Bettina Heltberg er forfatter og kulturjournalist på dagbladet Politiken
Boller du og din fantasi, siger Poul Joachim Stenders elskede mor til forfatteren til allersidst, og hun kysser ham.
Så skulle det vist være slået fast med syvtommersøm, at disse erindringer bygger på løgn og latin, lige så meget som på sandheden. Eller på idéen og myten, der ligger tættere på sandheden.
Om noget kan der fantaseres og fabuleres, om andet ikke rigtig. Poul Joachim Stender har valgt den sværeste genre, der findes: barndomserindringer, som kan justeres efter behov, men som alligevel må have en eksistentiel baggrund for at interessere. Og det gør de i allerhøjeste grad. De er også morsomme, ganske kyniske og kærlige på samme tid.
Jeg kender ikke præsten i Kirke Såby, som ville være biskop i Roskilde Stift og vistnok tabte med 100 stemmer efter omvalg. Poul Joachim Stender ville have været en morsom og usædvanlig biskop med grundtvigsk sindelag og sans for fortællingen som en central del af vores bevidsthed.
Hvad kan du fortælle? Hvad har du sanset? Hvad har du følt, og hvad har du smagt?
De alvorligt kultiverede kan i dag ikke fortælle så meget, fordi deres barndom er foregået i et velfærdsdanmark, der mest på godt og en del på ondt har taget vare på vores minder og bragt dem til tavshed. Der er blevet passet på os. Særligt i hovedstadsområdet, særligt i de såkaldt pæne kredse.
LÆS OGSÅ: En overset poetisk mester
Men Stender er vokset op på Vordingborg-kanten, i et hvidt hus med rødt tag, i en landsbyskole kaldet Vinterbølleskole. Det lyder lidt som julekalenderen Vinterbyøster, men den er mere reel. Faderen Kay er skoleinspektør og spidser sine blyanter, det er vist, hvad der er at sige om ham, bortset fra at han er klodset og ikke rigtig kan ramme en færge med en bil. Han slår med spanskrør Poul Joachim Stender er født i 1956 men han er også en god mand, vistnok.
Det er moderen, som er bogens egentlige hjerteanliggende. Hun taler og tænker i digte, laver uspiselig øllebrød og har en sjette sans for død og ulykke og hvem ville ikke have det som mor til seks børn og et dødfødt barn, der var Stenders tvilling? Anbragt i kælderen i formaldehyd.
Erindringerne begynder med hans fødsel. Jeg har altid været skeptisk over for forfattere, der erindrer deres egen tidligste barndom. Men her: han fødes på et spisebord og sutter på en klump størknet brun sovs, og han bliver fundet. Mod slutningen kommer fødslen igen i den omvendte rækkefølge, han ryger ned gennem affaldsskakten på Næstved Centralsygehus og reddes fra døden af en jordemor ja, det lyder som noget pæreævl, men det er teknisk og kunstnerisk udmærket sluttet inde i en fortælling om liv, kærlighed og søskendeflok, med den lille Poul Joachim (der hedder Boller) som den centrale fortæller.
De seks søskende er Steen, Lutherværk, Bedemanden, Trunte og Ida, samt forfatteren selv.
Og hver af dem er speciel. Bedemanden er ganske bleg og kan ikke sige æ eller ø, (d-d, det er død r, det er Ærø). Han kan ikke lide den forbandede llebrd, og får sine ren vredet om af far den vittighed har vel sine begrænsninger og taber efterhånden fjerdragt og madpakke men skidt nu med det.
Ida er pletfjerner hun samler gammelt tyggegummi op fra skolegården og samler det i et vandglas til behagelig benyttelse, enhver plet er hendes fjende, og søskende med skoldkopper eller røde hunde får ar af hendes spidse rumsteren med negle og salmiakspiritus. Hvem skulle tro andet, end at hun i dag er overlæge i hud og hor (ville Stender nok sige).
Lutherværk er ved at dø af akut blindtarmsbetændelse, men han overlever. Trunte har tommelfingeren i munden og højre hånds pegefinger anbragt over næseryggen. Hun bruger morens eau de cologne til at hælde i vasken for at overdøve stanken af urin og sæd fra brødrene. Hun bliver smidt ud i badevandet og får glasskår i foden. Så mange overgreb må føre til en solid juristuddannelse.
Kun den ældste bror, Steen, hører vi mindre om. Aner man et ressentiment? Jeg gætter på, at Poul Joachim Stender ikke har turdet binde an med eksperten i fedtstoffer og forhøjet kolesterol.
Og så er der mærkesagerne, her repræsenteret af frøken Rasmussen og frøken Quistgaard. Og hvad er det? Det er sex og mad. Den våde havfrue, regnelærerinden frøken Rasmussen indvier lille Boller i sex, og det er vådt og skønt, og frøken Quistgard laver mad. Med Gud i sengen som en af Poul Stenders tidligere bøger hedder, i dybeste ualvorlighed. Det er sanseligt og Gud ER sanselig. Sådan er Stenders budskab. Hans muntre prædiken?
Poul Joachim Stender er en glimrende skribent, med en hårfint spidset stil, og en latter bag det hele en latter, som smitter.
Jeg anbefaler!
kultur@k.dk