Prøv avisen

Børnepsykolog: Det er et sundhedstegn, at drenge stadig vil være soldater og piger prinsesser

Selvom der hvert år til fastelavn er flere piger i prinsessekjoler end i superheltekostumer, er der flere tegn på, at børn i dag bryder med de traditionelle kønsroller. Prinsesserne er blevet hårdere, og Superman er blevet blødere, mener børnepsykolog Margrethe Brun Hansen. Foto: Jørn Deleuran/Ritzau Scanpix

Der findes i dag kønsneutrale børnebøger, børnehaver og stedord. Men når børnene skal vælge fastelavnskostumer, er det langt fra kønsneutralt. Det er et sundhedstegn, mener børnepsykolog

Når børn over hele landet på søndag tager deres flyverdragter af og fastelavnskostumerne kommer frem, vil der igen i år være et overtal af både superhelte, prinsesser og soldater. Selvom der hvert år bliver flere kostumer at vælge imellem, foretrækker børn stadig kønsstereotype klassikere, fortæller Annette Berg, som har været butiksbestyrer hos udklædningsbutikken Fest & Farver i København 20 år og siden 1996 har hjulpet børn med at finde det helt rigtige fastelavnskostume.

Netbutikken Temashop.dk sælger i øjeblikket over 2000 fastelavnskostumer dagligt. Selvom en politiuniform til piger er blandt de mest populære i år, har ejeren og stifteren af virksomheden Daniel Diness Andersen heller ikke oplevet en markant udvikling i den tid, han har solgt fastelavnskostumer. De fleste børn holder sig til kostumer, der stemmer overens med de traditionelle kønsroller.

”Drengene går som regel forbi vores våbenudvalg og finder en pistol, de godt kan lide, hvorefter de vælger et kostume, der passer til,” fortæller butiksbestyreren i Fest & Farver.

For pigerne er det dog sjældent pistolerne, der lokker.

"Der er hvert år masser af piger, der gerne vil være prinsesser, det kan næsten ikke blive lyserødt nok,” fortæller hun.

Om det bliver Superman-dragten eller prinsesse-kostumet, børn iklæder sig, er ikke tilfældigt, fortæller børnepsykolog Margrethe Brun Hansen. Fra fireårsalderen begynder børn selv at tage stilling til, hvad de gerne vil klædes ud som. Børnene vælger en rolle og en identitet ud fra, hvor de er i deres liv. Det skal man som forælder have stor respekt for, mener børnepsykologen.

Der har de seneste år været stigende fokus på ikke at fastlåse børn i de traditionelle kønsroller. Forældre er i dag langt mere tolerante og åbne i deres opdragelse, mener børnepsykologen. Alligevel stemmer børnenes kostumevalg ofte overens med de klassiske kønsroller.

”Og det er et sundhedstegn,” mener Margrethe Brun Hansen.

Alle mennesker rummer både traditionelt maskuline og traditionelt feminine sider, forklarer hun. Det er naturligt, at drenge gerne vil identificere sig med det maskuline. Børnene genspejler det samfund, de ser. Et samfund præget af kønsroller. Hvis det skal ændre sig, skal der en total samfundsændring til, som vi ser det ske i Sverige, mener Margrethe Brun Hansen. Men det håber hun ikke vil ske.

”Jeg tror altid, vi vil have vores forskellige kønsroller, som både vi selv og vores børn vil identificere sig med. Så længe vi har det, vil vi se flere drenge i militæruniformer end i lyserøde prinsessekostumer. Måske er buen og pilen skiftet ud med en maskinpistol, og prinsessekjolen ikke lyserød, men blå ligesom Elsas fra disneyfilmen Frost, men temaerne er de samme hvert år,” fortæller hun.

Som forældre og samfund kan man påvirke rammerne ved at vise børn, at alle mennesker, uanset køn, rummer både følsomhed og styrke, men man kan ikke styre deres udvikling. Forandring skal ske gennem åbenhed og tolerance, mener børnepsykologen.

Kønssociolog Cecilie Nørgaard er heller ikke overrasket over den manglende udvikling i børns kostumevalg. Hun mener dog modsat Margrethe Brun Hansen, at det er et udtryk for en problematisk tendens i samfundet.

”Det kan godt være, at man nærmest ikke kan åbne en avis uden at se en artikel, der handler om køn, men der mangler stadig en ændring i praksis,” mener hun.

Hun sammenligner børn med små pligtopfyldende soldater, der gør, hvad deres omgivelser forventer af dem.

”Det er derfor, at det er så vigtigt, at vi som forældre, pædagoger, lærere og virksomheder - for eksempel kostumeudbydere - forstår, hvilket ansvar vi bærer,” siger hun.

Cecilie Nørgaard synes, det er problematisk, at de fleste kostumeudbydere inddeler deres kostumer i drenge- og pigekostumer. Hun mener, dette legitimerer visse identiteter inden for hvert køn, mens det ekskluderer nogle andre.

Både Fest & Farver og netbutikken Temashop.dk har et varieret udbud af kostumer til børn, men kostumerne er på begge hjemmesider kategoriseret og opdelt efter køn.

”Der skal en meget stærk personlighed til for at gå imod strømmen,” siger kønssociologen.

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen ser dog tydelige, men ofte oversete tegn på, at børn i dag bryder med de traditionelle kønsroller.

Hun er selv født i 1948. Hvis hendes bror dengang havde klædt sig ud som prinsesse, så var der nogle voksne, der ville være blevet bekymrede, fortæller hun. Det ville vi ikke i samme grad se i dag. Forældrenes tolerance og egne brud med kønsroller er smittet af på børnene. Børn omfavner i dag både traditionelt maskuline og feminine sider, hvilket vi ofte overser. Hun kommer med et eksempel, hun for nyligt overværede:

”En lille dreng sidder og leger med sine lokomotivtoge. Moderen kalder på børnene, de skal i seng. Storesøsteren kysser sine dukker godnat. Drengen gør det samme. Han kører hvert et tog på plads, kysser dem og klapper dem forsigtigt på taget. ’Godnat, vi ses i morgen,’ siger han til dem inden, han hopper i seng,” fortæller Margrethe Brun Hansen.

Det er et godt eksempel på, at vi ikke altid får øje på den empati, ømhed og kærlighed, der i stigende grad findes i drenges lege.

”Der er vi blinde som voksne. Vi tror kun, at omsorg og kys kan gives til dukkerne, men der tager vi fejl. En lokomotiv-putning – det er godt nok ømt,” siger hun.

På den måde er der sket en forandring, mener børnepsykologen. Børn bryder med traditionelle kønsroller, men på deres egen måde. Måske vil drengene altid foretrække Superman og pigerne prinsessekjolen, men prinsesserne er blevet hårdere, og Superman er blevet blødere.