Prøv avisen

33 kirkeministre og en synode

Asger Baunsbak-Jensen: Kirke før politik - min kirkehistorie. 234 sider. 279 kroner. Forlaget Alfa. Udkommer i dag. Foto: lenamariarasmussen

Asger Baunsbak-Jensens kirkehistorie viser, hvem der virkelig bestemmer i folkekirken. Den er god at blive klog af, uanset om man glæder sig over udviklingen eller ej

"Portrætter af Danmarks 33 kirkeministre siden 1916? Det må være en smal udgivelse," lød fruens spontane kommentar ved synet af bogen på køkkenbordet, "Kirke før politik - min kirkehistorie".

Den er skrevet af forfatter, præst, radikal politiker og samfundsdebattør Asger Baunsbak-Jensen. Han kalder det en personlig bog, hvad der først og fremmest legitimerer, at han farver historien efter sit eget politiske og kirkelige ståsted.

LÆS INTERVIEW: Grundtvig i knibe: Ny religiøsitet truer frisind

Ikke et ondt ord om det. Alternativet - et fersk, leksikalt opslagsværk om de 33 ministre - ville unægtelig være en tung sag at komme igennem. Det er denne bog ikke.

Tværtimod tegner den et meget overskueligt og sammenhængende billede af, hvorfor den danske folkekirke ser ud, som den gør i dag. Det er nemlig andet og mere end en portrætbog. Historien er fortalt kronologisk, og ind imellem de mange personskildringer får man afsnit om de store kirkelige retninger i det 20. århundrede: grundtvigianismen, Indre Mission, Luthersk Mission, KFUM&K og Tidehverv. Der er et afsnit om Socialdemokraternes forhold til kirken, om Københavns kirkeliv og Kirkefondsbevægelsen.

Vi når omkring fem markante teologer fra besættelsesårene: Hal Koch, Kaj Munk, Tage Schack, H. Fuglsang-Damgaard og Hans Øllgaard. Foruden de store Århus-teologer: P.G. Lindhardt, K.E. Løgstrup, Regin Prenter og Johannes Sløk. Og endelig gennemgås kirkens store omvæltninger og "sager" om præster, der afveg fra den officielle lære.

Og ja, så er der de 33 portrætter af kirkeministrene siden 1916, flere af dem krydret med forfatterens personlige oplevelser med de portrætterede.

Enkelte vil nok undre sig over, at alt det kan rummes på 234 sider. Det kan det selvfølgelig heller ikke. Teksten må blive overfladisk, sine steder næsten stikordsagtig, når man vil nå meget på så lidt plads. Og oven i købet skal have støvede portrætfotos og hel- og halvtomme sider undervejs.

Baunsbak-Jensens inspiration kunne være historikeren Søren Mørchs bog "25 statsministre", der også skriver moderne politisk historie med udgangspunkt i ministerportrætter. Men en statsminister er unægtelig noget andet end en kirkeminister. Statsministeriet er toppen af det ministerielle hierarki, Kirkeministeriet er bunden. Derfor er der en del knap så interessante personer blandt de 33 kirkeministre. Rent ud sagt er flertallet uinteressante. Det er den væsentligste anke mod projektet.

Når forfatteren skriver, at kun en enkelt eller to af dem ikke har haft forudgående engagement i det kirkelige, kræver det i øvrigt en temmelig kreativ fortolkning af det kirkelige.

Interessante kirkeministre har der dog været. For eksempel Venstre-høvdingen J.C. Christensen, der var regeringsleder 1905-1908 og kirkeminister fra 1920 til 1922. Faktisk var han også kirkeminister fra 1901 til 1905, men på det tidspunkt var titlen "kultusminister", som dækkede både undervisning, kultur og kirke.

At landet overhovedet fik et kirkeministerium i 1916, skyldtes den voldsomme blæst om liberalteologen Niels Peter Arboe Rasmussen. Han afviste, at Jesus var blevet født af en jomfru, og det førte til en straffesag, som han vandt. Ingen biskopper ville imidlertid føre tilsyn med ham, og han kunne følgelig ikke ansættes i folkekirken. Det ville den radikale regering ikke finde sig i, og derfor udskilte den Kirkeministeriet som et selvstændigt ministerium, og Th. Povlsen blev landets første kirkeminister. Han fremsatte den kontroversielle særlov, som gav regeringen tilsynet med Arboe Rasmussen, som dermed kunne blive præst i Vaalse alligevel.

Med den afgørelse blev der i virkeligheden lagt et afgørende spor ud for folkekirken lige siden, nemlig at Folketinget og især kirkeministeren har det sidste ord om ydre som indre forhold. Kirkeministeren udgør kirkens ledelse, dens synode, om man vil.

Det er i hvert fald det billede, bogen efterlader. Den viser, at den centrale drivkraft bag næsten alle de store forandringer og reformer i kirken de seneste 100 år er udgået fra skiftende kirkeministre.

Som J.C. Christensens reform af kirkens styre med liberaliseringer for fri- og valgmenigheder, menighedsråd og mulighed for sognebåndsløsning. Som Carl M. Hermansens (V) lov, der i 1947 gav kvinder mulighed for at blive præster. Som Bodil Koch (S), hvis kirkekommission fra 1964 umiddelbart lignede en fiasko, men hvis forslag alligevel senere i stort omfang blev til virkelighed. Eller Torben Rechendorff (K), der fik sit lovforslag om et mellemkirkeligt råd igennem i 1989 trods kirkelig skepsis.

Det betragter Baunsbak-Jensen i alt væsentligt som en positiv udvikling. Ministrene har nemlig forsvaret "den rummelige folkekirke" med frisind, mener han.

Men skåret til benet betyder det vel, at politik dermed er kommet før kirke og ikke, som bogens titel lyder, "kirke før politik". En af forklaringerne herpå kan være, at folkekirken i høj grad har været et hus i splid med sig selv. Grundtvigianere sloges med missionsfolk og omvendt, siden gjorde Tidehverv op med kirkelig aktivisme af enhver art, og i dag er de kirkelige retninger stort set kun skygger af sig selv.

Som forfatteren meget præcist skriver i sin afslutningsprædiken, er "sporene næsten dækket til", landskabet er uden retning og pejlemærker. Deri ser han noget befriende, for nu ligger landet åbent med vide horisonter, og vanekristendommens tid er omme.

Knap så optimistisk kunne man også sige, at når huset er fejet og pyntet, kan syv værre ånder flytte ind.

Læseren må selv drage sin konklusion om, hvad fremtiden bringer for kirken, men han eller hun er godt rustet til overvejelsen med denne udgivelse.

Den er ikke så smal, som det kunne lyde til.

hoffmann@k.dk

Asger Baunsbak-Jensen: Kirke før politik - min kirkehistorie. 234 sider. 279 kroner. Forlaget Alfa. Udkommer i dag.