Nogle gange er konflikterne større og mere langvarige, end børnene kan håndtere.

De fortæller det sjældent selv, men forældre skal huske at kigge deres barn over skulderen en gang imellem og holde øje med, hvad der rører sig i deres liv.

Selv om det ser ud til, at det hele bare fungerer for barnet med god appetit, rolig søvn, godt helbred, lyst til at gå i skole, til sport og til samvær med kammeraterne, så hold alligevel øje.

Bliver man bekræftet i, at alt er okay, kan "skulderkigget“ måske sikre, at barnet ikke er med til noget, der ikke er okay i forhold til en kammerat.

ANNONCE: Køb bogen her

Kigger man grundigt efter (gennem nærvær og dialog), er det nemlig ofte muligt at få øje på, om ens barn er offer for mobning, passiv tilskuer til mobning, medløber eller måske selv mobberen.

Offeret vil ofte bryde grædende sammen pga. en ophobet spænding i kroppen. Tilskuere, medløbere og mobbere vil ofte sige: "Jamen, det er kun for sjov“ eller: "Men han griner selv ad det“.

Uanset om det ligner uskyldigt dril, så skal det stoppes, straks det opdages, for uskyldigt drilleri føles måske som mobning hos den, det går ud over, og kan som det nemmeste udvikle sig til mobning, 
hvis det accepteres eller negligeres. 

Mobning kan være mange ting.

For drenge kan det fx være bank, trusler på vej hjem fra skole, vand i tasken, ukvemsord, hærværk over for barnets ting m.m., mens den psykiske udelukkelse, sladder, hvisken i krogene eller at undgå en bestemt kammerat hyppigt ses, når piger mobber.

Kommer mobningen til udtryk i form af chikane, "facerape“, ondsindede SMS’er, ukvemsord eller hadeerklæringer, kan både piger og drenge være med – og dertil kommer selvfølgelig alle kommentarerne til barnets krop, navn, udseende, familie, bolig osv.

Selv det mindste lille "fucking luder“ eller "bøsserøv“ sagt i en glad kammeratlig tone er ikke okay. Afsenderen kan ikke vide, hvad det gør ved modtageren, så voksne skal forlange, at det stoppes, før det nærmest er kommet i gang.

Offeret

Måske opdager forældrene mobningen ved et kig over barnets skulder, måske fortæller barnet selv, at der er nogen, der driller.

Der er tre forældrereaktioner, der bestemt ikke gør det lettere for barnet. Den ene er:

"Åh, så har du nok selv lagt op til det, og er du bare halvt så provokerende som herhjemme, så er du jo selv skyld i det“.

Den anden lyder: "Du skal bare ignorere dem og lade, som om det ikke generer dig, så gider de ikke ret længe, for så er det ikke nær så sjovt at drille dig, som hvis du reagerer – det er jo det, de venter på“.

Den tredje er at himle op med bål, brand og bøllebank: "Det lover jeg dig, Agnes, jeg skal få dem stoppet! Møder jeg dem en dag, så vil de få fars næve at føle“!

Den første reaktion tager ikke barnet alvorligt, og så vender det sig ind i sig selv, måske fyldt af selvbebrejdelser.

Den anden reaktion har barnet sikkert allerede prøvet – og det passede ikke, for drillerierne blev ved, og nu er der en øget risiko for, at barnet ikke fortæller åbent i fremtiden, fordi buddet fra forældrene jo var bare at "ignorere det“.

Den tredje, dramatiske reaktion kan forskrække barnet, der trækker i land igen og i hvert fald ikke fortæller noget en anden gang, og derfor kan mobningen stå på i lang tid, før den bliver opdaget. 

I stedet skal forældre anerkende barnet for at have fortalt om mobningen og forsikre det om, at det vil blive stoppet, og at det vil skolen hjælpe med.

Som forældre bør man lade det gå via skolen, da ens egne følelser ofte sidder uden på kroppen, hvilket kan vanskeliggøre en direkte konfrontation med mobberens forældre.

Skolen skal altid tage en mobbehenvendelse alvorligt og handle på den – men ikke ved stor, dramatisk snak i klassen, som kan få barnet til at blive hjemme både før og efter af frygt for at blive straffet som "sladrehank“.

Ligesom når alfahunnen viser klør, inviterer skolelederen eller klasselæreren til et fyraftensmøde: "Det er godt, at alle I pigeforældre er mødt op i dag, for det giver de bedste betingelser for, at vi kan være sammen om at få stoppet mobningen af Agnes“.

Efter mødet går alle pigernes forældre hjem til deres døtre med opgaver om, hvordan man får et godt klassefællesskab, passer på hinanden, får en god omgangstone osv..

På den måde appellerer man med processpørgsmål til børnenes følelser.

Tilskuer- og medløberbørnene

Deres forældre har et særligt ansvar for at forsøge at holde øje med klassens trivsel. En dag kommer Adam måske hjem og fortæller: "Vi tog alt Carls tøj ud på gangen i dag, da vi havde gymnastik.

Og så måtte han tage håndklædet om sig for at hente det. Og så stod vi alle sammen klar, også pigerne, til at hive håndklædet af ham, når han kom ud, og så tog vi et billede af ham med Mads’ iPhone, og det lægger hans storebror på nettet“.

Adams forældre reagerer prompte, og det er en af de få situationer, hvor det er (næsten) okay at forstyrre læreren midt i aftensmaden, så der kan handles hurtigt.

Men husk: Ingen stor dramatik for øjnene af Adam, for så er det sidste gang, han fortæller den slags derhjemme.

Sig hellere: "Hvor var det godt, du fortalte det, det var jo en forfærdelig episode for Carl, men nu har jeres lærer heldigvis stoppet det, så billedet ikke kommer på internettet“. Tilskuer- og medløberbørn skal hjælpes til at forstå, at mobning er alvorligt og gør ondt, men de skal ikke hænges ud af forskrækkede eller forargede forældre.

Mobberen

Der er to typer mobbere: Den første type fyrer hæmningsløst til højre og venstre med dril og ukvemsord, simpelthen fordi de har adgang til en eller flere voldsomme inspirationskilder, som ingen forældre kontrollerer eller retter op på.

Måske kommer inspirationen fra internettet, måske er der større søskende i huset, som "højner“ barnets drilleniveau.

Forældre til disse mobbebørn er som regel lette at få med på hjælpevognen: "Det er jeg rigtig ked af, det vidste jeg slet ikke, at han gjorde. Det skal vi få stoppet med det samme. Kom endelig igen, hvis I kan
mærke, at det ikke lykkes helt“.

Den anden type mobber for at "sløre“ sine egne svagheder. Selv om børn ikke er bevidste om grunden, indretter denne type mobber sig efter omstændighederne, så hvis mobning er den letteste udvej, kan det fortsætte endeløst, så det bliver værre og værre ting, offeret udsættes for, hvis ingen voksne ser det eller stopper det.

Forældre til disse børn har i stigende grad svært ved at anerkende, at deres barn mobber. Det bliver ofte glattet ud som bagateller og drengestreger og selvforskyldt.

Men hvis mobberen ikke var voldsom før, så vil mobningen totalt eskalere efter det møde, der blev afholdt i håb om at få det stoppet. Det ender ofte med, at læreren bliver opgivende i situationen, og mobbeofferet efter en tid må flytte til en ny skole.

Ingen forældre eller børn har mere eller mindre skyld i det skete. Ingen forældre eller børn behøver at føle skyld eller skam over det skete.

Men alle har ansvar for at få det stoppet, og børnene skal hjælpes til at forstå det forkerte i deres handling.

Det gøres ikke med skældud og bebrejdelser, men gerne på en måde, så de angrer det skete. Derved øves de i empati og lærer at mærke, hvor andre menneskers "nok er nok“-grænse går.