Per Schultz Jørgensen: Børns sårbarhed varer ikke nødvendigvis ved

Børn kan overkomme mange ting, men alligevel kniber det ofte med fokus, selvkontrol og forståelsen for deres egen rolle i fællesskabet. Det mener Per Schultz Jørgensen, der i sin nye bog "Robuste børn" giver konkrete råd til, hvordan man styrker børns livsmod og tiltro til sig selv. Læs et uddrag her

Sårbar er noget, vi alle kan være i forhold til oplevelser og livserfaringer, vi bringer med os. I visse aldersperioder er vi måske mere sårbare end i andre. Det kan være i forbindelse med overgange i livet, hvor vi ikke har vores forsvarsværker på plads – roller, kompetencer, sociale netværk osv.
Sårbar er noget, vi alle kan være i forhold til oplevelser og livserfaringer, vi bringer med os. I visse aldersperioder er vi måske mere sårbare end i andre. Det kan være i forbindelse med overgange i livet, hvor vi ikke har vores forsvarsværker på plads – roller, kompetencer, sociale netværk osv. Foto: Maskot.

Han er en lidt stille dreng, 4-årige Aske, og ved modgang bliver han let opgivende og begynder at klynke lidt. Han er tydeligvis mere usikker end de andre børn i gruppen, og han er helt åbenbart ikke særlig robust. Pædagogerne beskriver Aske som sårbar, og de ser en mulig sammenhæng mellem forældrenes overbeskyttende omsorg og drengens reaktionsmønster. Forældrene hjælper altid Aske meget mere, end andre forældre hjælper deres børn, når de bringer og henter i børnehaven.

ANNONCE: Køb bogen her 

I samtalen med pædagogerne og psykologen bliver forældrene klar over, at de spiller en rolle i den proces, der har gjort Aske til den, han er. Det er den erfarne børnepsykolog Lars Rasborg, der fortæller historien, og han beretter videre om, hvordan forældrene bliver hjulpet frem til at kunne gøre Aske mere selvhjulpen. De lærer at trække sig og lade ham opleve at stå på egne ben, også selvom han skal anstrenge sig mere, end han plejer. Og et lille halvt år senere vurderer børnehaven, at Aske nu er meget mere selvhjulpen og i stand til at klare modgang på linje med mange af sine jævnaldrende.

Vi er alle sårbare

Aske karakteriseres som sårbar. Og det er da også sådan, vi ofte bruger begrebet i dagligdagen, nærmest synonymt med begreber som sarthed og usikkerhed. Indimellem bruger vi oven i købet begrebet som en pseudoforklaring: Han er lidt tilbageholdende, fordi han er sårbar. Altså en tautologi, der forklarer et begreb ved et andet beslægtet begreb – en såkaldt cirkelslutning. Men sårbarhed er mere komplekst, hvad allerede blev berørt i forbindelse med den lille begrebsanalyse af robusthed (se side 15). Her skelnede jeg mellem robusthed som en adfærd i situationen og robusthed som en egenskab. En tilsvarende skelnen kan være hensigtsmæssig, når det drejer sig om sårbarhed.

Sårbarhed er en form for skrøbelighed hos en person, en sarthed, en ængstelighed eller måske en stor følsomhed, der kan bringe personen ud af balance i en presset situation. Når pædagogerne taler om sensitive børn, henviser de ofte til sårbarhed. At være sårbar er ikke at kunne klare det pres, man kommer ud for i en given situation – eller tro, at man ikke kan. Altså en opfattelse af sårbarhed som følelsesmæssigt at blive slået ud og reagere med overdreven ængstelse og selvusikkerhed.

I den forstand er sårbar noget, vi alle kan være i forhold til oplevelser og livserfaringer, vi bringer med os. I visse aldersperioder er vi måske mere sårbare end i andre. Det kan være i forbindelse med overgange i livet, hvor vi ikke har vores forsvarsværker på plads – roller, kompetencer, sociale netværk osv. Vi kan lettere føle os ramt. Derfor er sårbarhed ikke noget sygeligt eller et forstadie til en egentlig psykisk lidelse eller nødvendigvis noget, der varer ved op gennem livet. Når vi er særligt udsatte, er vi også særligt sårbare. Men nye udfordringer og nye sociale netværk kan bringe os videre i retning af mere robust stabilitet.

Men sårbarhed kan også udvikle sig til en svækkelse af vores reaktionsmønster mere generelt. Det vil sige en mangelfuld udvikling af evnen til at takle udfordringer, en generel selvusikkerhed, en svag social kontaktevne eller et livsmod uden overskud. Her er vi ovre i en sårbarhed, der bliver en integreret del af personens væremåde, og dermed er vi også ovre i, hvad psykologien vil opfatte som dysfunktionelt og måske endda psykopatologisk. Fra en psykologisk synsvinkel er processen mellem det momentane og det permanente et kontinuert forløb. Altså en gradvis proces, hvor en situationsbestemt tilpasning mere og mere bliver en egenskab hos personen. Det er en grundpille i en psykologisk forståelse af den menneskelige udvikling.

Mangler børn og unge robusthed? Psykolog Per Schultz Jørgensen svarer i videoen herunder


Et barns udvikling er derfor et kompliceret samspil mellem barnets iboende drifter, behov og reaktionsmønstre og mulighederne i omgivelserne. Her lærer barnet at udnytte disse muligheder og opnå positive svar. I psykologisk fagsprog taler man om, at barnet tilegner sig en typisk måde at reagere på – en copingstil - der i et eller andet omfang er i stand til at støtte udviklingen. Det er strategier, der i mere eller mindre fuldstændig og komplet form udtrykker robusthed (se senere ”Strategier i robusthed”, s. 95).

Der er udsving, og der er barrierer, der skal overvindes, og barnet opnår måske ikke den optimale balance i hele sit psyko-sociale system. Der er risikofaktorer og beskyttende faktorer, der spiller sammen i udviklingen, og her kan sårbarhed opstå som en side ved dette komplekse og interaktive samspil mellem barn og omgivelser. Måske fordi barnet i en periode mødes af for store krav, bliver ængstelig, stopper op og blokerer, specielt i nye situationer. Her fungerer sårbarhed også som en udfordring, der kan mødes af ny omsorg og opbakning og dermed også udvikling af nye former for mestring. Sårbarhed er således i den psykologiske opfattelse et begreb, der er tæt bundet op i et udviklingsforløb, hvor samspillet mellem barnet og omgivelserne giver anledning til en vis bekymring.

Et barns udvikling er derfor et kompliceret samspil mellem barnets iboende drifter, behov og reaktionsmønstre og mulighederne i omgivelserne. Her lærer barnet at udnytte disse muligheder og opnå positive svar. I psykologisk fagsprog taler man om, at barnet tilegner sig en typisk måde at reagere på – en copingstil - der i et eller andet omfang er i stand til at støtte udviklingen. Det er strategier, der i mere eller mindre fuldstændig og komplet form udtrykker robusthed (se senere ”Strategier i robusthed”, s. 95). Der er udsving, og der er barrierer, der skal overvindes, og barnet opnår måske ikke den optimale balance i hele sit psyko-sociale system.

Der er risikofaktorer og beskyttende faktorer, der spiller sammen i udviklingen, og her kan sårbarhed opstå som en side ved dette komplekse og interaktive samspil mellem barn og omgivelser. Måske fordi barnet i en periode mødes af for store krav, bliver ængstelig, stopper op og blokerer, specielt i nye situationer. Her fungerer sårbarhed også som en udfordring, der kan mødes af ny omsorg og opbakning og dermed også udvikling af nye former for mestring. Sårbarhed er således i den psykologiske opfattelse et begreb, der er tæt bundet op i et udviklingsforløb, hvor samspillet mellem barnet og omgivelserne giver anledning til en vis bekymring.

ANNONCE: Køb bogen her