10 måneder i helvede

"Jeg er den sidste jøde" er et nøgternt vidnesbyrd fra et menneske, der mirakuløst overlevede Hitlers dødslejr i Treblinka. En forfærdelig bog, men ikke til at komme udenom

Ligesom for de andre tilintetgørelseslejre gælder det for Treblinka, at der ikke findes et præcist tal for antal myrdede, hvoraf nogle ses på dette billede ved ankomsten til lejren, men tallet er anslået til mindst 870.000. --
Ligesom for de andre tilintetgørelseslejre gælder det for Treblinka, at der ikke findes et præcist tal for antal myrdede, hvoraf nogle ses på dette billede ved ankomsten til lejren, men tallet er anslået til mindst 870.000. -- Foto: www.HolocaustResearchProject.org

Der findes bøger om holocaust, hvis særlige værdi for eftertiden beror på den fotografiske omhyggelighed, hvormed de bevidner grusomheder, som det næsten ikke er til at holde ud at læse om, men som det er éns pligt at kende.

Man skylder de mennesker, som gik til, at kende rædslens og nedværdigelsens detaljer, sådan at begivenhederne ætser sig fast i sindet og bliver til mere end tal og ord. Man skylder også sig selv og den kultur, man er en del af, at kende hele den menneskelige skala, vide, hvad mennesker kan tåle, vide, hvad mennesker er i stand til, erkende de handlingers virkelighed, man ikke forstår.

Chil Rajchmans bog er en forfærdelig bog, men den er ikke til at komme udenom. Den er beretningen om en af de lejre, hvorfra næsten ingen vendte tilbage: Hitler-regimets dødslejre.

På Wannsee-konferencen i januar 1942, hvori først og fremmest ministerielle embedsmænd deltog, blev den praktiske gennemførelse af jødeudryddelsen organiseret, men på dette tidspunkt havde forberedelserne været i gang længe, og allerede under angrebet på Sovjetunionen i juni 1941 fandt omfattende masseudryddelser sted. Under konferencen forelagde Adolf Eichmann en opgørelse over antallet af jøder i Europa.

Disse meget præcise tal omfattede noget over 11 millioner mennesker, og til det planlagte mord på dem byggedes en række lejre, der adskilte sig fra de tidligere etablerede lejrsystemer af internerings- og arbejdslejre ved kun at have ét eneste formål: at slå så mange mennesker ihjel som muligt så hurtigt som muligt. Det var de såkaldte Vernichtungslagern, tilintetgørelseslejre, alle anlagt i det erobrede Polen.

Ud over Auschwitz-Birkenau (over 1 million myrdede), der delvis fungerede som arbejdslejr, drejede det sig om Chelmno, syd for Gdansk (mellem 152.000 og 320.000 myrdede), Maidanek (også en blanding af tilintetgørelses- og arbejdslejr, mindst 252.000 myrdede) og Belzec (over 600.000 myrdede), begge syd for Lublin, Sobibor (næsten 250.000 myrdede) syd for Brest og Treblinka nord for Warsawa.

Det var til Treblinka, den da 28-årige polske jøde og tekstilarbejder Chil Rajchmann og hans 19-årige søster, Anna, ankom den 11. oktober 1942, ført dertil i et godstog sammen med flere tusinde andre, angste, fortumlede, udhungrede, snavsede, efter en uendelig togtransport, stuvet sammen i godsvogne – 100 til 140 mennesker i hver vogn.

Ligesom for de andre tilintetgørelseslejre gælder det for Treblinka, at et præcist tal for myrdede har vi ikke, men det er opgjort til 870.000, som det fremgår af den internationale Holocaust-encyklopædi, hvis tyske udgave, "Enzyklopädie des Holocausts", jeg bruger, og mellem 875.000 og 925.000, som det fremgår af Herbert Pundiks indledning til Rajchmanns bog. Umuligheden af at nå frem til helt præcise tal viser, hvor lidt et menneskeliv betød i den nazistiske udryddelsesmaskine, der er verdens første, køligt kontormæssigt af højtuddannede akademikere iværksatte industrielt gennemførte massemord, som netop derved får sin enestående karakter. Folkedrab, masseudryddelser, finder vi mange af i historien, men intet som dette.

Treblinka var i funktion fra maj 1942 til november 1943. Da Rajchmann ankom, varede processen fra menneskene blev jaget ud af godsvognene, til de var ombragt i gaskamrene og deres lig smidt i massegravene, flere timer. Men da SS-Haupt-sturmführer Franz Stangl (læs om ham i Gitta Serenys "Into that darkness: from mercy killing to mass murder"), kommandant i Sobibor, overtog kommandoen i Treblinka for at bringe orden, blev processen effektiviseret, således at det varede under en time, fra et menneske stod på rampen ved siden af godsvognen, til dets aske blev skovlet ud af ovnen. Under 60 mennesker overlevede Treblinka. Takket være to af dem ved vi, hvad der skete i denne lejr, der blev fjernet fra jordens overflade, da naziregimets funktionærer og deres ukrainske håndlangere havde afsluttet deres arbejde.

Den anden, der har aflagt et vidnesbyrd i bogform, er Jankel Wiernik med "A Year in Treblinka". Tilsammen udgør disse bøger, som Herbert Pundik skriver, "et af de mest rystende dokumenter om begivenheder, som sprænger vor fatte- og forestillingsevne".

Det virker mærkeligt at kalde sådan en bog for fremragende, men hvis det er vigtigt at få fortalt i de mest pinefulde detaljer, hvad der skete i Treblinka, og det er det, så er Chil Rajchmanns bog fremragende.

Hans fremstillingsform er nøgtern - det og det skete - ligesom den, vi finder i Victor Klemperers to bind "Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste" og i Primo Levis "Hvis dette er et menneske", men han har ikke deres analytiske evner og interesse. Det giver hans 60 år gamle vidneberetning - han nedskrev den, efter at det under fangeopstanden i Treblinka i august 1943 var lykkedes ham at flygte og mirakuløst overleve - et egenartet skælvende liv, en enkel lidenskab, en tilbageholdt fortvivlelse, der perspektiveres af Pundiks indledning, som er nøgtern og faktuel, netop sådan som det tjener sagen bedst.

Omfanget taget i betragtning mangler der ikke noget i denne indledning, der i sig selv kan fungere som en introduktion til holocaust-kapitlet i Europas historie. Fra naziregimets trinvise opbygning af jødeforfølgelsen med Nürnberg-lovene, slægtskabet med Luthers drastiske antisemitisme over lejrene, krigen, der gør udryddelsen mulig, antisemitismen i visse allierede kredse og frem til den byrde, som bliver den overlevendes livsvilkår, det spørgsmål nemlig, som en Pundik også har måttet stille sig, og som er et hovedtema i blandt andet den betydelige jødisk-ungarske forfatter György Konrads erindringsværk "Havefesten": Hvordan forvalter du den overlevendes privilegium? Da Konrad selv, 12 år gammel, i 1945 kom tilbage til sin lille hjemby, hvor der før var over 1000 jøder, men nu kun 200, blev han mødt af en jøde, hvis kone og to børn var blevet brændt i Auschwitz.

Du lever i deres sted, sagde denne jøde til ham. Det lød som en domsafsigelse.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Claes Kastholm Hansen er kommentator og anmelder ved Berlingske Tidende.

Chil Rajchman: Jeg er den sidste jøde. Oversat af Jan Katlev. Indledning af Herbert Pundik. 144 sider. 199 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer i dag.