Alarmerende udkantsrapport

Jesper Wung-Sungs roman handler om mænd og om det, der kan få tilværelsen til at smuldre for en mand

Alarmerende udkantsrapport

Det lille ord men kan være snurrigt. Man siger ét, men så følger noget andet. Men er også titlen på Jesper Wung-Sungs nye roman, der udspiller sig i området på begge sider af Langelandsbroen. For 20 år siden var der tre venner, tre store drenge, der prøvede sig mod hinanden, Peter, Jon og Christian, men så faldt Christian ned, da det var hans tur til at bekravle Langelandsbroens buer.

Christian døde. Jon flyttede fra øen til København og blev en kynisk-ironisk gymnasielærer, som ikke kunne finde ud af at binde sig til sin kæreste, mens Peter blev tømrer og byggede sin egen tilværelse op fra bunden, til han endte med kone, barn og eget hus med gulv af douglastræ. Men så knækker filmen for den lærde Jon, han lukker hele sit københavnerliv ned, tager en pose øl under armen og vender tilbage til Langeland. Hvad han egentlig vil, er lidt uklart, i alle fald vil han på en eller anden måde sone den skyld, han føler over vennens død dengang for 20 år siden.

Parallelt hermed har Peters liv, det liv, som for Jon hele tiden har stået som ideallivet, også lidt et knæk. Tiden er ikke til kvalitet, der kommer billigere arbejdskraft østfra:

LÆS OGSÅ: Litterær kæmpe kunne have fortjent bedre

Nu rungede det i hallen, når nogen hævede stemmen til julefrokosten, og ingen havde lyst til at snakke om, hvor mange der arbejdede i firmaet, når frosten slap sit tag i jorden. Eneste nye ansigter var dem, der sad på halsen af journalister, som troppede op for at få at vide, hvor dårligt det gik.


Arbejdet forsvinder, meningen forsvinder, og så forsvinder den materialistiske Malene, konen i muddergrøften, der aldrig kan blive tilfreds, og som Peter aldrig har kunnet sige nej til. Hun forsvinder med en pæn akademikermand og tager også sønnen Magnus med.

De har fået mén, de her mænd. Mén af fædrenes svigt og manglende omsorg. Peters far, som ikke kunne andet end at ydmyge sønnen og konen, Jons far, som notorisk var moderen utro. Jon har fået mén af ulykken på broen, fordi ingenting blev samlet op efterfølgende, det faldt bare fra hinanden, mens Peter, der troede på, at kunnen betød noget, har erfaret, at ingen har brug for ham, hverken arbejdsmarked, kone eller søn. Det værste er, at han synes, de har ret. Derfra er der ikke langt til at tænke, at barnet har bedst af ikke at vokse op i den virkelighed.

Det er på alle måder en barsk og sørgelig historie om to mænd, Jesper Wung-Sung fortæller i Men. Ligesom det er en alarmerende rapport fra den del af Danmark, hvortil ordet Udkantsdanmark stadig klæber. Der, hvor butikkerne og skolerne lukker, der hvor du kan få smidt et hus i nakken, fordi der ikke mere findes arbejde, der hvor mennesker mister deres værdighed.

LÆS OGSÅ: Forfatteren, der tror, at han tror på Gud

Wung-Sung har bygget sit værk op i to spor, der veksler kapitelvis. Jons odyssé, der skruer sig længere og længere ind i drukkens og underverdenens surrealisme, kontra Peters mere og mere kafkaske mareridt. Vi begynder 12 uger før og tæller ned til det afgørende møde, som naturligvis er en form for gennemspilning af den skæbnesvangre nat på broen for 20 år siden.

Det er flot orkestreret, men og et sådan må der jo være det bliver også for meget. For symbolsk med Jon, der vil redde Peters søn i filmiske krydsklipninger; her virker romanen næsten som skrevet direkte til filmen. Og næsten et for ideelt et billede af Peter, den gammeldags, ærlige, arbejdsomme, men også tavse, maskuline mand, der kan snuse sig frem til ethvert douglastrægulv, men som ikke kan redde sig selv, når det gælder.

Bedst er Wung-Sung, når han beskriver den tilstand af menneskelig armod og uværdighed, som gror frem i de her samfund, hvor meningen med det hele synes at være totalt forsvundet, hvor der bliver kastet vrag på menneskelige ressourcer, mens ledige tvangsaktiveres til salsaundervisning. Læs det, politikere rundtomkring.