Lær dit barn at skabe gode venskaber i skolen

Som forældre kan man hjælpe sit barn til at skabe gode sociale relationer ved at agere det gode forbillede og udvise respekt for andre, mener familievejleder Lola Jensen. For allerede gennem de tidlige sociale relationer grundlægges der venskaber for livet

Det betyder noget, hvordan ens barn gør sin entré over for andre børn. Her grundlægges der nemlig venskaber for livet. Er det med åbenhed, nysgerrighed og respekt? Eller er det bullerbasse-metoden, der sætter sig igennem?
Det betyder noget, hvordan ens barn gør sin entré over for andre børn. Her grundlægges der nemlig venskaber for livet. Er det med åbenhed, nysgerrighed og respekt? Eller er det bullerbasse-metoden, der sætter sig igennem?. Foto: Thomas Vilhelm.

Børns sociale relationer er fantastiske.

Her grundlægges venskaber for livet, her udskiftes „bedstevenner“ dagligt, og her vokser børnene i fællesskab og lærer en masse færdigheder sammen.

Nogle gange resulterer det i konflikt – og i grelle tilfælde: mobning – men det ender ikke her, i hvert fald ikke hvis der er opmærksomme voksne, der gennem deres eget eksempel kan vise børnene gode løsningsmuligheder.

ANNONCE: Køb bogen her

De sociale færdigheder formes løbende, men hvor stammer de egentlig fra? Hvordan får man venner, hvordan indgår man i gode fællesskaber, hvad betyder de voksne for det hele?

Hvad kan voksne gøre for deres børn, hvordan rummer man både sit eget og andres børn, og hvordan kan både børn og voksne håndtere de udfordringer, alle relationer før eller siden kommer til at rumme?

Her gælder de to gamle talemåder "Godt begyndt er halvt fuldendt“ og „Øvelse gør mester“.

Så lad os se på, hvordan man begynder – og hvordan man fortsætter.

Hvor har de det fra?

For det ganske lille barn har det afgørende betydning at have en-to primære voksne at knytte sig til og, når tilknytningen er etableret, at spejle sig i for at lære og tilegne sig de vigtige sociale spilleregler samt evnen til kontakt og tilknytning.

Omkring 8-månedersalderen vender barnet sig mod verden, og en tredje og måske fjerde person lukkes ind i barnets bevidsthed med mulighed for at øge inspirationen til det sociale værdigrundlag. Omkring 2-årsalderen tager det rigtig fart for barnet, og legen begynder at udvikle sig.

Indtil nu har den mest stået på parallelleg, hvor der nok blev skævet til søskende eller et andet vuggestue-/dagplejebarn på gulvet, men med en attitude, der tydeligt signalerede "hold dig to meter fra min leg, det er MINE biler!“.

Men frem mod 3-års-alderen udvikles barnets sociale evner mere og mere hen imod en fælles leg med rollefordeling, og fra barnet er 3 år, kan det have en allerbedste ven I børnehaven – selv om det ikke bunder dybere, end at vennen lader sig skifte ud næste dag.

Når barnet er 4 år, kan verden gå helt i stykker, hvis bedstevennen ikke er at finde i børnehaven om morgenen, for hvem pokker skal man så lege med?

For drenge kan der godt veksles mellem et par bedstevenner, alt efter hvad den aktuelle morgen byder på af legeoplæg – humøret kan jo en dag være til fodbold, en anden til at være Darth Vader.

For piger er det allerede nu rigtig svært at være tre, og er „de to andre“ godt i gang med at lege, når Julie Marie kommer, kan det kræve særlige forældreevner at få overbevist hende om, at der er andre legerelationsmuligheder et sted i huset.

Samtidig med at børnehavebørn har en bedsteven eller to, er der også plads til fire kærester, hvoraf der kysses med de tre, hvilket meddeles derhjemme med den største selvfølgelighed.

Men herfra går tiden så hurtigt, og pludselig skal det hele stå sin prøve i 0. b, hvor gruppedannelsen og hierarkier for alvor cementeres og slår igennem med alfahanner og -hunner.

Om det bliver nemmere eller sværere for børnene, afhænger helt af den reaktion, model og vejledning, klassens forældrekreds gav børnene i de vigtige "øvelsesår“.

Det er helt sikkert, at forældrestilen slår rigtigt igennem fra 6-årsalderen, når børnene mere og mere skal til at klare sig selv ud fra det forældreinspirerede grundlag.

Forældre kan let gå i panik, når konsekvensen af manglende eller mindre hensigtsmæssig konflikthåndteringsinspiration bliver tydelig, og det endda samtidig med at forældrenes ord får mindre betydning, mens vennernes ord og mening får øget vægt. Sagt ligeud:

Det bliver sværere og sværere at inspirere til „reparation“ af de sider, hvor man fornemmer, at det forældreinspirerede grundlag ikke har resulteret I "den bedste kammerat“.

Barnet vil opfatte selv den mindste rettelse som en kæmpe bebrejdelse og bare græde og græde ulykkeligt eller flippe ud, men uden at kunne sætte ord på frustrationerne. Men det, de egentlig siger, er:

"Mor og far, er I ikke tilfredse med mig eller hvad? I har selv lært mig de her ting, og nu siger I til mig, at jeg ikke er okay … Hvad pokker skal jeg så forholde mig til“?

Omvendt kan man som forældre ikke få armene ned af stolthed og begejstring, når den grundlæggende dannelse op til skolestart har resulteret i et barn, der holder sig fri af konflikterne eller måske endda er blevet til en dejlig lille problemknuser, der både kan tilbyde mægling og mediation.

At gøre sin entre

Ingen børn skal bukke og skrabe, opføre sig kunstigt eller vise underdanig respekt i mødet med andre. Men alle børn er tjent med at kunne møde andre børn, så begge parter trives.

Derfor betyder det noget, hvordan ens barn gør sin entre over for andre børn. Er det med åbenhed, nysgerrighed og respekt? Eller er det bullerbassemetoden, der sætter sig igennem?

Det sidste gælder ofte, når Junior i de første år har fået lagt sin „entre-fil“ ind af en far, der hver dag er kommet hjem med buldrende kropssprog og ordene: "Hvor er fars egen Tarzan“?

Især hvis Junior har kastet sig i armene på far, der derefter er væltet ned på gulvet, hvilket har givet Junior indtryk af at være stærkere end sin egen far, der har opmuntret ham:

"Du er jo blevet stærkere end din egen far! Hvad spiser du, når far vender ryggen til? Må far mærke dine bøffer … nøj, hvor er mullerne vokset, mens far har været på arbejde!“

Ved den daglige hjemkomst har "farmand“ på denne måde installeret intet mindre end to fejlfiler hos Junior, der nu har lært, at man gør sin entre med bulder og brag, og at han kan klare alle, selv de voksne. Den slags fejlfiler vil helt sikkert gøre indtryk på klassefællesskabet i skolen!

Har Junior derimod fået inspiration af forældre, der uden at vælte hele huset har sagt – og vist – at det var dejligt at se ham, ja, så har han lært, at man møder andre positivt ved at anerkende dem og vise dem interesse.

At kende sin plads

I gamle dage var det vigtigt at "kende sin plads“. I dag synes mange, den slags lyder undertrykkende og slet ikke giver deres lille Rolf den respekt, han fortjener.

Men at kende sin plads handler om en grundlæggende forståelse af verden – nogle er store, nogle er små, nogle har mange kræfter, andre har få.

Derfor er det at forstå at "dem, der er større, de er garanteret også stærkere“ en fil, man kan få glæde af resten af livet.

Alle skolebørnsforældre kan huske, at der i deres egen skoletid var en naturlig respekt for de større elever.

Ingen turde stå med en snebold i hånden, hvis der kom en forbi fra klassen over, og ingen turde kaste en snebold efter en af dem fra klassen under af skræk for, at nogen af de større så det, for så vankede der.

Samtidig lærte man "at være god mod dem, der er mindre end dig selv“, og den fil satte sig for livet.

De fleste skolebørnsforældre i dag kan også huske, hvor svært det var at være væk fra egen klassebase.

Der var langt til biblioteket, kontoret eller mælkedepotet, når man bare var 5-7 år, og kom nogle af de store fra 10. klasse gående på gangen, ja, så var det ud til siden for at give dem god plads.

Der blev kigget med respekt og ærefrygt over skulderen en tid, mens man kunne se frem til en dag selv at være en person, der skulle have så meget respekt.

Sådan er det ikke længere.

I dag står en del af indskolingsbørnene trofast lige på grænsen til sneboldkampzonen i skolegården med deres vildt provokerende na-nana- na-na-lyde og udfordrer de store elever – mens nogle af de smås klassekammerater fuldstændig uden stopklodser er ved at tage livet af en anden elev med sneboldvaskere.

Trods kammeratens blåviolette ansigtsfarve er der ingen af børnene, der finder grund til at stoppe.

Forbyder skolen "vaskere“ i skoletiden, resulterer det ofte bare i langt voldsommere adfærd uden voksenopsyn, som over tid kan udvikle sig til chikane og mobning, og som især viser sit rigtig grimme ansigt, når de små unger bliver til de unge i hovedgaden.

Og i dag er skolelederen nødt til at gå rundt i de store klasser i september måned og sige: "Er der nogen af jer, der på noget tidspunkt føler jer generet af nogle af de små elever, så er det okay at komme ind på kontoret og sige det“.

For når Tarzans søn fra 0. b bliver sluppet løs på gangene på vej til mælkedepotet, passerer han ikke længere de store elever med naturlig respekt.

Nej, hans fejlfiler og filmangler får ham til uhæmmet at angribe 10. klasserne. „Hvad sker der lige for sådan en lille snotunge, hold op, din mide, stop dog“, hvisler de måbende, men det hele preller af på Junior.

Den store elev prøver at finde en kreativ løsning, der på nænsom vis kan få begge parter ud af situationen, og løser det måske ved at løfte den lille elev op på et højt skab på gangen, eller kile ham ned i en af skolens firkantede skraldespande.

Det er derfor, det er vigtigt at kende sin plads. Ikke for at blive undertrykt, men for at undgå unødvendige konflikter, og fordi fremtidens arbejdsgivere vil sætte stor pris på ikke at blive "tværet“ ud på Juniors første arbejdsdag.

Den bedste måde at lære sit barn at have respekt for andre er ved selv at vise det i praksis – uanset om det gælder betjenten, som synes, man kørte for stærkt, fodboldtræneren, der satte Junior på bænken, eller læreren, der bad om at få et mere udhvilet barn i skole.

At skabe relationer

Barnets entrefil er nu på plads, og det har lært at have respekt for andre. Næste step for barnet er at få lært at skabe relationer, byde ind i legen, komme med forslag til den og blive i den.

For forældrene er fremgangsmåden nøjagtig som ovenstående – man skal være model for sit barn, give det inspiration, når det har forsøgt sig uden held, trøste ved bristede relationer og give håb, ideer og mod til nye relationsdannelser.

Til gengæld må man ikke smitte med sin egen bekymring, hvilket let kan ske i tilskuerrollen til et såret barn.

Før i tiden var der masser af børn på gaden, når man kom fra skole, og der fandt børn sammen på kryds og tværs, i grupper eller to og to. Her kunne man så prøve de værdier af, som forældre, skole m.fl. havde inspireret til i dagens løb – legen var en læring til voksenlivet.

I dag er de allerfleste børn på fritidshjem eller SFO, hvor legen to og to lettere forstyrres, hvorimod der er mange gode chancer for at få etableret en leg i større grupper. Men selv hersker der desværre også mange afbrydelser.

For at få en fornemmelse af at være to og to en gang imellem uden forstyrrelse, kan det være dejligt at blive hentet tidligt i fritidshjem og tage en kammerat med hjem at lege.

Hvis et tredje barn ønsker at være med i en leg, der er etableret mellem to børn under 7-årsalderen, kan den voksne sige til barnet: "Prøv at spørge dem, om du må være med“.

Svaret bør så respekteres, også selv om det blev et nej, og også selv om det kan gøre ondt at se på. De stærkeste værdier til selvværdet får barnet ved selv at lykkes med at komme med, og hvis ikke det lykkes, må barnet have inspiration til et nyt forsøg.

Og har øvelse gjort barnet til en mester i "entre“, så er det et barn, der har nemt ved at komme ind i legen.

Har barnet som 8-9- årig ikke fået styr på entrefilen, skal de andre børn åbne deres fællesskab. De er nu så gamle, at man kan tillade sig at forvente, at de besidder de fornødne sociale kompetencer til at rumme et tredje barn i legen.

Mine egne børn har altid fået at vide, at hvis et tredje barn ringede og spurgte om at lege, så skulle de sige ja.