Prøv avisen
Boguddrag

Mickey Gjerris: Mine børn var heldigvis ikke resultatet af en bevidst beslutning

Mickey Gjerris er forsker og lektor i bioetik. Netop nu er han aktuel med bogen "Skildpaddetanker", som du her kan læse et uddrag fra. Foto: Leif Tuxen

Da jeg bidrog til, at min daværende kone kunne føre slægten videre, var det ikke ud fra snusfornuftige ideer om, at børn ville kunne sikre min alderdom eller skaffe mig adgang til børnepenge. Og hvilken lykke, at børnene bare gav sig selv, skriver bioetiker Mickey Gjerris i sin nye bog "Skildpaddetanker". Læs et uddrag

Hvorfor får man børn?

Folk, der aktivt har valgt ikke at få nogle, har nok en meget god idé om, hvorfor det ikke skulle være. Men alle os, der trods alt har ført slægten videre – hvorfor gjorde vi det? Det tænkte jeg ikke over, da jeg selv begyndte at sætte børn i verden.

Eller for ikke at tage mere af æren, end der tilkommer mig: Da jeg bidrog til, at min daværende kone kunne gøre det. Jeg var forelsket og havde vist bare nogle vage forestillinger om, at en følge af at ville den anden så meget, når man var blevet voksen, var, at man så også stiftede familie. Var det biologien, der tog over?

En form for urtanke, der bemægtigede sig mit sind og på artens og evolutionens vegne fik mig til at tænke tanker om babyer i lange baner? Det var i hvert fald ikke snusfornuftige ideer om, at børn ville kunne sikre min alderdom, skaffe mig adgang til børnepenge og juleafslutninger eller være en garant for, at der ville komme besøgende på plejehjemmet … hvis jeg da når så langt.

Jeg tror, det var et udtryk for den indlysende sandhed, at vi lever indfældede i et samfund, hvor der er mange ting, vi gør uden at vælge dem, men blot gør dem, fordi det bare er det, man gør, når man er der. På samme måde som jeg egentlig aldrig satte spørgsmålstegn ved at gå i skole, gymnasiet, på universitetet. At tage tøj på, stå op og gå i byen. Holde jul, sige tak for mad og hjælpe folk, der spørger om vej. Ok, det er ikke helt det samme. Men i hvert fald var det at få børn ikke et aktivt valg, jeg traf. Jeg indgik blot i den historie, som allerede var fortalt om livet, før jeg kom til det.
 
Og så stod jeg pludselig der med tre børn. Overvældet af kærlighed, bleer, hverdag, følelsen af uendeligt ansvar, kildeture, cykler med støttehjul, forældremøder … og de her små væsener, som jeg aldrig blev træt af at kramme. Uden egentlig at have valgt det, har det vist sig at være den vigtigste beslutning i mit liv.

Og sådan har det været meget af vejen hertil. Forestillingen om mit liv som en lang række fornuftige valg, der har ført frem til dette øjeblik, er mildest talt en illusion. Tilværelsens vilkår vælger vi ikke, det er nogle, vi hen ad vejen lærer at leve med. Meget andet tager vi blot på os som en naturlig del af at være et menneske, født ind i denne tid og denne kultur. Og når man så endelig vælger … rent faktisk overvejer forskellige veje og muligheder og værdier, og så vælger et bestemt spor at gå ned ad fremfor de andre … så går det sjældent, som man tænkte, at det ville.

Men det skal jo ikke forhindre en i at prøve. At være med til at forme livet. Ikke blot blindt gå ind i de præfabrikerede fortællinger om uddannelse, karriere og familie. Nok skal vi fødes, elske, miste og dø, men der er nok af muligheder for selv at fortælle med. Jeg vil tro, at nogle gør det hele vejen. Jeg opdagede det imidlertid først for alvor, da jeg var blevet skilt, havde fået styr på livet som enlig far på halvtid og fået en dejlig kæreste, der havde sine egne børn med ind i puslespillet.

Udefra set var det den klassiske mand-bliver-skilt-får-ny-kæreste-med-det-samme-historie. Den plat-feminister elsker at trække frem, når de har behov for at nedgøre den moderne mand i en klumme hvert halve år. Fra mit perspektiv var det kærligheden, der uventet og ufortjent drog gennem min sjæl som en ubetvingelig kraft. »When love calls, you gotta go,« som Prince sang (og han er så død nu. »So it goes,« som Vonnegut siger).

Men vi flyttede ikke sammen. Fik ikke nye børn sammen. 1, 2, 3, 4, 5 år gik der, hvor vi boede hver for sig med hver vores børn og samtidig var kærester. Og da, først da, gik det op for mig, at det var vores valg. Pludselig var det os, der fortalte fortællingen om os på den måde.

Omverdenen spurgte utålmodigt til, om vi ikke skulle flytte sammen og etablere en ny familie. De fem børn, vi har til sammen afholdt i det mindste folk fra at forvente, at vi skulle sætte flere i verden. Men at vi ikke flyttede sammen … Det var godt nok svært at forklare uden at give indtryk af, at vi ikke rigtig elskede hinanden.

Så jeg lærte den indlysende sandhed, at mit liv er mit at forme. At jeg kan vælge. At det, der ofte synes som en selvfølgelighed, i virkeligheden er et valg. Jeg behøver ikke gøre det. Vi har fået friheden til at følge vores hjerte eller tale det imod.

Gå ind i typefortællingen eller fortælle vores egen historie. Så kan det være, at vi bliver nødt til at stå til ansvar for den, når det går galt. Sådan er det nu en gang. Men hvilken berusende frihed at kunne slukke for det, som alle ser på fjernsynet. Sige nej tak til det, som andre finder selvfølgeligt. Finde sin egen vej mod altings død. Vide, at mit liv er mit liv og ikke et liv.
 
Og hvilken lykke, at børnene bare gav sig selv og ikke var resultatet af en bevidst beslutning. Havde jeg vidst, hvad det indebar, havde jeg nok været for stor en kujon. Nu er opgaven blot at finde ud af, hvordan jeg er en ordentlig far.

213981491