Forfatter: Stilhed er vigtigere end nogensinde

Hvad er stilhed, og hvorfor er den vigtigere end nogensinde? De spørgsmål udforsker den norske forfatter Erling Kagges i sin nye bog ”Stilhed i støjens tid". Her kan du læse et uddrag fra bogen

"Der blev øredøvende stille. De følgende sytten minutter talte jeg om stilheden omkring os, men også om det, der er endnu vigtigere, nemlig den stilhed, vi har inden i os. Alle forholdt sig tavse. Lyttende. Det virkede, som om de havde savnet stilheden."
"Der blev øredøvende stille. De følgende sytten minutter talte jeg om stilheden omkring os, men også om det, der er endnu vigtigere, nemlig den stilhed, vi har inden i os. Alle forholdt sig tavse. Lyttende. Det virkede, som om de havde savnet stilheden.". Foto: Leif Tuxen .

Eftersom jeg ikke kan vandre, klatre eller sejle fra verden, har jeg lært mig selv at lukke den ude.

Det tog tid at lære. Først da jeg indså, at jeg har et stort behov for stilhed, kunne jeg begynde at gå på jagt efter den – og dér, dybt under en kakofoni af trafikstøj og tanker, musik og maskinlarm, iPhones og snefræsere, lå den og ventede på mig. Stilheden.

For nyligt prøvede jeg at overbevise mine tre døtre om, at verdens hemmeligheder skjuler sig i stilheden. Vi sad ved køkkenbordet og spiste søndagsmiddag. Det er blevet det måltid i ugens løb, hvor vi har tid til at blive siddende og tale med hinanden, ansigt til ansigt.

Resten af ugen har vi for travlt. Pigerne kiggede skeptisk på mig. Stilhed er jo ingenting? Før jeg kunne nå at forklare, at stilhed er som en god ven og mere værd end de Marc Jacobs-tasker, som de går og drømmer om, var dommen afsagt: Stilhed kan være udmærket, når man er ked af det. Men ellers er den værdiløs.

Mens vi sad der ved middagsbordet, huskede jeg med ét, hvor nysgerrige de havde været som børn.

Hvordan de altid undrede sig over, hvad der mon gemte sig bag døren. Eller deres blik, når de bad mig trykke på kontakten og “åbne for lyset”.

Spørgsmål og svar, spørgsmål og svar. At undre sig er selve livets motor. Mine børn er 13, 16 og 19 i dag og undrer sig gradvist mindre. Og når de gør, ender det altid med, at de tager deres smartphones frem for at finde svaret. De er stadig nysgerrige, men deres ansigtsudtryk er mindre barnlige, mere voksne, og snarere ambitioner end spørgsmål fylder deres hoveder.

Ingen af dem gad tilsyneladende tale om stilhed, så jeg besluttede mig i stedet for at skabe stilhed ved at fortælle en historie:

To af mine venner havde bestemt sig for at bestige Mount Everest. En tidlig morgen forlod de deres basecamp for at klatre op ad bjergets sydvestlige skråning. Det gik godt. Begge nåede de toppen, men så kom stormen. De indså hurtigt, at de ikke ville slippe levende derfra. Den ene af dem ringede til sin gravide kone via satellittelefon. Sammen blev de enige om, hvad barnet, hun bar på, skulle hedde. Derpå sov han stille ind oppe ved bjergtoppen. Den anden fik ikke fat i nogen, før han døde. Ingen ved, hvad der egentlig skete oppe på bjerget den eftermiddag. Takket være det tørre og kolde klima oppe i 8.000 meters højde er de endt med at blive frysetørret. De ligger der i stilhed og ser ud, som da jeg sidst så dem for 22 år siden.

For en gangs skyld blev der stille rundt om bordet. Ingen af os reagerede på lyden af en sms, der i samme øjeblik bippede ind. Vi fyldte stilheden med os selv.

Kort efter blev jeg inviteret til at holde foredrag på St. Andrews-universitetet i Skotland. Jeg måtte selv bestemme emnet. Som regel plejer jeg at fortælle om farefulde ekspeditioner til verdens ende, men denne gang vendte mine tanker hjem til søndagsfrokosten i familiens skød. Så emnet blev stilhed. Jeg havde forberedt mig grundigt, men var som så ofte før nervøs på forhånd. Måske hørte strøtanker om stilhed netop en søndagsfrokost til og egnede sig ikke til en forelæsning på en højere læreanstalt? Ikke at jeg regnede med at blive buhet ud i løbet af de atten minutter, jeg skulle tale, men jeg ville gerne have, at de studerende ville fatte interesse for det, jeg havde på hjerte.

Jeg begyndte forelæsningen med at foreslå et minuts stilhed. Der blev øredøvende stille. De følgende sytten minutter talte jeg om stilheden omkring os, men også om det, der er endnu vigtigere, nemlig den stilhed, vi har inden i os. De studerende forholdt sig tavse. Lyttende. Det virkede, som om de havde savnet stilheden.

Samme aften gik jeg på pub med nogle af de studerende. På god afstand af den utætte hoveddør og med hvert vores glas foran os føltes det næsten som at være tilbage i min egen studietid i England. Hyggelige og nysgerrige mennesker, god stemning, interessante samtaler. Hvad er stilhed? Hvor er den? Hvorfor er den vigtigere end nogensinde?

***

Stilheden handler om at genopdage glæderne ved at holde en pause.

Når jeg ser på mine børn, har de knapt pauser længere. De er altid tilgængelige og så godt som altid travle. ”Enhver er den anden, og ingen er sig selv,” som Martin Heidegger skrev. De sidder foran skærme – alene eller sammen med andre. Jeg gør det også selv. Forsvinder i min egen smartphone, bliver lidt som en slave af min bærbare – som forbruger og til tider som producent.

På den bærbare bliver jeg hele tiden forstyrret af forstyrrelser, der er skabt af andre forstyrrelser. Jeg roder mig ind i en verden, som har meget lidt med mig selv at gøre. Forsøger at være effektiv, indtil jeg forstår, at jeg ikke kommer videre, uanset hvor effektiv jeg er.Det føles omtrent som at forsøge at finde vej i tåge på bjerget uden kompas og ende med at gå i ring. Formålet er at være travl og effektiv og ikke noget andet. Det er idioti.

Det er nemt at tænke, at det vigtigste, eller essensen i teknologien, er det teknologiske, men det er forkert.

Essensen er dig og mig. Det hele handler om, hvordan vi bliver forandret af den teknologi, vi bruger, hvad vi ønsker at lære, vores forhold til naturen, dem vi er glade for, tiden vi bruger, energien som følger med, og hvor meget frihed vi ofrer på teknologien. Ja, det er rigtigt, som mange påpeger, at afstandene bliver kortere med teknologi, men det er først og fremmest en banal kendsgerning. Det vigtigste er snarere, som Heidegger påpegede, at nærheden udebliver. For at opnå nærhed må vi ifølge den udskældte filosof forholde os til sandheden og ikke til teknologien. Efter at have prøvet netdating er jeg tilbøjelig til at give Heidegger ret.

Heidegger kunne selvfølgelig ikke forudse vores teknologiske muligheder. Han forholdt sig til biler med 50 hestekræfter, filmfremvisere og hulkortmaskiner, som alle var det nyeste nye dengang. Men han anede, hvad der var i vente.

Vi kommer til at ofre vores egen frihed i vores iver efter at bruge ny teknologi, hævdede Heidegger. Omskabe os fra frie individer til at være ressourcer. Tanken er mere rammende i dag, end dengang han gav udtryk for den. Ikke en ressource for hinanden, desværre, men noget mindre rart. En ressource for organisationer som Apple, Facebook, Instagram, Google, Snapchat og staten, som er i stand til at kortlægge mest muligt om os, takket være vores egen frivillige hjælp, og til at sælge eller bruge den selv.

Spørgsmålet er det, som Klumpe-Dumpe stiller i Alice i Eventyrland: ”Hvem er herre i huset? Dermed basta.” Dig eller en du ikke kender?

Jovist, vi mennesker er skabt som sociale væsner. Derfor er tilgængelighed et gode. Vi fungerer ikke alene. Men at slukke telefonen, sætte dig ned, ikke sige noget, lukke øjnene, trække vejret dybt ti gange og forsøge at tænke på noget andet end det, du ellers plejer at tænke på, er vigtigt.

Alternativet er ikke at tænke på noget overhovedet. Kald det meditation, yoga, mindfulness eller bare sund fornuft. Det kan være godt. Jeg har glæde af at meditere og dyrke yoga. Derudover har jeg lært mig selv en beslægtet disciplin – hypnose – og hypnotiserer mig selv i 20 minutter for at koble af. Det fungerer også fint. Jeg ligger og svæver nogle centimeter over min seng hver eftermiddag.

Alt dette er berigende, men jeg tænker også på en stilhed, som kan opleves uden brug af teknikker. Tærsklen for at finde stilhed og balance kan sænkes.

Du behøver næppe et kursus i stilhed eller afslapning for at finde tid til en pause. Stilheden kan dukke op hvor som helst og når som helst, lige for næsen af dig. Jeg skaber den selv, når jeg går op ad en trappe, laver mad eller blot koncentrerer mig om min vejrtrækning. Ja, vi er alle en del af et kontinent, men den potentielle berigelse ved at være en ø for dig selv, bør du bære med dig hele tiden.