Prøv avisen

Arven fra høvdingen

BØGER: Beundring og saglighed går hånd i hånd i ny bog om Indre Missions høvding, Vilhelm Beck

Tidligere på året udgav Gyldendal Egon Clausens kritiske biografi om Indre Missions høvding, Vilhelm Beck. Nu foreligger Kurt E. Larsens bog, som ikke på samme måde kan kaldes en biografi. Anliggendet er bredere: at placere Beck i den åndelige og teologiske debat i samtiden. Kurt E. Larsen formulerer det selv sådan i forordet: »Vægten i bogen ligger ikke på at beskrive Beck som personlighedstype, men på det, der var den røde tråd gennem hans liv og virke. Han var og blev folkekirkepræst, og netop derfor måtte han også blive engageret i missionsarbejde.« Bogen er i sin opbygning rimelig afvekslende mellem den kronologiske fremstilling og en tematisk opsamling af Becks polemik og teologi. Man lades ikke i tvivl om forfatterens beundring for sin hovedperson, men det går ikke ud over sagligheden. Det er hans udtrykte mening, at »nutidens kirkelige debat ville kunne højnes og inspireres ved at stifte bekendtskab med det, som Beck stod for«. Det biografiske stof er velfortalt. Vi får klar besked om den indflydelse, som præsten N.G. Blædel fik på den unge student. Men også om Becks placering i forhold til tidens store navne, Martensen, H.N. Clausen m.fl., får man god besked. En dyd ved Larsens arbejde er, at han langt hen ad vejen lader Beck selv komme til orde gennem korte, prægnante citater. Måske bliver de iblandt lidt vel korte, nærmest en replik. Jeg kunne godt have ønsket mig en analyse af en hel Beck-prædiken. Til gengæld er det lykkedes at give en rigtig god karakteristik af Becks vilje til at fastholde folkekirkens betydning. Beck var og forblev klart luthersk. Hans trosforståelse var så at sige den klassisk lutherske. Og så kunne han formulere sig prægnant. Jeg kunne adskillige gange under læsningen ikke undgå at komme til at tænke på Kaj Munk. Larsen selv tager forbehold for følgende citat, som han ganske rigtigt kalder en generaliserende dom, men alligevel! Det har den træfsikre journalists punch: »Kjender du større Vrøvlehoveder end Præsterne? Hvilken Del af Naturriget henhøre Præsterne til? Zoologien? - Ved Bispevisitatser kommer man til at tænke paa Krybdyrene...« Sådan! På trods af den livslange kritik af præstekollegerne forsvarede Beck dog altid folkekirken, og han kritiserede sekterne - ikke på grund af deres liv, for det fulgte ofte i vækkelsens kølvand, men på grund af deres vranglærdomme. Og spændende er det at måtte konstatere, at han slet ikke ivrede for omvendelse, som han kaldte »en Abnormitet, Noget, som slet ikke burde findes«, og Larsen føjer kommenterende til: »Det normale kristenlivs forløb var, at man blev døbt, blev præget af et troende hjem, blev oplært af troende lærere og præster og således bevaret i dåbens nåde hele livet...« Dermed er så også Becks stærke betoning af dåb og nadver understreget, og Larsen går så vidt som til at karakterisere Beck som »folkekirke-samlende«, og han præciserer det således: »Kærligheden til folkekirken gik slet ikke på forstavelsen »folke-« i navnet folkekirke, men nærmest på sognekirkeligheden og landskirkeligheden«. Sådan guider Larsen sin læser omhyggeligt gennem Becks univers. Han er ikke ukritisk over for ham, men kalder ham »stor i sine fejl, men også stor i sin kærlighed til mennesker, til kirken og missionsarbejdet.« Det gode ved Larsens bog er, at Beck selv, i så udpræget grad, får lov at komme til orde. Holdningen er der ikke tvivl om. Larsen holder både med Beck og af Beck. Selv om han ikke er i tvivl om, at Beck forblev rodfæstet i enevælden og derfor heller aldrig ville have demokrati i Indre Mission. Her er arven fra Høvdingen lagt frem af en af dem, der selv regner sig blandt arvingerne. Det er en god bog. Kurt E. Larsen: Vilhelm Beck - missionspræsten. 304 sider. Lohses Forlag. kulturkristeligt-dagblad.dk