Vi har hver vores måde at være robust på. Det betyder, at den enkelte udformer, praktiserer eller vælger en strategi ud fra sine livsvilkår, kultur, sociale muligheder og orientering. Strategi er forstået som en retning for robustheden eller en særlig stil, der giver den sin mening, både for personen selv og som det ser ud for omgivelserne. Nedenfor skitserer jeg forskellige strategier, som er iagttagelige ud fra almindelige hverdagserfaringer.
ANNONCE: Køb bogen her
Hjælpeløshed er en strategi, som appellerer om hjælp og støtte, og hvor truslen om et muligt sammenbrud virker forstærkende. En sådan strategi finder vi hos Pia, der tidligere er omtalt (side 61). Hun er 17 år, hun går på SOSU--uddannelsen, og hun er ved at give op. Hun synes, alle de andre ser ned på hende, så hun trækker sig tilbage og begynder at se sig selv om overvægtig, hun følger ikke med i timerne, hun befinder sig mere og mere på kanten af det sociale miljø - og en dag bryder hun sammen i gråd. Hun har helt åbenbart ikke en aktiv strategi baseret på sine egne handlemuligheder. Hun afskriver snarere sine muligheder og bliver mere og mere selvusikker. Derfor reagerer hun mere og mere hjælpeløst og passivt, og hendes negative selvbilleder fylder meget.
Pia har ikke anden strategi end at kaste håndklædet i ringen. Men det er også den afmagt, der hjælper hende videre. Hendes hjælpeløshed og afmagt fungerer også som en appel om hjælp. Hun møder studievejlederen, der gennem samtaler får hende til at opdage, at hun faktisk møder noget i uddannelsen, som hun er positiv over for. Det er blandt andet en medstuderende, der er glad for at få hjælp fra hende efter undervisningen. Hun bliver også klar over, at hendes mor ofte foreslår hende ”at tænke positivt”. Disse og flere ideer får Pia til at opdage, at der også er noget positivt i hendes liv, som hun kan gribe fat i og se som et perspektiv at sigte efter. Det giver hende en første spæd begyndelse til en robusthed, som hun gradvis kan udbygge til en større selvtillid og handlekraft.
Mestring er her en strategi for robusthed, der er forbundet med at vide, hvad man vil, være klar over, hvordan man vil det og gå til udfordringerne også med en tanke på en realistisk vurdering af mulighederne. Emma går i 2. g og har i fritiden et job i Kvickly; det er to dage om ugen, hvor hun tjener de ekstra lommepenge, som giver hende større muligheder for en række af de ting, hun holder af. Det er fx snacks i caféen på skolen, det er biografbilletter, og det er tøj, som hun har lyst til. Emma klarer sig rimelig godt i skolen, passer sine afleveringer næsten alle sammen til tiden, og hun snakker med i timen. De fleste tests og prøver klarer hun sig godt i. Emma har også en kæreste – Alexander – han går i parallelklassen, de har været kærester siden slutningen af 1. g.
Emmas robusthed er knyttet til hendes parathed til at gøre noget. Hun er sjældent ramt af mismod, men når hun er det - for det sker en gang imellem, især når der er problemer med klikerne i pigegruppen, hvor hun ofte synes, der er rigelig megen sladder – så lukker hun sig inde en dag eller to med sine egne tanker. Hun ”trækker stikket”, som hun siger, og ved også, at hun snart er på fode igen. Hun får som regel også snakket det igennem med sin mor, som hun har et fortroligt forhold til – og med Alexander. Emma synes selv ”det kører godt for hende”.
Hamsterhjulet er den strategi at præstere og præstere i en uendelighed, uden at opleve at man når til vejs ende. Tidligere er omtalt Anna, der også går i gymnasiet. Hun oplever sig selv som meget præstationsorienteret, hun er aldrig tilfreds med sig selv eller med sine præstationer, og hun er hele tiden parat til at gå i gang med den næste opgave, når hun har afsluttet én. Hun kræver resultater, som skal leve op til de højeste forventninger, og som skal forsikre hende om, at hun er god nok og dygtig nok. Men det er, som om hun alligevel ikke er tilfreds.
Det er Sisyfos-myten, der er på spil. I den græske myte er Sisyfos idømt den straf at skulle trille en kæmpesten op ad et bjerg, men lige før toppen smutter den fra ham og ruller ned ad bjerget, så han må begynde forfra. Sisyfos får sin straf, fordi han trodser guderne. I dag taler vi om sisyfosarbejde som det at udføre opslidende og nytteløst arbejde, besættelsen af altid at skulle trille stenen op ad bjerget til ingen verdens nytte. Det er også en strategi for en moderne robusthed – arbejdsmanien - som Anna bestemt ikke er alene om, den er udbredt i dagens samfund. Men den er grundlæggende en uhensigtsmæssig strategi, fordi den ikke giver den glæde og lyst, som en normal mestring fører frem til; den har ingen afslutning, og den rummer ingen personlig erfaringsopsamling, der kan inddrages i den videre udvikling. Derfor har den karakter af en moderne strafudmåling, hvor man trodser guderne ved at sætte sig ud over glæden ved livet.
Mentalisering er en kognitiv strategi for robusthed, der i de senere år har fået mange tilhængere, fordi den så relativt let lader sig omsætte i praksis. Fx i konfliktfyldte situationer, hvor den voksne ved at styre sin tanker kan finde frem til mere konstruktive vinkler og derigennem hjælpe sig selv og barnet til at komme bedre gennem svære situationer. Mentalisering betyder ”at tilføre en mental kvalitet” og ”at udvikle eller opdyrke mentalt”. Mere konkret er mentalisering en hjælp til at kontrollere følelserne – affektregulering - og dermed få støtte til en robusthed, der kan give ro til at finde handlemuligheder. Risikoen for panik bliver afløst af en overvejelse. Andreas er fem år og går i en børnehave, som han er glad for, og hver dag bringes og hentes han af sin mor. Andreas er forældrenes ældste barn, lillesøster Emilie er halvandet år. Andreas har et stærkt temperament: Der er ting, han vil, og andre ting, han absolut modsætter sig. En lørdag, hvor han er tilmeldt en tegneklub, vil han ikke af sted. Han nægter hårdnakket, og moderen forsøger nu med mentalisering. Hun spørger ham roligt om, hvad det er, han tænker om tegneskolen. Hun tilbyder ham ord, der han forklare hans grunde til ikke at ville af sted. Hun anerkender, at sådan kan man godt have det, men forsøger også at holde fast i, at når han nu er tilmeldt, så skal man også helst møde op. Hun er også meget opmærksom på sine egne følelser i situationen, og ved godt, at hun skal passe på med ikke at køre sig selv op.
At mentalisere er at leve sig ind i andres og egen adfærd ved at forsøge at forstå de følelser, behov, tanker og intentioner, der ligger bag. Teorien om mentalisering er især udformet af den engelske psykolog Peter Fonagy, som især beskæftiger sig med mentalisering i behandlingsarbejde. Det centrale i denne sammenhæng er, at mentalisering kan hjælpe til at opnå den indre ro, der er nødvendig for at kunne se sine handlemuligheder og bruge dem i forhold til de følelser, som man rummer. Dermed er mentalisering tydeligvis en side ved robusthed, der netop søger at udvikle og mobilisere ressourcer. Sådan er mentalisering udviklet i en praktisk tilgang, hvor det handler om at træne hjernen, så den bliver god til at tænke positivt og modstå sårbarhed.
Subkultur kan tilbyde den enkelte en række kulturelle og sociale udtryksmuligheder, der kan bruges som strategier i forbindelse med robusthed. Subkulturen får en speciel værdi som opposition til mainstreamkulturen. Det ser vi udfoldet i serien på DR 3 med titlen ”Prinsesser fra Blokken”. Her følger vi unge piger/kvinder fra den københavnske vestegn, der lever sig ind i en stil med falske øjenvipper, pigmentinjektioner, dans til hardcore musik – ”vi kan bare li´ det fake”, som en af pigerne på 16 år konstaterer. Hun og de andre i gruppen har haft en hård barndom og er langt fra de middelklasseidealer, som resten af samfundet hylder. Det er til gengæld idealer, som pigerne giver en fuckfinger. Det er slet ikke der, de ser sig selv, for de finder deres egen robusthed i en subkultur, der for andre virker som simili og uden selvstændig værdi. Men for pigerne er det en strategi, der giver dem kontrol over deres liv. De kulsorte streger over øjnene og den hårdt optrukne makeup giver dem en vished om, at de selv bestemmer kriterierne i deres liv. En af kvinderne i programmet hedder Siri Køster, hun er 25 år, har fyldige botox-læber, lange øjenvipper, en varm gyldenbrun lød, efter at kæresten har spraytannet hende på badeværelset. Hun er bevidst om sin robusthed uden direkte at sætte ord på den:
”Skønhed for mig behøver ikke at være skønhed for naboen. Og omvendt. Jeg er ligesom alle andre mennesker, men går bare med lidt mere makeup. Og snakker måske lidt værre. Men ellers er jeg ligesom alle andre, der bare gerne vil accepteres og være en del af samfundet uanset udseende.”
Hun siger også, at de har fundet et fællesskab i måden at se ud på. Det vil sige en slags fælles robusthed, der kan synes at ligge i den tynde overflade. Her kompenserer de for deres usikre baggrund, svigt i barndommen og sikkert også manglende selvværd. I den forstand behøver der ikke være særlig langt fra denne prinsessestil til en anden form for hardcorestil, som vi finder i andre former for subkultur omkring bande- og rockermiljøer. De er alle sammen udtryk for en protest, men er også en aktiv og fremadrettet selvafgrænsning. Pigerne i subkulturen risikerer i alvorlig grad marginalisering i forhold til det omgivende middelklassesamfund. Set udefra udstiller prinsesserne fra Blokken sig, set indefra bekræfter de hinanden – og styrker deres fælles robusthed.
Strategier er aktive forsøg på at give tilværelsen mening og retning. De rummer forsøg på mestring af de aktuelle udfordringer, men rummer i samme bevægelse også en bevidsthed om sårbarhed. Robustheden trækker på de energier, som personen kan mobilisere, og spiller på den måde en vigtig rolle i ethvert menneskes forsøg på at mestre sit liv. Her skabes et perspektiv, en tiltro og en handlekraft. Alle strategier er ikke lige konstruktive, nogle endda tæt på det negative. Det sidste gælder fx hamsterhjulsstrategien. Strategierne kan uden større besvær iagttages udefra, de kan vurderes og sammenlignes. Set fra personens egen synsvinkel er robustheden udtryk for en sikkerhed og måske forankring, der giver mening som en persons forsøg på at mestre udfordringerne.
En række psykologiske og sociale teorier har søgt en dybere forståelse af denne side ved personligheden, hvor en styrke og energi kommer til syne og bliver inddraget. Engang kaldte man det ”vilje”. Det er imidlertid et begreb, der er gået af mode og i dag nærmest karakteriseres som uvidenskabeligt. I dag har vi andre begreber, der fokuserer på samme spørgsmål, fx jegstyrke og resiliens (modstandskraft). Det er temaet for de næste to kapitler.
ANNONCE: Køb bogen her