Øjenvidneskildring fra udsatte egne

Børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, har skrevet en på en gang nøgtern og hjertegribende bog om sin opvækst i et Underdanmark, de færreste kender til

Børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, har skrevet en på en gang nøgtern og hjertegribende bog om sin opvækst i et Underdanmark, de færreste kender til
Børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, har skrevet en på en gang nøgtern og hjertegribende bog om sin opvækst i et Underdanmark, de færreste kender til. Foto: Nikolai Linares Denmark.

I år var det Brønderslevsagen, der rystede Danmark. For nogle år siden var det Tøndersagen, og næste år er det formentlig en anden by, der må lægge navn til endnu en grum sag om børnemishandling, seksuelt misbrug og vold. Desværre.

Igen og igen bliver vi overraskede over den nedrighed og ondskab, der hersker i nogle miljøer, og hver gang spørger man: Hvordan kan forældre være sådan?

I Lisbeth Zornig Andersens bog, Zornig vrede er mit mellemnavn, får vi svar.

Svar fra en kvinde, der voksede op i det, der nærmest må beskrives som en parodi på Underdanmark. Barndommen begynder i den københavnske sydhavn for dernæst hurtigt at flytte til Lolland. Børnehjem kommer hun og de tre ældre brødre på, før hun fylder tre år, og derefter går det ind og ud af børnehjem, plejefamilier, ophold hos skolelærere og ikke mindst en tilbagevenden igen og igen til en mor, der ikke har et arbejde, og en stedfar, der er voldelig og tyranniserende.

LÆS OGSÅ:
Børns rettigheder skal styrkes

Hjemmet er præget af massive alkoholproblemer, hvor børnene ikke sjældent må sove alene, mens de voksne er på værtshus og har forladt børnene med et tomt køleskab.

I Underdanmark hersker normløsheden, og der er ikke noget værdimæssigt kompas at styre efter. Ingen kerer sig om børnenes tarv, for det er de voksne selv og den næste flaske, det hele drejer sig om. Moderen evner ikke at beskytte sine børn eller drage omsorg for dem for hvordan skal man kunne give kærlighed, når man aldrig selv har modtaget nogen?

På den måde er bogen en klassisk fortælling om den sociale arv, som forgrener sig gennem generationer, og som synes ubrydelig. Lisbeth Zornig Andersens tre ældre brødre ender således alle med på hver sin måde at gentage forældrenes kultur med druk og omsorgssvigt, mens hun som en anden mælkebøtte bryder op gennem den københavnske stenbro og den lollandske muld. Og hvorfor så det?

Ifølge bogen er det blandt andet historien om mennesker på hendes vej, der gør en forskel. Om lærere, der ser hende og gør mere, end de skal ifølge overenskomsten. Tager hende med hjem og lader hende bo hos sig og inviterer hende til at overnatte, når moderen er på druk. Der er pædagogen på børnehjemmet, der tager hende under sine vinger og sågar tager hende med på familieferier. Der er slagteren og hans kone, hvor Lisbeth Zornig Andersen får et fritidsjob, og som giver hende mere end løn. De viser, at de kan lide hende.

Måske er det også den kærlighed, hun trods alt får og formår at suge til sig undervejs, der gør, at hun ikke alene bliver den første fra børnehjemmet med en studentereksamen, men også bliver cand.polit. i en ung alder. Og måske mest af alt imponerende: mor til fem børn, som hun formår at give kærlighed og tryghed, så de alle er i trivsel og godt på vej i livet.

Zornig betyder vred på tysk, og vreden er ifølge Lisbeth Zornig Andersen blevet hendes drivkraft. Det var den, der gjorde, at hun holdt ud og blev ved. At hun overlevede som menneske. Man tror hende, men i bogen står det også klart, at hendes gode hoved har hjulpet hende. Hun elskede skolearbejdet, og dermed åbnede bøgernes verden sig. Og ikke nok med det. Det gjorde omgivelsernes omsorg også. Det er nemmere at holde af en misrøgtet pige, der hænger i med lektierne, end af uvorne drenge, der reagerer på omsorgssvigtet ved at lave ballade og rapse.

Lisbeth Zornig Andersens bog er et vigtigt vidnesbyrd fra et Danmark, de færreste har set indefra.

Og hun bruger sine gode evner og uddannelse til at give stemme til et Underdanmark, der ellers kun i ringe grad kan forklare sig selv. Nøgternt fortæller hun om overgrebene og svigtet netop som et barn oplever dem. Først og sidst i bogen har hun refleksionerne med, og som læser mærker man bogen helt ned i maven.

Faktisk kan man kun rumme at læse om Zornigs barndom, fordi man ved, at det ender med, at hun kommer nogenlunde helskindet igennem den. Dog lider hun i dag i mild grad af tilknytningsforstyrrelse, skriver hun. Noget hendes mor og brødre har i udtalt grad.

Bogen bør læses af alle, der arbejder med udsatte børn, for den fortæller, at vi kan gøre en forskel, hvad enten vi er fagligt og professionelt engagerede eller naboer.

Den er en påmindelse om, at hvis vi giver lidt ekstra og giver af os selv, ja, så giver vi måske også et barn chancen for at rejse sig og bryde den sociale forbandelse.

Lisbeth Zornig Andersen: Zornig vrede er mit mellemnavn. 210 sider. 300 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.