Merete Pryds Helle (født 1965) er som forfatter ikke for fastholdere. Til forskel fra sine generationsfæller Helle Helle, Hammann og Hesselholdt bevæger hun sig uforudsigeligt rundt i forskellige genrer og typer af romaner.
Store, små, samtidige, urhistoriske, halvfilosofiske.
LÆS OGSÅ: E-bøger overhaler hardback i USA
Hun skriver krimier under pseudonymet Liv Mørk. Og hun har også lavet sms-romaner og computerspil.
Pryds Helles nye bog er på 545 sider og består af mails, hun har skrevet til sin hjerteveninde Mai i årene 1998-2006, som var de år, Pryds Helle og hendes mand, digteren Morten Søndergaard, og deres to børn boede i Toscana i Italien, først på et bjerg og derefter i en lille by ved kysten.
Princippet for bogen er, at kun Meretes mails er optrykt. Mais mails må man tænke sig til. Genremæssigt er vi ikke så langt fra Martin A. Hansens dagbøger. For når der er tale om hyppige, i perioder daglige eller flere gange daglige mails til den samme person, er vi tæt på dagbogens minutiøse registrering af den skrivendes eget hverdagsliv.
Man kan bemærke, at vi er i en særlig fase i den menneskelige kommunikations historie. Merete og Mai kommunikerer tættere og hyppigere end i brevskrivningens dage, men man mærker alligevel tydeligt den store fysiske afstand mellem Danmark og Toscana. I dag, 10 år efter, ville billedet være et andet, for da ville de skype sammen og være på Facebook, og det er ikke sikkert, at korrespondancen ville være så omfattende og brevagtig.
Det er hverdagens trummerum fra dag til dag, der beskrives. Tænkte forfatteren allerede på udgivelse, da hun skrev disse mails? Ærligt talt tror jeg det ikke, for hun er ikke bange for at kede. Der er meget lidt om politik og samfund, den 11. september 2001 nævnes kun lige omkring datoen, Berlusconi en enkelt gang. Der er heller ikke mange livsfilosofiske overvejelser. Faktisk er der også forbavsende lidt om forskellen på dansk og italiensk kultur, mentalitet og hverdagsliv.
Ja, og så er der heller ikke meget om de bøger, Pryds Helle sidder og skriver. Hvad der er naturligt nok, for disse mails er overspringshandlinger, en rutine, hvor der bliver læsset af til veninden og ført registrant.
Det fremgår af en forbemærkning, at enkelte mails er gået tabt, men det oplyses ikke, om der er redigeret i øvrigt og i givet fald hvordan.
Måske tænker jeg for skidt om den menneskelige natur, men jeg synes, der er påfaldende lidt sladder, nedrakning og bagtalelse af tredje person, når man sammenligner med de mails, man selv skriver, og når man tænker på, hvor giftigt det litterære miljø kan være. Måske er Merete og Mai bare nogle meget søde piger. Der er i hvert fald ikke meget gossip at hente, selvom nogle personer lader sig identificere, hvis man kender lidt til det litterære miljø.
Parret har to små børn, og børnene er det store altdominerende tema i bogen. Det gælder både bekymringen (Hvordan har de det? Hvordan skal det gå?) og kredsningen om det enorme arbejde, det er at have børn og tage sig af dem.
Som sådan er bogen et meget tæt studie i den moderne børnefamilie, hvor alt ligger til overvejelse og forhandling, og intet er givet i traditionelle rammer. Bedsteforældregenerationen må læse alt dette med rædsel og dyb undren. Usikkerheden forstærkes naturligvis af, at familien skal falde til i et fremmed land, og at begge forældre som forfattere har et irregulært hjemmearbejde, som kan udlevere dem til børnenes sygdomme og uendelige krav.
Merete har selv problemer med sine forældre, sin søster og sin barndom. Og generelt er hun meget i tvivl om sig selv. Selvkredsende og selvanalyserende. Hun lider under, at det sociale liv i et fremmed land let bliver alt (masser af gæster hjemmefra!) eller intet (ensomhed, man kan ikke bare droppe ind hos veninderne).
Ægtemanden, der blot benævnes m, trives langt bedre. Han har også, fornemmer man, større succes som forfatter, selvom ingen af dem har kommerciel medvind. Men han er ofte på rejse, får priser og bliver inviteret ud at læse op på spændende steder. Pryds Helle føler, at hun både står i skyggen af sin mand og generations- og kønsfæller som Helle Helle, Hammann og Hesselholdt. Da hun får en novelle med i en antologi, er det for at føje spot til skade under navnet Helle Pryds Helle! Hun får pæne anmeldelser, men det er ikke længere nok. Hun vil også sælge, og når bøgerne ikke sælger, giver det hele så nogen mening?
På sin vis er dramaet, plottet, det, der for alvor forandrer sig i bogen, veninden Mais liv. Bogen starter in medias res med, at hun skal skilles, og Merete følger tæt, omsorgsfuldt og nogle gange let matroniserende Mais svære liv som nyskilt, som alenemor, som tøvende genankommen til kærlighedens frie marked, i et nyt forhold, der ikke bliver, lidt kyssen omkring og så et rigtigt nyt forhold, der til overflod hurtigt munder ud i en graviditet.
Ved bogens slutning holder de to hjerteveninder 40-års fødselsdag sammen. Der er noget både fascinerende og bevægende over portrættet af den smukke, blide og usikre Mai, fordi det kun gives som aftryk, silhuet, i Meretes mails.
Men ellers er der ikke som sådan nogen handling i bogen. Den er på en vis måde hyper-kedelig. Måske er man som mandlig anmelder fejlcastet. Det er muligt, at kvindelige læsere kan få mere glæde ud af kombinationen af det toscanske hverdagsliv med citroner og kaniner og de endeløse baner af bekymringer over børn, mand, søster, karriere og så videre. Denne læser var nødt til at glide ind i en særlig meditativ tilstand, hvor man afkoder indholdet, som om det var musik. Man følger de enkelte temaer, duver af sted med dem, de forsvinder, dukker op igen, moduleres umærkeligt. Trans-kedsomhed, måske.
Men det er det mærkelige ved formen, at den sniger sig ind på én. Jeg havde det lidt på samme måde med Martin A. Hansens dagbøger. Så hold dog kæft og pas dit forfatterskab! Der er noget på én gang latterligt og ynkeligt og enerverende ved dette utrolige behov for at meddele sig om banale ting.
Men så bliver man alligevel frustreret, når det pludselig stopper. Hvorfor hører vi så ikke om, hvordan romanerne Fiske i livets flod og Solsiden bliver modtaget? Det er, fordi livet kommer på tværs af skriften. Merete er i Danmark, da bøgerne udkommer, og derfor har hun ikke brug for at skrive mails til Mai (og mig). Strømmen af mails kan også tørre ud på grund af rejser og perioder, hvor, må man tro, alting går bedre med arbejdet og familien. For eksempel fylder de tre-fire første år i Italien klart mest i bogen. Senere glider vi gennem de sidste år.
Og så føler man pludselig en frustration, for man var selv gledet ind i læserrollen som den modtager, der var så desperat behov for, og hvorfor er der så ikke lige det mere? Man bliver kvindelig og klynkende, Merete, du er så fjern, jeg kan ikke mærke dig mere.
I sin store roman Fiske i livets flod legede Merete Pryds Helle med den fascinerende tanke, at fortiden kan være bevaret som lyd i genstande, og at man bare skal finde den teknologi, der kan afspille genstandene, som var de grammofonplader.
Fortidslyd er endnu fremtidsmusik, men med denne specielle og trans-kedelige udgivelse kommer Pryds Helle meget tæt på den umulighed, det er at indfange, bevare og gengive hverdagen, som den var, herunder det mærkelige, at den forandrer sig, selvom man føler, at alt vil forblive det samme, og forandringen ser man først bagefter, og hvor blev alle dagene så af? Jamen, de er ikke væk, de er her endnu, de er her i bogen.
Merete Pryds Helle: Kære Mai. Et kapitel. 548 sider. 350 kroner. Politikens Forlag. Udkommer i dag.