Prøv avisen
Boguddrag

Sådan indbygger du en god lektierutine hos dit barn

Lektietid bør så vidt muligt ligge på samme tidspunkt hver dag. I nogle familier fungerer det bedst, at det er det første, der gøres efter hjemkomst, mens andre familier trives med lige at lande først og hygge sig med leg, lidt tv, lidt computerspil eller andre gøremål, skriver familievejleder Lola Jensen.

Hvis forældre indbygger en god lektierutine fra barnets skolestart, vil barnet som oftest selv være i stand til at tage ansvar for lektierne fra 3. klasse, skriver Lola Jensen. Læs et uddrag fra bogen "Den store bog om skolebørn" her

Der er mange forældreholdninger til lektier, lige fra at børn slet ingen skal have, til at de ikke kan få lektier nok, og at skolens succes måles på antallet af hjemmeopgaver.

Som udgangspunkt bør skolearbejdet kunne klares i skolen, men med en lille daglig øvelse på 15- 20 minutter hjemme. Så en gylden middelvej mellem „mange“ og „ingen“ lektier ville nok være værd at forfølge.

 Det er da godt at være ambitiøs på sit barns vegne – "de skal lære noget“ – men det er mindst lige så vigtigt, at barnet også har energi til at øve følelsernes intelligens – den sociale dannelse.

Med plads til begge dele i barnets liv, giver det en god balance – det må gerne være et klogt barn, men det skal også være et barn, de andre "gider at lege med“.

ANNONCE: Køb bogen her

Har du nogen lektier for? Efter hjemkomst fra SFO/fritidshjem er ovenstående nok det næstmest stillede spørgsmål fra forældre til skolebørn – på førstepladsen ligger "Har du haft en god dag“?

Lektiespørgsmålet stilles for ofte af trætte og stressede forældre med det resultat, at tonelejet signalerer, at „jeg orker næsten ikke, hvis du siger ja …“ eller "jeg vidste ikke, at det ville give så meget ekstra arbejde at have et barn“.

Det er utroligt, som barnets lektieenergier kan stige, hvis forældre i stedet møder opgaven med: "Nu er jeg spændt på at se, hvad du har lavet i skolen i dag, og om der er en lille opgave, du og jeg skal kigge på sammen“.

Forældre til de mindste skolebørn skal hen til bordet et lille kvarter hver eftermiddag, helst i umiddelbar forlængelse af snack-tid, hvor der sættes hundrede procent fokus på barnets skoletaske og indhold.

De farvelagte sider, tegninger og små opgaver fra 0. b hives en for en op fra tasken og kommenteres af den voksne, der også husker at spørge nysgerrigt til det, der efterhånden vises frem.

Der er som regel sat et lille kryds på de sider, der skal laves færdig hjemme, og de fleste piger vil med stolthed selv fortælle det, mens de fleste drenge vil gøre, hvad de kan for at bortforklare, at symbolet nogensinde har været et kryds, at det er sat ved en fejltagelse, og at man kun skulle lave det, hvis man havde lyst – gode søforklaringer for at slippe fri af opgaven.

Sæt endelig ikke en masse tvivl, mistillid eller bebrejdelse ind her, men sig i stedet: "Men for en sikkerheds skyld kan vi lave siden, Albert. Jeg kan så godt lide, når vi sidder med dine opgaver sammen, og i dag er god for mig“.

Han vil nok dreje noget rundt på stolen og slå sig i tøjret. Undlad at kommentere dette, men sæt fokus på siden, og hjælp ham over de værste starthurdler. Måske er det den voksne, der de første minutter laver mest: "Hvor skal den streg mon hen? Er det mon fra ko til and“?

"Nej“, siger han, „det er da til sko“!, og pludselig er han med, fordi salgsstilen fra den voksne var imødekommenhed frem for bebrejdelse. Han har jo også haft en lang dag, så han kan næsten ikke mere. Men med lidt god kickstart fra den voksne går det jo endda.

Hvis der indbygges en god lektierutine fra barnets skolestart, hvor rammen "sådan er det bare hver dag i vores familie“ læres, vil barnet som oftest selv være i stand til at tage ansvar for lektierne fra 3. klasse.

Hovedansvaret hviler dog stadig på forældrene, men barnet vil per automatik hver dag finde skolesagerne frem ved spisebordet til den aftalte tid og bare gå i gang, mens forældrene over tid har trukket sig mere og mere hen imod køkken og madlavning, men stadig er tilgængelige i forhold til interesse, støtte og hjælp til opgaverne.

Måske blev der ikke indbygget en fast lektierutine til en start, eller det er en dreng, der „trofast“ gør modstand, hver gang ordet lektier nævnes, og i så fald må man knokle endnu hårdere for positivt at motivere til den daglige dosis lektier.

Dog bør forældrestilen fra et sted i begyndelsen af 2. klasse ændres til, at den voksne ikke sidder ved bordet, før barnet går i gang af sig selv, ellers vil han stadig på sidste skoledag i 9. eller 10. klasse sidde og vente på, at far og mor kickstarter ham, og forældrene vil efterhånden føle, at de laver det meste for ham, fordi han har opdaget "fidusen“ ved ikke selv at svare "sko“, når forældre spørger, hvor stregen fra "ko“ skal føres hen.

Det får forældrene til at miste tålmodigheden og gøre det selv – og så slipper han jo! Sig i stedet: "Det er nu, det er lektietid. Du bestemmer selv, hvornår du er klar til at gå i gang, bare du husker, at du skal arbejde med tingene i 20 minutter, før du kan tænde for tv eller computer“.

Lektierammens (u)muligheder 

Skal lektierne godt i gang, skal de have en god ramme:

  • Alt elektronisk udstyr slukkes, og barnet kaldes hen til spisebordet til den faste tid, fx kl. 16, for at lave dagens 20 minutters lektier.
  • Sommetider er barnet ikke klar til at gå i gang, og der kommer mange "jeg skal liiige …“ ind over, eller der pilles ved penalhus, bøger, vandglas og andet på bordet. I stedet for at lade sig irritere siger man som forælder blot: "Bare sig til, når du er klar, jeg kan lige skrælle kartofler først, kan jeg se“. Hver gang barnet siger: "Jeg er klar nu“, kan man enten sige: "Så kommer jeg“ eller: "Nu skræller jeg lige de sidste kartofler først“.
  • Går barnet i stå igen midt i de 20 minutter, siger man blot: "Jeg sætter lige minuturet på pause, og så kan vi starte det igen, når du er klar“. Dette fortsætter frem til spisetid.
  • Hvis barnet ikke når sine 20 minutter inden kl. 17.50 (det er spisetid kl. 18, og der skal også dækkes bord), udløser det en timeout uden tv og computer, ligesom evt. fodbold kl. 18-19 også inddrages denne dag. Barnet må blive hjemme og tænke over, hvor vigtigt det er at få lavet 20 minutters lektier hver dag, og overveje, hvad der skal til for at få det til at lykkes i morgen.

Lektier kommenteres ikke yderligere fra forældre, der blot signalerer, at "vi gør et bedre forsøg i morgen“. Meningen med timeouten er ikke at få lavet lektierne, men at lære af ikke at have lavet dem.

Her gælder det, at: 

  • søskende selvfølgelig må se deres portion tv, mens barnet i timeout er henvist til husets øvrige rum.
  • forældrene selvfølgelig er sammen med barnet, så der ikke opstår en følelse af ensomhed/ udelukkelse. Men der hygges ikke med spil eller andet. Tal med barnet om alt muligt andet end lektier, mens der måske samtidig lægges vasketøj sammen ved køkkenbordet.
  • Barnet måske vil brokke sig og sige: "Jamen, så laver jeg dem nu“! Men her må den voksne holde fast i strukturen. Ikke ved surt at sige: "Det skulle du have tænkt over noget tidligere“, men ved at henvise til næste dags lektietid: "I morgen kan vi lave det“.
  • "Jamen, hvad nu hvis jeg så har nye lektier for“? spørger barnet, der pludselig kan finde det ypperste frem i sig selv. "Så må vi virkelig være flittige, så vi kan nå begge dele inden for de 20 minutter“, svarer man. Og så er den ikke længere.

Efter ganske få dages lektie-timeout vil barnet forsøge at komme igennem de 20 minutters lektietid inden kl. 17.50, og med lidt hjælp fra den voksne kan der skabes et par dage i træk med succesfornemmelse, hvilket anerkendes helt op til skyerne: "Hvor har det været en fornøjelse i dag, dejligt, så nemt det gik med den opgave“.

Mens lektierammen indøves, kommer barnet jo i skole uden at have lavet sine lektier. Hvisk dette i lærerens øre, når barnet ikke kan høre med: "Lige nu har vi en periode, hvor vi har nok at gøre med blot at holde fokus på, at lektietid er noget, der skal overholdes.

Derfor er lektierne måske ikke lavet. Vi vil gerne vælge en stil, der gør det sjovt at lave lektier, fremfor det, vi har gjort indtil nu, hvor vi dagligt har haft en kamp omkring lektier, og hvor det kunne tage timer, og det meste endte med at blive gjort af os voksne“.

Lektietid bør så vidt muligt ligge på samme tidspunkt hver dag. I nogle familier fungerer det bedst, at det er det første, der gøres efter hjemkomst, mens andre familier trives med lige at lande først og hygge sig med leg, lidt tv, lidt computerspil eller andre gøremål.

Uanset hvad, er det en fordel, at børnene ved, at det er den samme rytme hver dag, og at det ikke står til diskussion. Jo flere "må jeg ikke godt vente lidt“ eller "jeg skal liiige …“, desto mere drænet bliver strukturen og forældrenes tålmodighed. 

Nogle forældre vælger det sure svar: "Jeg kender dig, vi har det samme bøvl, uanset om jeg giver lov til at vente lidt eller ej“.

Andre forsøger at få en aftale i stand: "Okay, du får lov at vente, men så skal du også komme første gang, jeg kalder“, hvortil barnet returnerer et ikke særligt overbevisende "mmm …“

"Hørte du mig“? Tjekker forælderen.

"Mmm …“ "Så svar mig ordentligt og tydeligt“! forsøger forælderen. "Mmm …“ lyder det (stadig!) fra et barn, der er helt forsvundet i et computerspil. Med den stil og ramme er enhver forudsætning for god lektiestemning forsvundet som dug for solen.

Lektieegnede dage er mandag, tirsdag, onsdag og torsdag. Mindre egnet er søndag, men den kan være nødvendig at tage i brug i familier med større skolebørn med større skoleopgaver samt i skilsmissefamilier.

Tidsrammen er fast 15 minutter for de mindste, og dette øges til 20 minutter i 2. klasse, en halv time i 5. klasse og slutter med maks. én time i de større klasser.

Fredag og lørdag er der dømt lektiefri. Måske går barnet til et par aktiviteter på hverdage. Så bør det tilrettelægges således, at den ene forælder er i stand til at hente børn, så lektierne er på plads før afgang til aktiviteten.

Altså betyder blokfløjtespil på skolen mandag kl. 16.30-17, at den ene forælder er i stand til at hente fløjtebarnet kl. 15.30 med hygge og lektietid hjemme frem til kl. 16.20 og derefter afgang til fløjteundervisning.

Hvis forældrenes arbejdstid ikke tillader dette, så er barnet bedre tjent med ikke at gå til fløjtespil, men derimod komme hjem, så snart forældrenes arbejdstid tillader det.

Har man et barn, der kan magte det, er det dog muligt at lade barnet gå til fløjtespil mandag og springe lektielæsning over denne dag, men i stedet øge med fem minutter de øvrige dage.

Med lektietid efter spisetid ender familien nemt helt oppe i det røde konfliktfelt med uenighed om matematikmetoder og meget mere, så det kan ikke anbefales til børn fra 0.-5. klassetrin.