Det begynder med flugten fra Egypten og slutter med fordrivelsen fra Spanien.
Men det er ikke kun en historie om flugt og fordrivelse, som forfatteren Simon Schama fortæller i sin nye bog, The Story of the Jews (Fortællingen om jøderne).
På knap 500 sider formår han at fortælle historien fra cirka tusind år før vor tid og frem til den 31. marts 1492 hvor den spanske inkvisition gav alle jøder tre måneder til at forlade landet.
Den britiske historiker Simon Schama er professor i kunst og kunsthistorie ved Columbia University i New York. Bogen kommer samtidig med, at han præsenterer en tv-serie i fem afsnit på BBC om jødernes historie. De seneste godt 500 år tager han under behandling i næste bind, som kommer til næste år.
LÆS OGSÅ: Man gjorde en tænker fortræd
I første bind starter Simon Schama med et brev sendt fra den bekymrede jødiske fader Osea til sønnen Shelomann, der var lejesoldat.
Brevet var skrevet på aramæisk og på papyrus men nåede aldrig frem til sønnen. Kun takket være det brev er familiens eksistens kendt. Det lå uopdaget i en lerkrukke i næsten 2500 år, før den amerikansk journalist og amatørægyptolog Charles Edwin Wilbour købte en krukke fyldt med papyrusruller i 1893.
Simon Schama starter derfor sin bog med den eviggyldige historie om de bekymrede jødiske forældre og ikke mindst om jøderne, som boede ved Nilen i Egypten.
Anslaget har fra starten været den personlige tilgang, som går gennem bogen. Brevet til Shelomann er valgt, fordi det er den aramæiske udgave af forfatterens eget hebræiske navn.
Centralt i bogen er, at jøderne altid har været en minoritet i lande og regioner, hvor andre folkeslag eller religioner har været dominerende. Bogen starter i Egypten, men senere er det blandt andet Babylon, Romerriget, islamiske lande, europæiske lande og ikke mindst Spanien. Simon Schama har et øje for de små detaljer fra den jødiske dagligdag, som sætter de store begivenheder i perspektiv.
Historierne om forfølgelse og pogromer er en vigtig og skræmmende beretning i historien om det jødiske folk. Et kort over Europa bagest i bogen viser de store dele af kontinentet, som på et eller andet tidspunkt forviste jøder. De skraverede lande er generelt kristne og kortet stopper i 1495 og har derfor ikke senere forfølgelse og fordrivelse med.
Men Simon Schama fortæller også en historie om tolerance. Om at dele hinandens kultur og have fredelig sameksistens. Forfatteren fremhæver tilmed, at islam blev født i byen Medina, som på den tid var en jødisk smeltedigel og bruger det til at illustrere de markante ligheder, der er mellem jøder og muslimer fra omskæring af drengebørn til forbuddet mod at spise svinekød. I tidlige tider var forholdet mellem de to religioner præget af forståelse. Der var spændinger, men de førte sjældent til konfrontationer.
Det er derimod forholdet til kristne, som i store perioder var præget af konflikt. Som Simon Schama beskriver, var der en dyb og inderlig mistillid forbundet med, at det i samtidens kristne øjne var jøderne, som dræbte Kristus.
En af de tidlige kirkefædre, Johannes Chrysostomos, den ortodokse ærkebiskop af Konstantinopel, forbød omkring år 400 kristne at bede i synagoger. Blandt de sejlivede myter blandt kristne var tilmed, at jøder drak blod fra kristne småbørn.
Jøderne var senere ofre for korstog annonceret af pave Urban II i 1096, og i England landsforviste Edward I alle jøder i 1290.
Men der var en ting, som jøderne altid tog med sig, når de blev presset til at finde et nyt hjem i et andet land. Det var ordet. Og rullerne med Toraen fulgte jøderne rundt i Europa. Af samme grund starter Simon Schama med et tidligt stykke pergament og et brev fra en jødisk fader til sin søn. For det var ikke altid, at ordet fandt sin modtager. Men ordet fandt altid nogen, hvorfor undertitlen på bogen er Finding the Word at finde ordet.