – vi føler os skyldige, når vi gør noget forkert, eller når vi sårer nogen, vi holder af. Brené Brown skriver: »Skyld er godt. Skyld hjælper os til at blive på sporet, fordi det drejer sig om vores adfærd. Den forekommer, når vi sammenligner noget, vi har gjort – eller undladt at gøre – med vores personlige værdier. Det ubehag, som det resulterer i, motiverer ofte en virkelig ændring, rehabilitering af den skadelidte og selvrefleksion.« Hvis vi ikke er i stand til at tilgive os selv, fordi vi føler skyld, så er løsningen at finde ud af, hvem vi bør godtgøre for vores handlinger. Er der behov for at sige undskyld?
Levere de penge tilbage, vi stjal? Bør vi indrømme vores handlinger direkte over for den person, vi har skadet, og erkende den smerte, vi har forårsaget? Eftersom skyldfølelser kommer af specifikke ting, vi har gjort eller ikke gjort, kan problemet kun løses ved handling. Kort sagt ved, at vi gør noget.
Skam
Skam kan det være lidt vanskeligere at identificere end skyld. I modsætning til skyld er skam en følelse, der er forbundet med at være og ikke med at gøre. Når jeg føler mig skamfuld, betyder det ikke blot, at der er noget i vejen med, hvad jeg har gjort; der er noget i vejen med, hvem jeg er. Skam er ofte en skjult følelse, og den kan have en lammende kraft. Når vi oplever en dyb skamfølelse, føler vi en dyb adskillelse mellem os selv og verden. Vi føler inderst inde, at vi ikke er værdige til tilgivelse – hverken andres eller vores egen.
Den største barriere for selvtilgivelse kan være denne følelse af skam. Skam gør os små og giver os lyst til at gemme os, fordi vi ikke mener, at vi er værdige til at høre til i samfundet eller i verden. Skam, der ikke kommer til udtryk, kan føre til isolation, depression, stofmisbrug eller selvmord. Skam, der ikke kommer til udtryk eller ikke bliver identificeret, kan gøre det umuligt for os at føle, at vi er værdige til selvtilgivelse. Vi mindsker skammens magt over os, når vi lader den komme til orde. Skammen skjuler, hvilket sandheden ikke gør.
Processen med at tilgive sig selv og mindske skammen indebærer, at man skaber kontakt til en gruppe af ligesindede eller accepterende mennesker, som man kan fortælle om sin identitet og sine erfaringer. Når man får kontakt med andre, som også kæmper med at tilgive sig selv, fordi de er flove over, hvem de er, og hvad de har gjort, kan den forbindelse forvandle skammen. Det er grunden til, at 12-trins programmer har så stor succes verden over – mennesker kan mødes og identificere sig med hinanden i en sammenhæng, hvor de føler, at de hører til uden hensyn til, hvem de er, eller hvad de har gjort. Når man deler sine erfaringer med andre, skaber man ny mening ud af en smertelig fortid.
Når Lisa Cotter står foran en forsamling og siger, at hun slog to teenagepiger ihjel, bliver hendes skam mindre, fordi hun finder et sted, hvor hun hører til, og hjælper andre til ikke at begå de samme fejl som hende. Dette giver hende til gengæld en ny følelse af værdi og formål i livet. Skammen trives i isolationen. Den kan kun helbredes i et fællesskab og sammen med andre. Fordi vi føler skam, kan vi have medfølelse med andre, der føler skam. Fordi vi har medfølelse med andre, kan vi have medfølelse med os selv. Når vi har medfølelse med os selv, kan vi erfare tilgivelse af os selv.
Vi ønsker alle at leve i fred og harmoni. Men skal man leve i fred med andre, kræver det, at man har fred og harmoni i sig selv.
Vi kan transformere vores skyld og skam ved at bruge vores fortid til at være til gavn for andre.
Når vi stiller os selv og vores historier til rådighed for andre, kan vi lettere tilgive os selv for vores fejl og svigt.