Prøv avisen

Amerikansk præstegårdsteologi

Kristendommen er ikke de lette løsningers religion, understreger Timothy Keller

Gud for skeptikere er bedre til at afklare forholdet mellem religion og videnskab end de fleste andre forsøg på området

Endelig! Sådan er man lige ved at udbryde efter at have læst Timothy Kellers Gud for skeptikere.

For lige siden årtusindskiftet har forlagene ment, at danskerne skulle forsynes med en række oversættelser af amerikanske ateister, hvis synspunkter ellers står sig bedst ved at blive glemt.

LÆS OGSÅ: I begyndelsen var troen

Argumentet for udgivelserne har været, at disse bøger har vakt stor opsigt og været genstand for megen diskussion. Og sandt er det: Nyateismen trænger sig på, byder sig til og tiltvinger sig adgang overalt. Men den møder heldigvis også kvalificeret modstand, og et vidnesbyrd herom er netop Gud for skeptikere, der langt om længe har fundet en dansk forlægger.

Timothy Keller er en rummelig og rask pendulerende person, der det ene øjeblik konsulterer Bono fra U2 og det næste øjeblik kaster sig ud i en fortolkning af Søren ­Kierkegaards Sygdommen til døden. For Keller er præst og kan ikke fornemt trække sig tilbage som tilskuer, men må gå i krig med de problemstillinger, der optager hans menighed, og bogen er derfor præget af uforfalsket seriøsitet.

Her er ingen svinkeærinder i retning af filosofisk fikumdik eller æstetisk flitterstads. Det betyder ikke, at bogen er ganske uden svagheder. For det har den også. Gud for skeptikere er bedre til at afklare forholdet mellem religion og videnskab end de fleste andre forsøg på området, men det er ikke det samme, som at det er godt nok.

Endvidere er de sociologiske iagttagelser, Keller søsætter vedrørende kirkegængere, lodret forkerte. Statistik på området viser, at amerikanske kirkegængere er mere velhavende, lever længere, er bedre uddannede og bruger mere tid på deres børn end folk, der ikke går i kirke. Hvorfor Keller to gange hævder det modsatte, er ikke klart.

Til gengæld er anliggendet med Gud for skeptikere krystalklart. Det er at komme den religiøse vankundighed til livs og at nedbringe antallet af fordomme om kristendommen.

I den sammenhæng er det tankevækkende at læse om den kendte gyserforfatter Anne Rice, der i mange år var ateist, men da hun læste dokumentationen for, at Jesus ikke skulle have levet og slet ikke have handlet med guddommelig myndighed, blev hun klar over, at kristendommens foragtere havde plantet en række falske præmisser, hvorpå de baserede og eksekverede deres drakoniske domme: Jeg opdagede på dette område noget af den ringeste og mest forudindtagede forskning, jeg nogensinde er stødt på.

På den anden side gør Keller sig også umage for ikke at dølge, at kristendommen jo heller ikke er de lette løsningers religion. For i kristendommen forkyndes ikke en bog, men en person som sandheden, og til denne person kan man kun have troens forhold det vil sige, enhver er ansvarlig for sit eget forhold til Jesus Kristus. Dermed bliver bogen også et opgør med den blegnæbbede relativisme, hvor alt er lige meget.

Keller tvinger relativisterne ud på den is, hvor de går på halen, eftersom han understreger, at absolut relativisme kun kan eksistere i det øjeblik, relativisterne undtager sig selv.

Gud for skeptikere minder i form og forkyndelse om C.S. Lewis essayistik og henvender sig derfor til både læg og lærd.