Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Anmeldelse: 'Den hemmelige socialdemokrat' er stærkt underholdende

Hvis der er et masterplot i bogen, går det ud på, at Helle Thorning-Schmidt mere eller mindre tilfældigt vinder magten hos Socialdemokraterne, og at Henrik Sass Larsen er den stærke mand, der svejser alliancen med SF, ikke mindst Ole Sohn og ”albue-dværgen”, som han kaldes, Thor Møger Pedersen. – Foto: Keld Navntoft/.

Den hemmelige socialdemokrat er spændende og underholdende læsning. Det kyniske og misantropiske verdensbillede giver dog også læseren en følelse af tomhed og lede

Det er blevet sagt, at tidens mest omtalte bog, Den hemmelige socialdemokrat, ikke rummer noget egentligt nyt. Hvis man er politisk journalist, kommentator eller iagttager, er det sikkert rigtigt. Men det er de fleste af os jo nu engang ikke, og lad det derfor være sagt straks, at bogen er både spændende, stærkt underholdende og temmelig oplysende læsning.

Dens altoverskyggende interesse er magtkamp og magtspil, og her kan Det Kongelige Danske Socialdemokrati bare noget særligt, al krise og tilbagegang til trods. Med en tre-fire kaffeklubber, et større antal kronprinser og -prinsesser (om ikke andet så i egen og de nærmestes indbildning) med hver deres rygklappere, giftblandere og overløbere, virker Socialdemokraterne helt shakespeareske, larger than life. Strukturen er så kompleks og uforudsigelig, at alle planer og alliancer er foreløbige, for, som der står i bogen, I en magtkamp handler meget om, hvordan tingene udvikler sig, og hvilke muligheder der opstår.

LÆS OGSÅ: Den væmmelige socialdemokrat

Bogens store fokus på taktik og magtspil gør den beslægtet med det overfladiske og processuelle spin-univers, vi møder i tv-programmer som Mogensen & Kristiansen. Men hvor tv i sagens natur fokuserer på her og nu, udfolder bogen et langt episk drama, der strækker sig fra Mogens Lykketofts valgnederlag i 2005 til de helt aktuelle spekulationer om, hvem der vil række ud efter formandsposten, hvis Helle Thorning-Schmidt skulle rejse af sted til en international toppost.

Ikke mindst den kaotiske proces, hvor der skulle findes en ny formand efter Lykketoft, er fantastisk beskrevet. Her synes alle aktører at blive taget lidt på sengen. Oplagte kandidater som Henrik Dam Kristensen og Jan Trøjborg vil alligevel ikke, næste geled tøver, usikker på styrkeforholdene, og ad ret kringlede veje ender partiet med den parlamentarisk helt uprøvede Helle Thorning-Schmidt som formand. Bogens stærkeste scene beskriver indgående et indledende møde i tidligere næstformand Lene Jensens lejlighed ved Hovedbanegården, hvor Lykketofts fløj gør boet op, og alt er i spil. Fortælleren er opmærksom flue på væggen og fanger hvert replikskifte komplet med mimik, forceret munterhed og rådvilde sideblikke. Samme fortæller er ganske ondskabsfuld og har stor sans for den lille udleverende og lattervækkende detalje ved den person, der lige nu er i fokus. Man kommer næsten til at tænke på Klaus Rifbjergs evner for mikroskopiske perfidier i hans såkaldte persiflager (spotte-bøger).

Hvem er forfatteren? Han kan både skrive og analysere på et håndværksmæssigt ret godt niveau. En del af bogen er klart fiktion i den forstand, at han formidler tanker i Henrik Sass Larsens hoved eller samtaler på tomandshånd mellem Thorning og Bjarne Corydon, som han umuligt kan vide noget om. Mødet hos Lene Jensen kan også meget vel være fri fantasi med komiske og satiriske overdrivelser, eventuelt baseret på, hvad andre sidenhen har fortalt.

Han indrømmer, at han i bogen trækker på alle de anekdoter og hele den mundtlige overlevering, der nu engang cirkulerer i en social sammenhæng som den socialdemokratiske folketingsgruppe. Er han (eller hun) virkelig MFer? Jeg føler mig langt fra sikker. Men nu har Zlatan Ibrahimovic jo heller ikke skrevet Jeg er Zlatan Ibrahimovic. Måske har en MFer fortalt alt, hvad han har oplevet og fået fortalt, til en ghost writer. Måske er forfatteren en politisk iagttager, der blot trækker på hele sin egen viden og sit anonyme kildenet.

LÆS OGSÅ: Millionaflønning til S-forfatter holdes hemmelig

Hvis der er et masterplot i bogen, går det ud på, at Helle Thorning-Schmidt mere eller mindre tilfældigt vinder magten i partiet, og at Henrik Sass Larsen er den stærke mand, der svejser alliancen med SF, ikke mindst Ole Sohn og albue-dværgen Thor Møger Pedersen fra Børnebanden. Bag ved Sass tårner en anden stærk mand sig dog gradvis op, Bjarne Cory-don fra partiets analyse- og informationsafdeling. Han leverer tal og beregninger, og snart bliver han også Thornings fortrolige meddeler, når Sass og Møger bagtaler hende som Barbie-Helle. For en Barbie har jo brug for sin Ken, som det hedder i fortællerens friske stil. Bogen hævder, at Thorning og Corydon ret kynisk lader Sass forhandle hele regeringsgrundlaget på plads, inden de så giver ham silkesnoren, assisteret af PET. Derefter kan Don Corydone rykke ind på den plads som finansminister, som Sass egentlig skulle have haft. Den anonyme forfatter melder dog ikke denne konspirationsteori 100 procent ud. Det bliver ved insinuationerne, og hele historien om Sass sikkerhedsgodkendelse står fortsat i et noget dunkelt lys, også efter denne bog.

Det konsekvent kyniske og misantropiske verdensbillede af magtstræb giver læseren en vis følelse af tomhed og lede, som bogen skrider frem. Ikke fordi jeg tror, at det som sådan er helt ved siden af, men man savner de afbalancerende momenter. Bogen giver sig aldrig af med ideologiske, holdningsmæssige analyser og kommentarer. Det hele er ren Machiavelli. Vi får heller aldrig foldet aktørerne ud som hele mennesker med motiver og levede liv. Det er dukketeater after dark. Jeg tror ikke på, at den politiske virkelighed er så endimensionel, og det kan være et bevidst valg fra den anonyme forfatters side. Måske ville han blotte sig for meget, hvis han ikke holdt sig meget strengt til overfladen. Men det får ham til at virke så distanceret, at man kan få svært ved at tro, at han reelt er en del af miljøet, at han er socialdemokrat. Og det gør selvfølgelig, at bogens erklærede etiske whistleblower- anliggende: at vise virkeligheden, som den tager sig ud, når vi trækker spin og taktik fra kommer til at stå i et temmelig tvetydigt skær.

Vel, hvordan ser han så det fremtidige formandsvalg hos Socialdemokraterne, hvis Thorning tager til udlandet? Corydon har (endnu) ikke en stærk basis i partiet, men Det Radikale Venstre kan foretrække ham, som partiet foretrak Poul Nyrup Rasmussen i sin tid. Det vil den socialdemokratiske ur-kraft Mette Frederiksen næppe finde sig i, og hun vil kræve ur-afstemning blandt medlemmerne. Vil Sass støtte hende? Og hvad siger alle kaffeklubberne?

Følg med i næste afsnit, som den hemmelige socialdemokrat givetvis vil dække, hvilken identitet han så end vil optræde i.