Prøv avisen

Barnets stemme har fået mere vægt

Man kan ikke umiddelbart konkludere, at dansk lovgivning ikke stemmer overens med børnekonventionen, siger seniorforsker Eva Maria Lassen, Institut for Menneskerettigheder, med henvisning til, at det eksempelvis i Danmark er forældrene, der kan træffe beslutninger for 13-14-årige konfirmander, og at det i konventionen lyder, at barnets ret til religionsfrihed skal respekteres. Foto: Leif Tuxen.

Selvom børn i dag skal inddrages i eksempelvis religiøse spørgsmål, betyder det ikke, at forældrene nødvendigvis skal følge barnets holdning, påpeger forsker

I Grundloven skal man lede længe efter eksplicitte rettigheder til børn. Det er først inden for de seneste årtier, at børns medbestemmelse for alvor er blevet diskuteret og indført i dele af lovgivningen, påpeger Eva Maria Lassen, seniorforsker fra Institut for Menneskerettigheder med speciale i religion.
 
”Det er for eksempel ikke lang tid siden, at valgretsalderen var 20 år (valgretsalderen blev sat ned til 18 år i 1978, red.). På den måde har vi i Danmark ikke historisk tradition for at have udpræget medbestemmelse og selvbestemmelse til børn og unge. FN’s børnekonvention kom i 1989, og siden er der blevet lagt mere vægt på barnets tarv og rettigheder, herunder at barnet i forskelligt omfang har krav på at blive hørt og inddraget,” siger hun.

At der så ikke i dansk lovgivning findes en ret til selvbestemmelse for børn og unge under 15 år i forbindelse med dåb og konfirmation i folkekirken - når barnet er over 15 år, skal det give sit samtykke - skal blandt andet ses i sammenhæng med, at de allerfleste danskere traditionelt var medlemmer af folkekirken, mener hun:

”De døbte deres nyfødte børn, der efterfølgende blev konfirmeret og kun få udfordrede denne tingenes tilstand.”

Man kan ikke umiddelbart konkludere, at dansk lovgivning på dette område ikke stemmer overens med børnekonventionen, siger Eva Maria Lassen med henvisning til, at det eksempelvis i Danmark er forældrene, der kan træffe beslutninger for 13-14-årige konfirmander, og at det i konventionen lyder, at barnets ret til religionsfrihed skal respekteres.

 ”For konventionen siger, at forældrene skal inddrage barnet. Men det betyder ikke, at de i sidste ende nødvendigvis skal følge barnets holdning. Forældrene kan godt vurdere, at det ikke svarer til barnets gradvise udvikling af dets evner at beslutte, om det vil døbes eller konfirmeres. I en europæisk kontekst lægges vægten på forældrenes ret til at bestemme over blandt andet deres børns religiøse oplæring,” siger hun. 

Eva Maria Lassen fortæller, at indtil den unge er 18 år, er der i børnekonventionen en grundlæggende antagelse om, at forældrene gradvis kan give barnet mere selvbestemmelse.

Udviklingen mod mere fokus i lovgivningen på børn og unge er ifølge hende gået fra, at der traditionelt var fokus på forældrenes ret til eksempelvis at opdrage børnene i den tro, forældrene havde, og til at børnene med børnekonventionen, som Danmark tiltrådte i 1991, får ret til i videst mulige omfang at blive inddraget i sager, der vedrører deres liv, og at barnet i takt med, at det modnes, får mere og mere medbestemmelse og til sidst selvbestemmelse.