Prøv avisen
Boguddrag

Sådan siger du farvel til én du elsker

Stine Buje og hendes mor fik meget ud af deres sidste tid sammen. Det gjorde de ved at bruge forskellige teknikker, som kunne udvikle deres nærhed i sorgens stund. Alle billederne ovenover er venligst udlånt af Stine Buje.

Når vores nærmeste får en uhelbredelig sygdom, er der ofte nogle ting, som vi gerne vil nå at tale med dem om, mens vi har muligheden for det. I bogen "Snak på livet løs!" fortæller Stine Buje, der mistede sin mor, hvordan man kan få sagt farvel på en god måde til dem, man elsker

Jeg var 31 år, da jeg mistede min mor til lungekræft. Bodil blev 62 år. Sygdomsforløbet varede halvandet år.

Jeg havde altid dårlig samvittighed, når jeg gik fra min mor på hospitalet. Det var ikke rart at tænke på, at hun skulle ligge helt alene, indtil næste gang hun fik besøg. Jeg havde behov for at gøre noget, som kunne bringe glæde ind i hendes liv, når der ikke var andre omkring hende.

Min mor havde altid elsket at danse og gå til koncerter, så jeg vidste, at musik kunne få hende til at tænke på noget andet end den virkelighed, der havde ramt os. Jeg besluttede mig for at lave en playliste til hende på min iPod med de numre, som betød mest for hende. 

De efterfølgende dage gik jeg hendes cd’er igennem for at finde de album, hun lyttede mest til. Jeg prøvede at komme i tanke om, hvilke koncerter hun havde været til, og hvilke plader der stod på reolen, da jeg var barn. Da jeg havde udvalgt 30 numre, der betød noget helt særligt for hende, stoppede jeg.

Så snart playlisten var færdig, cyklede jeg mod hospitalet. Efter at jeg havde givet hende en kort intro til iPod’en, tog hun hovedtelefoner på og begyndte at lytte til de forskellige numre. Jeg satte mig i fodenden af hendes seng, så vi bedre kunne se hinanden. Resten af dagen nikkede hun taktfast med hovedet til musikken, mens hun fortalte om de minder, der dukkede op til de forskellige numre. 

En gang imellem kom hun til at råbe højt, fordi hun glemte at tage hoved-telefonerne af, når hun ville fortælle en ny historie.

Der var dengang, hvor jeg kom tidligere hjem fra skole og overraskede hende, mens hun stod foran højttaleren og øvede sig på rappet til MC Ejners “Jul det’ cool”. Jeg stod i smug og kiggede på hende, indtil hun fik øje på mig. På det tids-punkt var hun godt inde i anden gennemspilning. Det lykkedes hende at lære rappet udenad, og lige siden spillede hun det nummer flere gange hver dag i hele december. Nogle år tyvstartede hun allerede i november.

Der var Sting-koncerten i solnedgang på det gamle amfiteater i Tyrkiet, hvor folk hoppede så meget af begejstring, at ruinerne var sunket flere centimeter efter koncerten. Der blev kun tilladt klassiske koncerter fra da. Hverken min mor, far eller jeg var specielt store fans af Sting før koncerten, men det var vi bagefter. 

Vi var enige om, at den solnedgang var en af de smukkeste i vores liv.

Der var Nik og Jays “Når et lys slukkes”, som vi hørte, dengang min morfar døde. Vi blev ringet op af sygeplejerskerne midt om natten, som fortalte, at han var sovet stille ind på hospitalet. Nummeret blev spillet i radioen, netop som vi satte os ind i bilen for at overbringe min mormor den sørgelige nyhed.

 Når nummeret blev spillet sidenhen, talte min mor altid om den nat, hvor morfar døde. 

Der var Lukas Grahams “Daddy, now that you’re gone”, som fik en særlig plads i hendes hjerte, fordi han beskrev, hvordan han mistede sin far som 24-årig. Hun fik hans cd, mens hun var syg, og lyttede til hans musik, når hun sad derhjemme i sofaen og kiggede ud ad vinduet. 

Der var Rolling Stones, som fik hende til at fortælle minder om halbal i Jylland og mænd med pagehår. Der var Eric Clapton, som fik et helt særligt blik frem i øjnene på hende. 

Der var koncerten med Leonard Cohen i Rosenborg Slotspark, hvor den gamle mand brillerede tre timer på scenen. Jeg kan huske, at jeg var imponeret over, at mine forældre kunne holde hele koncerten ud. Koncerten foregik en måned før, min mor fik konstateret uhelbredelig kræft. 

Det var, som om Leonard Cohen kom til at repræsentere det sidste fra den normale verden og begyndelsen på den unormale. 

Dagen efter at jeg havde givet min mor playlisten, fik jeg en sms fra hende, hvor der stod: “Ligger og lytter til de dejlige mor-melodier. Bliver i godt humør. Kys.”Jeg smilede og mærkede en lettelse i kroppen. Det virkede.

Jeg smiler stadig, når jeg tænker tilbage på den dag på hospitalet, hvor hun sad i den ene ende af sengen, og jeg sad i den anden. Når jeg hører et af numrene fra playlisten, kan jeg se hende for mig med hovedtelefonerne på ørerne, liv i øjnene og et stort smil på læben.

Da min mor var ved at forsvinde mentalt og ikke længere kunne tale, bevægede hun stadig storetåen taktfast, når vi satte Leonard Cohen på anlægget. Det virkede, som om de sange gik lige ind i sjælen på hende og hjalp hende igennem den hårde tid. Det er en trøst for mig at tænke på i dag.

Om musikkens betydning

I en tid med alvorlig sygdom kan musik have en god virkning på os.

Flere hospicer tilbyder musikterapi for at give adspredelse og skabe et åndehul i hverdagen for patienterne og de pårørende, som kan være både fysisk og følelsesmæssigt belastet.

Erfaringen er, at mange finder en glæde, trøst og lindring i det nærvær og fællesskab, som musikken skaber.

Læs også: Mette ville bytte sin baby væk
Desuden oplever musikterapeuterne, at musikken kan være et redskab til at åbne for dybe og vigtige tanker og samtaler, fordi musikken bringer os i kontakt med os selv, vores relationer og vores historie.

Når vi skal have taget hul på de svære emner med dem, vi skal miste, kan det derfor være en god idé at bruge musik som afsæt for vores samtaler.

Sådan gør du

Du kan starte med at overveje, hvilken stemning du gerne vil bringe frem mellem jer. Skal musikken skabe ro, glæde, nærvær, afspænding, grin, energi eller måske en blanding af det hele? Hvis I har særlige musikminder eller deler musiksmag, er det oplagt at tage udgangspunkt i jeres fællesnævnere.

Når I lytter til musik sammen, opstår der følelser, minder og tanker, som kan lede jer til at tale om emner, der rækker ud over jeres normale samtaler. Brug musikken som en anledning til at få sat ord på det, som du har behov for at tale om med den, du skal miste. Du kan veksle mellem at have fokus på musikken og de emner, som den åbner for.

Læs også: Min mand skammede sig over at være blevet syg
Hvis det virker passende, kan det være en god idé at optage jeres samtaler på video eller diktafon, så du kan genkalde dem, når behovet opstår.

Inspiration fra andre pårørende

1: Lav en spilleliste eller find på skift musiknumre, som karakteriserer særlige perioder i jeres liv. Det kunne være musik fra jeres barndom, jeres ungdom eller jeres sommerferier.

2: Lav en musikquiz, som knytter musiknumre sammen med episoder fra jeres liv eller jeres særlige karaktertræk.

3: Tag til koncert sammen. Forsøg at få pladser på første række for at gøre oplevelsen ekstra unik. Hvis I ikke har mulighed for at tage til koncert, kan I se koncerter sammen på internettet. Der er flere koncerter, som bliver transmitteret live.

Læs også: Jeg græd ikke i lang tid efter, at min kone var død
4: Find dokumentarfilm eller biografier om kunstnere, som I godt kan lide. Se filmene sammen, eller læs højt fra bøgerne. Tag en snak om de oplevelser, I har haft med kunstnernes musik.

5: Arrangér en privat koncert, hvor der kommer en kunstner ud og optræder for jer. Måske har I ikke råd til at få etablerede kunstnere ud, men der findes mange dygtige sangere, som lever af at optræde for mindre selskaber eller ved arrangementer. Forhør dig i din omgangskreds, om der er nogen, som ken-der en god sanger. Tag kontakt til lokale sangskoler, eller søg på “book sanger” på Google. Udvælg en lille håndfuld sange, som din nærmeste holder af.