Prøv avisen

Alle har to byer, deres egen og Jerusalem

Modsætninger mødes hele tiden i Jerusalem. Her er det en ortodoks jøde på vej gennem Damaskusporten og den muslimske del af den gamle by. – Foto: .

Jerusalems komplicerede og farverige historie vækkes til live i Simon Sebag Montefiores storværk om byen, som altid har været både omstridt og ombejlet

Et af de mest udtalte træk ved Jerusalem er dens dobbelthed.

Den er både himmelsk og jordisk, den er både velsignet og forbandet, den er både kristnes, muslimers og jøders hovedstad, og så er den hele menneskedehedens hjemby. I hvert fald hvis man spørger Jerusalems tidligere borgmester, Teddy Kollek, der sagde: Alle har to byer, deres egen og Jerusalem.

Det er derfor yderst passende, at historikeren Simon Sebag Montefiore slutter sit mægtige væk om byen, der nu udkommer på dansk, med netop at betone Jerusalems dobbelthed:

Jerusalem synes så elskelig på mange måder, så hadefuld på andre. Den stritter altid af hellighed og ubesindighed, det urimeligt vulgære og det æstetisk udsøgte, og den synes at leve mere intenst end noget andet sted.

Forud for disse ord er fulgt en fængslende beretning, der endevender alle Jerusalems dobbeltheder og splittelser fra dens grundlæggelse som en gold provinsby i det judæiske højdedrag til centrum for vore dages allermest omtalte og intenst dækkede politiske og religiøse konflikt. En by, hvor dobbeltheden ses helt ud i den unikke sygdom, man kan rammes af, når afstanden mellem forestillingen om den himmelske by og den jordiske virkelighed er så ulidelig, at man må indlægges på byens sindssygehospital med Jerusalem-syndrom. Hvilket sker for cirka 100 mennesker årligt.

Dobbeltheden aflæses også internt i Israels politiske landskab, splittet som landet er mellem Tel Avivs verdslige vision om Israel som et vestligt samfund og Jerusalems udvikling i mere og mere religiøs og nationalistisk retning. Israel må vælge en af disse to veje, mener Montefiore, for er der én ting, som hans lange studier af Jerusalems historie har lært ham, er det, at historien drives frem af viljestærke mennesker og ikke af en uafvendelig skæbne. David, Herodes, korsfarerne, briterne og alle de andre herskere over byen op gennem tiden har alle formet Jerusalem i deres billede. På godt og ondt er det fejlbarlige mennesker, der styrer denne himmelske by også i dag, hvor nutidens politikere har det i deres magt af afgøre byens fremtidige skæbne.

Montefiore går kronologisk frem i relativt korte kapitler, der ofte ender lettere cliff hanger-agtigt med en antydning af, at det vil gå denne eller hin kejserinde eller konsul, som vi netop har læst om, ilde eller godt. Dermed ikke sagt, at Jerusalem er spændende i banal forstand, og Montefiore er ikke en dramatisk historiefortæller, der er inde i hovederne på sine personer og forestiller sig deres tanker.

Men han er god til at vække sine og Jerusalems hovedpersoner til live med få, velvalgte streger, som når vi om zionismens grundlægger, Theodor Herzl, læser, at han var usædvanlig smuk med mandelformede øjne og melankolske øjenvipper. Eller når vi om den sygdomsramte Herodes læser, at hans genitalier svulmede grotesk op, indtil hans penis og pung sprækkede af væskende koldbrand, som åbenbarede en vrimlende masse af orme. Ak ja, ophøjede herskere må også bøje sig i støvet; dobbeltheden igen.

Når man dækker tre årtusinders historie (Montefiore begynder med kong David), der løseligt kan inddeles i 1000 år med jødisk historie, 400 år med kristen historie og 1300 år med muslimsk og så resten til nyere tid, herunder den vestlige kolonisering af området og Israels oprettelse i 1948, kan et vist summarisk præg ikke undgås.

Jesus afhandles på under 20 sider, og de mange forfattere, der gennem tiden har besøgt byen Herman Melville, Nikolaj Gogol (der opfandt Jerusalem-syndromet), Gustave Flaubert og Mark Twain er blandt dem er meget kort inde at vende på siderne. Dem ville man gerne have hørt mere om.

Som læser er man dog ikke i tvivl om, at Montefiore kender alle relevante personer i Jerusalems historie, også uden for hans egen sprogkreds. Således får han i afsnittet om de amerikanske evangelikale i 1800-tallets slutning også plads til at nævne Selma Lagerlöfs Jerusalem om de svenske udvandrere, der tog til Palæstina og slog følge med missionæren Anna Spafford og hendes koloni.

Bogen slutter i 1967 med Seksdageskrigen mellem Israel og dets arabiske naboer, der endte med en knusende israelsk sejr og erobring af store landområder, herunder adgangen til Grædemuren, som jøder gennem årtusinder havde været afskåret fra.

Det giver god mening at sætte punktum der en ring blev sluttet, og et nyt og uendeligt kompliceret kapitel tog sin begyndelse med Israels besættelse af Gaza og Vestbredden, som Montefiore behandler i en epilog.

Overalt er han fair i sin fremstilling, og selvom han selv har part i området Montefioreslægten er en af Jerusalems gamle jødiske familier er hans beretning ingenlunde partisk hverken til den ene eller anden side. Han fastholder dobbeltheden og vælger ikke side, og resultatet er en vellykket kæmpebog med bud til alle, der har interesse i kulturhistorien. Og så giver den stor lyst til at se eller gense Jerusalem vores alle sammens anden hjemby.

Simon Sebag Montefiore: Jerusalem. Oversat af Poul Henrik Westh. 752 sider. 400 kroner. Forlaget Sohn.

Læs interview med Simon Sebag Montefiore påk.dk/kultur